Ny begynder ferien – sådan undgår du trafik-køer

køer

Nu begynder sommerferien – og dermed sommertrafikken. Se her, hvornår det er bedst at køre, hvis du vil undgå at holde stille i lange køer.

På fredag begynder skolernes sommerferie. Det er også startskuddet til nogle af de travleste sommerdage på vejene, når danskerne kører mod sommerhuse, strande, lufthavne og feriedestinationer.

Vejdirektoratet anbefaler derfor, at man planlægger sin rejse i god tid. Råd nummer ét til at undgå lange køer, er så vidt muligt at køre uden for de mest trafikerede tidsrum.

I skolernes sommerferie, der altså begynder på fredag og løber helt frem til søndag den 10. august, vil man særligt i weekenderne kunne opleve øget trafik på de danske veje. Til gengæld er der godt nyt til dem, der skal på arbejde. For skal man ud at køre i hverdagene i sommerferien, kan man som regel se frem til mindre trafik på vejene og kortere rejsetid i myldretiden.

Her er der størst risiko for køer
Grafik: Vejdirektoratet

Sommerferiens weekender er til gengæld kritiske. Flere steder i landet må man forvente væsentligt flere biler på vejene. Størst tryk bliver der på motorvejene, der forbinder de tre store landsdele Jylland, Fyn og Sjælland. Det vil især sige via E20 Vestmotorvejen og Fynske Motorvej samt rute 21 til og fra Sjællands Odde.

Vejdirektoratet forventer også ekstra trafik til og fra den dansk-tyske grænser både via E45 Sønderjyske Motorvej og ved færgehavnene i henholdsvis Rødby og Gedser. Derudover kan der også opleves lange køer omkring de store sommerhusområder rundt om i landet.

I de første par weekender af sommerferien vil trafikken hovedsageligt bevæge sig fra øst mod vest – altså fra København og Sjælland mod Jylland, den dansk-tyske grænse og de jyske sommerhusområder. Mod slutningen af ferien, særligt i de sidste to weekender, går trafikken så den modsatte vej, når mange danskere vender hjem fra ferie.

Vejarbejde på E45 Østjyske Motorvej

På motorvej E45 møder årets feriebilister en ekstra udfordring. Her er der et omfattende anlægsarbejde i gang, der skal udvide motorvejen fra to til tre spor og strækker sig i begge retninger mellem Vejle og Randers.

Hastigheden er derfor sat ned til 80 km/t på hele strækningen. Sammen med smallere kørespor flere steder lægger det hurtigt en halv time eller mere til rejsetiden på denne strækning.

Vejdirektoratet opfordrer trafikanter til at være ekstra opmærksomme og tålmodige på denne del af E45.

Tjek tyske vejarbejder

Længere sydpå, i Tyskland, slipper feriebilister traditionen tro heller ikke for vejarbejder og lange køer. Det gælder adskillige steder i Tyskland.

Vejdirektoratet opfordrer derfor trafikanter til at tjekke ruten, inden de kører afsted, hos for eksempel FDM eller ADAC. Mange nye biler har også ’live’ navigation, der viser vejarbejder, evt. ekstra rejsetid og også kan foreslå alternative ruter undervejs.

Bilister kan benytte følgende links til at hjælpe med planlægningen af bilferien i Tyskland, hvis man vil gøre det i god tid, inden man starter bilen op:

Aktuel trafikinformation i Tyskland​

Aktuel kø-prognose for Tyskland

Generelt om “kør-selv-ferie”

Følg med i trafikudviklingen

Husk, at der altid kan opstå køer og forlænget rejsetid på grund af uheld, dårligt vejr og andre uforudsete hændelser – og at risikoen for dette er større, desto flere biler der er på vejene.

Vejdirektoratet opfordrer alle trafikanter til at holde sig opdateret om udviklingen i trafikken på ruten både før og under køreturen. Det kan man bl.a. gøre på Trafikinfo.dk eller ved at lytte til P4 Trafik, mens man sidder i bilen. Her får man løbende information om trafiksituationen, så man bedre kan nå at ændre ruten og undgå at ende i lange køer.

Læs mere på Trafikinfo.dk

Læs Vejdirektoratets trafikprognose

Gode råd til ferieturen
  • Kør uden for de mest trafikerede tidsrum, og sæt god tid af til din rejse.
  • Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på Trafikinfo.dk.
  • Hav din GPS/navigation tændt.
  • Hold god afstand til den forankørende, og vær opmærksom på midlertidige hastighedsnedsættelser – for eksempel ved vejarbejder.
  • Hav mad og drikkevarer med i bilen.
  • Lyt til P4 Trafik under din køretur.

Skal du på bilferie i elbil for første gang? Så læs Hvilkenbils seneste reportage fra en tur gennem Tyskland i en elbil med et lille batteri.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here