De første billeder af Skoda’s næste Fabia afslører en bil, som er markant mere sporty og ungdommelig at se på. Teknikken holder sig dog stadig i indersporet.
Mens koreanske Hyundai forleden kunne fremvise en overraskende konservativ ny i20, udskriver den næste Skoda Fabia løfter om langt mere fyrværkeri i miniklassen.
Med hjulene trukket godt ud i hjørnerne, ni cm bredere skuldre, lavere frihøjde og en tre centimeter lavere karrosse ser den kompakte tjekke næsten ud som en steroid-pumpet VW Polo.
Teknik fra VW-hylderne
En direkte armlægningskonkurrence mellem de to ville imidlertid nok trække ud, for under den knaldblå lakering er tredje generation Fabia udstyret med nøjagtig samme teknik som tyskeren.
Fabia har ikke fået lov at vokse forbi VW Polo på VAG-stamtræet. Således bygger den nye bil ikke, som mange havde troet, på samme fleksible MQB-platform som VW Golf VII og Skoda Octavia.
I stedet har Skoda-ingeniørerne angiveligt fået lov at inkorporere elementer fra MQB-programmet i Fabias (og Polos) aldrende PQ25-platform – som i sig selv er en opdateret udgave af den, der debuterede i første generation Fabia fra 1999.
Officielt lyder forklaringen, at MQB-platformen endnu ikke er “klar” til at blive implementeret i biler i miniklassen. På rygtebørsen hedder det, at næste generation Polo i stedet skal have æren af at indvie “MQB-Mini”.
Bredskuldret letvægter
Ses bort fra strategisk-tekniske overvejelser, så virker det som om, at Skoda-folkene har fået det absolut bedste ud af den tjekkisk-tyske opskrift.
Den nye Fabia holder trods sine nye muskuløse proportioner fast i forgængerens ydre dimensioner, alligevel har Skoda haft held med at skære solide 65 kg af egenvægten. Indstigningsmodellen med 1-liters, 60 hk benzinmotor vejer således ind på 980 kg, hvilket bør resultere i et kraftigt forbedret brændstofforbrug på tværs af modelrækken.
Den lille, 3-cylindrede motor fra Polo og Up leveres også i den 75 hk udgave, og resten af motorprogrammet følger ligeledes VW’s til punkt og prikke: Fabia kommer med to 4-cylindrede 1,2 liters turbobenzinere med henholdsvis 90 og 110 hk samt tre udgaver af den 4-cylindrede 1,4-liters TDI-dieselmotor med 75, 90 eller 105 hk.
Ultragrøn Greenline-udgave
Særligt interessant bliver den kommende Greenline-udgave, som ifølge Skoda vil udlede så lidt som 82 gram CO2 per kilometer, svarende til et forbrug på godt 32 km/l.
Den nye Skoda Fabia præsenteres for offentligheden ved biludstillingen i Paris i oktober og ventes i Danmark henimod slutningen af året. Dermed ryger tredje generation af Fabia direkte ud i et intenst gadeslagsmål mod de ligeledes nye Opel Corsa og Hyundai i20.
Læs også:
Første nyt om næste Skoda Fabia