Lige som kulde reducerer elbilers rækkevidde, gælder det samme for sommervarmen. Varmepumpen kan også trække ned.
De fleste ved, at kulde reducerer rækkevidden for elbiler. Det skyldes, at battericellerne præsterer dårligere, når temperaturen falder.
Færre ved, at rækkevidden også kan falde, når termometret viser stigende temperaturer. Jo varmere vejr, desto kortere rækkevidde.
Varmt vejr påvirker dog slet ikke rækkevidden lige så meget som lave temperaturer. Men varmen har en negativ effekt, viser en ny test foretaget af analysefirmaet Recurrent, der indsamler data om elbiler.
Op til 12 pct. rækkevidde
Recurrent har indsamlet data fra knapt 30.000 elbiler, når de kører ved temperaturer på henholdsvis 32 og 27 grader. Altså temperaturer, som danske elbilister sagtens kan møde på sommerens bilferie til Sydeuropa.
Ved 32 graders varme reduceres rækkevidden mellem to og 12 pct. for en lang række elbiler.
Forklaringen er ikke, at varmen hæmmer batteriernes kemi, som tilfældet er ved lave temperaturer. I sommervarmen bruger elbiler i stedet energi på at holde den optimale arbejdstemperatur for batteriet. Det sker ved at køle batteriet – og energien hertil kommer fra batteriet selv.
Når det er varmt, vil de fleste også tænde for elbilens aircondition eller klimaanlæg. Det bruger ekstra strøm og er også med til at reducere rækkevidden.
Ineffektiv varmepumpe i varmen
Mere overraskende er det, at elbiler med varmepumpe har lidt kortere rækkevidde i sommervarmen end elbiler uden.
Varmepumper er ellers fremstillet som nærmest uundværlige i moderne elbiler. Men i varmt vejr udgør de faktisk et lille minus. Det skyldes, at varmepumpen er god til at skabe varme med det mindst mulige energiforbrug, når det er koldt. Men når det er varmt, er varmepumpen ikke lige så effektiv til at skabe kold luft til afkøling af kabinen som en mere simpel aircondition.
Forskellen er faktisk ret markant. Ifølge Recurrents målinger har elbiler med varmepumpe i snit syv pct. kortere rækkevidde ved 32 grader. Elbiler uden varmepumpe slipper i snit med tre pct. kortere rækkevidde ved samme temperatur. Så mens en varmepumpe giver ekstra rækkevidde om vinteren, koster den altså lidt rækkevidde om sommeren.
Varme koster i snit 5 pct.
Men tilbage i varmen.
Grundlæggende har elbiler det fint med temperatursvingninger. F.eks. angiver Tesla at deres biler kan udsættes for både 60 og -22 grader i op til et døgn ad gangen.
Så vildt går det sjældent for sig. Og nøjes man med de 32 grader i Recurrent-testen er tabet af rækkevidde da også til at overskue. For elbiler som Audi Q8 e-tron og BMW i4 koster varmen kun to pct. på rækkevidden. Elbiler som den aldrende Tesla Model S og Kia Niro EV sveder lidt mere i varmen – her falder rækkevidden til henholdsvis 91 og 88 pct. af ’normalen’.
I gennemsnit koster 32 graders varme fem pct. rækkevidde, viser Recurrents data.
Værre ser det ud, hvis temperaturen stiger til 37 grader. Hvilket den sagtens kan i Sydeuropa.
Så koster varmen i gennemsnit 15 pct. på rækkevidden. En ny elbil som den enorme Cadillac Lyriq mister endda over 20 pct. rækkevidde, når solen for alvor stråler. I km betyder det et fald fra 510 til 400 km for den elektriske Cadillac.
Parkér i skyggen
Husk det, hvis solen for alvor bager på elbilen til sommer. Bilens indbyggede tripcomputer vil som regel kalkulere med eventuel reduceret rækkevidde på grund af varme, så du ikke får en ubehagelig overraskelse.
Du kan også selv gøre noget, ved – om muligt – at parkere i skyggen på særligt varme dage.
Så meget rækkevidde koster sommervarmen
Model | Rækkevidde |
Audi Q8 E-Tron | 98% |
BMW i4 | 98% |
Hyundai Ioniq 5 | 97% |
Ford Mustang Mach-E | 96% |
Tesla Model 3 | 95% |
Volkswagen ID.4 | 95% |
Ford F-150 Lightning | 95% |
BMW i3 | 95% |
Tesla Model X | 94% |
Tesla Model Y | 94% |
Tesla Cybertruck | 93% |
Kia EV6 | 92% |
Nissan Ariya | 92% |
Tesla Model S | 91% |
Kia Niro EV | 88% |
Kilde: Recurrent