Den nye Ford Mondeo er allerede afsløret, men en fabrikslukning og interne diskussioner udskyder nu introduktionen med et år til 2014. Det er anden gang Ford Mondeo forsinkes.
4. generation af Ford Mondeo har svært ved at komme ud at startblokken. Nyheden, der er blandt de mest populære biler i firmaklassen – også i Danmark – blev allerede afsløret i september. Dengang forlød det, at Ford ville lancere Mondeo i første halvdel af 2013. Siden udskød Ford lanceringen i tre måneder, fordi der var problemer med indkøring af produktionen.
Nu er den gal igen. Og denne gang er forsinkelsen til at få øje på. Ifølge flere tyske og engelske medier kommer den nye Ford Mondeo først på det europæiske marked en gang i 2014.
Forsinkelsen skyldes, at Ford har besluttet at lukke den fabrik i belgiske Genk, der skulle producere Mondeo. I stedet skal nyheden fremstilles på Fords spanske fabrik i Valencia. Omstillingen tager tid og Ford ønsker ikke at starte produktionen op i Genk for blot et halvt år.
Ifølge det tyske magasin Auto, Motor und Sport er diskussioner mellem Fords amerikanske hovedkvarter og fabriksledelsen i Valencia om produktionsbetingelserne endnu ikke afsluttet, hvilket bidrager til forsinkelsen.
Ærgrelse hos Ford i Danmark
Ford i Danmark bekræfter, at vi kommer til at kigge forgæves efter den nye Ford Mondeo næste år. ”Det tager tid at omstille fabrikkerne, og derfor ser det nu ud til, at Mondeo-modellen bliver forsinket til en gang i 2014. Vi ville gerne have haft Mondeo til Danmark tidligere, men det har vi desværre ingen indflydelse på,” siger Lene Dahlquist, pressechef for Ford i Danmark, til jp.dk.
Ford Mondeo er en verdensbil, der sælges i stort set uændret form i flere verdensdele. I USA hedder modellen Fusion. Her er den netop lanceret – i øvrigt med særdeles gode anmeldelser i de største amerikanske bilmagasiner.
Læs mere om 4. generation af Ford Mondeo.