Nu må det være slut med kun to års garanti

Blot to års garanti på ny teknologi som elbiler er en risiko for bilkøberne, mener Hvilkenbils Jens Velling. Europæiske mærker må steppe op.

I årevis har Hvilkenbil og andre bilmedier sagt og skrevet, at to års garanti på nye biler er for lidt. Med elbilernes fremmarch er problemet med især europæiske bilmærkers fedtede garantiordninger blevet endnu større – og kritikken endnu mere nødvendig. I dag står det klart, at vi som troværdigt bilmedie ikke kan anbefale forbrugere at købe nye biler med kun to års fabriksgaranti.

Dråben er den case, som biljournalist Anders Berner viste på sin YouTube-kanal tidligere på måneden. Den handler om en helt almindelig bilkøber som dig og mig, der køber en to et halvt år gammel Fiat 500e.  

Kort efter går bilens indbyggede lader – OBC på fagsprog – i stykker. Pris for udskiftning: 75.000 kr. Og nej, Fiat tillader ikke brugen af en brugt reservedel til en tiendedel af prisen…

De nærmere detaljer redegøres der for i videoen. Du kan se den her – det er godt journalistisk arbejde og værd at se, hvis du stadig er i tvivl om værdien af en ordentlig garanti.

Absurd og uacceptabelt

Her spoler vi direkte frem til konklusionen: Prisen for reservedelen er absurd høj, og både forhandler og importør anstrenger sig tilsyneladende for ikke at leve op til deres forpligtelser og hjælpe kunden. Dermed ender kunden i en situation, som vedkommende ikke kunne forudse, men som er fuldstændig uacceptabel.

Problemet er, at sagen ikke er enestående. Elbiler er ny teknologi, der både byder på børnesygdomme og ubehagelige overraskelser. Særligt europæiske bilproducenter, der har nølet med skiftet til elbiler, befinder sig i en situation, hvor de både halter efter konkurrenterne og taber enorme summer på at sælge elbiler. Derfor er der kun ét sted at hente nogle af pengene hjem – på eftermarkedet i form af service og reservedele.

To løsninger

Som forbruger kan du gardere dig på to måder. Du kan lease i stedet for at købe – så sidder du ikke med aben, hvis noget går i stykker. Eller du kan købe et bilmærke, der yder mere end to års garanti.

Her er det vigtigt at skelne mellem nyvognsgaranti og batterigaranti. På stort set alle elbiler får du otte til 10 års garanti på batteriet. Det er fint, for batteriet udgør en tredjedel af elbilens værdi, så her vil du være på den sikre side.

Men andre vitale og kostbare dele som den førnævnte OBC er dækket af bilens nyvognsgaranti.

Hvilkenbils klare anbefaling er derfor en solid nyvognsgaranti på fem år eller derover. Det får du især hos ikke-europæiske mærker som Hyundai (fem år), Kia (syv år) og nye kinesiske mærker som BYD (seks år), MG (syv år) og Xpeng (fem år). Japanerne, som også er kommet sent i gang med elbiler, har typisk tre års garanti. Det begynder også at se undervældende ud.

Cupra stikker positivt ud. Som eneste europæiske bilproducent tilbyder VWs spanske mærke også fem års garanti – foreløbig på den kinesisk fremstillede elbil Tavascan.

Bittesmå bevægelser

Europæiske bilproducenter ved godt, at det tenderer det pinlige, at nye bilmærker og nærmest ukendte kinesere tilbyder mere end dobbelt så lange garantier som dem selv. Og at det på sigt kan koste kunder.

I hvert fald ser vi små bevægelser på området. Hos Skoda kan du f.eks. øge garantien fra to til fem år mod at betale 7.000 kr. ekstra. For næsten et år siden lovede Peugeot at øge garantien til hele otte år, men mangler dog at fuldføre løftet.

Det er bittesmå, men positive tegn på, at Europas bilproducenter langt om længe er ved at vågne op til dåd i konkurrencen med Kina om fremtidens kunder.

Læs det med småt

Som forbruger skal du under alle omstændigheder huske at læse det med småt, for længere garanti kommer nogle gange med en pris. Typisk i form af krav om årlige og kostbare serviceeftersyn på autoriseret værksted. Xpeng kræver f.eks., at du skal til service hvert eneste år. Vil du opretholde Xpengs fem års nyvognsgaranti, koster det knapt 15.000 kr. i serviceudgifter. Det er typisk dobbelt så dyrt som biler, der kan nøjes med service hvert andet år.

Det skal med i regnestykket. Ligesom du som forbruger også skal overveje, om du tør investere i ukendte bilmærker. Syv års garanti lyder godt, men er ikke meget værd, hvis bilproducenten går konkurs. Tænk bare på danske Fisker. Eller Hvilkenbils artikelserie om kinesiske bilproducenter, hvor eksperter vurderer, at ikke alle vil overleve på sigt.

Det er med andre ord ikke altid nemt at vælge rigtigt. Men når man som forbruger kan risikere at få en regning på 75.000 kr. for en enkelt reservedel til en næsten ny bil, skal der fremover lægges større vægt på en ordentlig garanti.

Kort garanti trækker ned

På Hvilkenbil er vi på forbrugernes side. Konkret vil vi derfor skærpe vores vurdering af bilmærkernes nyvognsgaranti. To år er for lidt – fem år er fint. Fremover vil det derfor koste op til en stjerne i vores samlede vurdering af de biler, som vi tester, hvis bilen har mindre end fem års garanti.

Andre bilmedier skærper også deres vurdering af garantier. Jo flere der gør det, desto større er chancen for, at bilproducenterne lytter og øger garantien til fordel for dig som forbruger.

Det er på høje tid. Tillid og mærkeloyalitet er godt – garanti er bedre.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here