Citroën indleder 2026 med ekstremt aggressive tilbud på elbiler - den billigste koster langt mindre end kinesiske konkurrenter.
Bilåret 2026 fortsætter, hvor de foregående bilår slap: Med fortsat og intens priskrig på fabriksnye elbiler - både som køb og privatleasing.
Citroën trækker tilbudspistolen først. Og skyder virkelig med skarpt: En ny basisudgave af elbilen Citroën ë-C3 kan nu købes for 139.990 kroner. Det er 10.000 kroner under den kinesiske BYD Dolphin Surf, der kortvarigt har været Danmarks billigste elbil til 149.995 kroner. Den reklamevenlige titel genvinder Citroën nu godt og grundigt.
Beskeden rækkevidde
Faktisk er bilen Danmarks billigste i det hele taget - selv ikke de mindste fossilbiler kommer i nærheden af Citroën nye slagtilbud.
Når det for første gang kan lade sig gøre at presse en ny elbiler under 140.000 kroner, skyldes det, at basisudgaven er udstyret med et ganske beskedent batteri på 30 kWh. Dermed er rækkevidden efter den optimistiske WLTP-norm blot 204 kilometer.
Alt andet lige gør det Citroën ë-C3 YOU!, som billigudgaven hedder, til en bil, man får mest glæde af i byen og til nærtrafik. Motorvej og kulde vil bringe den reelle rækkevidde til 100-120 km, så man skal have styr på lademulighederne, hvis man drager på langtur i Danmarks billigste elbil.
Wismo Group, der importerer Citroën i Danmark, omtaler da også ærligt ë-C3 YOU! som “bybil eller bil nummer to”.
20.000 kr. for mere rækkevidde
Udstyret er der også skruet ned for. Der er ingen infotainmentskærm - i stedet benyttes din smartphone - men dog aircondition, aktiv nødbremse, vejstribealarm, baksensor, almindelige fartpilot og el-sideruder foran. Motoren er den kendte med 83 kW (113 hk), så den billige elbiler er ingen sinke.
Vil man have mere udstyr og en rækkevidde på 326 kilometer, har Citroën barberet 20.000 kroner af ë-C3 med Attraction-udstyr, så den nu koster 159.990 kr. De ekstra 20.000 kroner gør ë-C3 til Danmarks tredje billigste elbil og noget mere anvendelig.
Gode tilbud i januar
Dagene efter årsskiftet byder traditionelt på gode tilbud hos landets bilforhandleren, der benytter lejligheden til at invitere bilkøberne på nytårskur.
Citroën lægger først - og hårdt - ud i år. Det skal blive spændende at følge konkurrenternes reaktioner i de kommende uger. Hvilkenbil vil følge markedet tæt, så hold øje med nyhederne her.






