Ny luft under hjelmen til Grand Scenic

BILTEST: MPV’en Renault Grand Scenic med plads til syv personer har fået en ny fire-cylindret benziner til at trække læsset. Den lille maskine gør det godt i den franske familie-container.

Hvilken bil ?
Udvendigt er intet ændret på fjerde generation af den syv-personers Renault Grand Scenic. Og hvorfor også ændre på noget, der ‘spiller’? Grand Scenics stilsikre ydre fra 2016 kreeret af designchef Laurens Van den Acker holder stadig. Men ude foran under testbilens korte motorhjelm ligger der en nyhed: En firecylindret 1,3 liters turbobenziner med flere hestekræfter, mere trækkraft og lidt lavere forbrug end forgængeren. Vi tester her Renault Grand Scenic med Zen-udstyr til 299.000 kroner. Testbilen har desuden 7-trins automatgear af dobbeltkoblingstypen til 26.000 kr. ekstra, hvilket hiver prisen op på 325.000 kr.

Vidste du at?

Grand Scenic har en lillebror uden tilnavnet Grand. Den har også fået den nye motor men har kun fem sæder. Alt i alt er Scenic 23 cm kortere end Grand Scenic, og der er også 7 cm ekstra mellem akslerne i storebror.

Bortset herfra er fronten til og med de to forsæder identiske på Scenic og Grand Scenic. Prisforskellen er 20.000 kroner. Dem kan det efter vores mening ikke betale sig at spare, for Grand Scenic byder på både bedre plads til passagerer og bagage samt en bil med langt større fleksibilitet til hverdagen og på ferieturen. Og endelig – for dem der går op i det – et mere langstrakt og elegant design.

Hvordan er førerpladsen?
Et dejligt sted at trone helt forrest i familie-bussen. Layout og design af instrumentbordet og førerpladsen er vellykket, materialerne er udført i en gedigen kvalitet, mens finishen opleves som middel. Betjeningen er enkel og overskuelig med en masse funktioner samlet i en touchskærm i midterkonsollen. Sædet er velformet og velpolstret, og kan justeres til alle chauffører – også i lænden. Vi kan kun finde skønhedsfejl i indretningen som en hård, skarp kant rundt om gearvælgeren, der gnaver på ydersiden af knæet i skarpe venstresving. Og så virker softwaren i touchskærmen noget sløv i optrækket, lige som vi har set mere brugervenlige menuer og navigation.

Hvordan opleves kabinen?

Renault Grand Scenic er, som navnet siger, en stor bil, og det er også i kabinen, at den for alvor folder sig ud som familie-flytter. Men træerne vokser ikke ind i himlen, når de to ekstrasæder, der ellers er gemt i gulvet, skal i brug. Så ‘clasher’ de tre sæderækker let.

Tredje sæderække er i praksis til børn, og de skal passe på ikke at få klemt tæerne under anden sæderække, hvor sæderne kan justeres frem og tilbage, og ryglænets hældning indstilles. Med en chauffør over 180 cm er der reelt kun knæplads til et større barn på pladsen bagved – især med de ellers belejlige flyborde til 900 kr. ekstra, der fylder for meget bag på forsæderne. Vi savner også tre enkeltsæder i stedet for opdeling i et enkeltsæde i førersiden og en ‘bænk’ til to – selv om den midterste plads er forbedret. På plussiden er der opbevaringsrum under gulvet, og friskluftdyser, mens det er nærigt, at gardiner i sideruderne og opladningsstik koster ekstra. Alt i alt er benpladsen på bagsæderne – trods 280 cm mellem akslerne – skuffende.

Er sikkerheden i orden?
Renault Grand Scenic scorede de maksimale fem stjerner ved Euro NCAP crashtesten i august 2016. Ud over en stærk konstruktion har Scenic masser af aktivt sikkerhedsudstyr allerede i basisudgaven Zen. Her er automatisk nødbremse, AEB City , der fungerer ved lave hastigheder op til 60 km/t, og som også reagerer på fodgængere. Der er også advarsel ved vognbaneskift, automatisk op- og nedblænding af fjernlys og skiltegenkendelse med advarsel for overskridelse af fartgrænse og mulighed for at sætte fartpiloten på den angivne hastighed. Eneste minus er, at adaptiv fartpilot koster ekstra (10.000 kr. i cruise-pakke), og kun fås som tilkøb til den dyrere Bose Edition – og i øvrigt ikke til testbilens 140 hk benzinmotor med automatgear. Læs mere på euroncap.com 

Hvordan kører den?
Som det den er – en stor bil. Trods de smukke og strømlinede former kan sidevinden få tag i bilen, og der er også noget rumlen fra den store kabine. Men ellers er Grand Scenic velkørende på de enorme 20 tommer fælge, der fuldender et flot design. Ved ujævn vejbelægning kan det dog godt mærkes på komforten, at de smalle lavprofildæk ikke fjedrer så meget. Styringen er letgående men ret steril. Alt i alt er Renault Grand Scenic en komfortabel og behagelig bil at manøvrere rundt, og til daglig tænker man sjældent over, at der er et helt varerum bagude. Det 7-trins automatgear af dobbeltkoblingstypen passer fint til bilen og øger komfortoplevelsen. Det ville vi prioritere ,selv om merprisen af uransagelige årsager er øget fra 21.000 til 26.000 kr. efter indførelsen af den nye brændstofnorm WLTP.

Hvordan er motoren?
Den nye firecylindrede 1,3 liters turbobenziner med 140 hk og 240 Nm er resultatet af et teknisk samarbejde mellem Mercedes og Renault-Nissan-koncernen. Derfor ligger maskinen bl.a. også i den nye Mercedes A-klasse.

Den nye benzinmotor opleves som lydsvag og med et fornuftigt kraftoverskud. Og det er faktisk en fornøjelse med den firecylindrede motors velafbalancerede gangkultur i disse tider, hvor tre-cylindrede motorer vinder frem i ‘downsizingens’ hellige navn.

Men forvent ikke hurtige accelerationer og accepter, at over 160 km/t er der ikke mere overskud – Grand Scenic slæber trods alt på godt 1.600 kilo. Vi nåede et benzinforbrug på lige knapt 15 km/l i en testuge primært på motorvej. I forhold til de 16,7 km/l efter den nye WLTP-norm er det absolut inden for skiven.

Passer prisen?
Både og. Renault placerer Grand Scenic prismæssigt fornuftigt i sit eget modelprogram. Grand Scenic er faktisk lidt billigere end den store stationcar, Renault Talisman, der hører til i den store mellemklasse. I forhold til konkurrenterne ligger Renault Grand Scenic knap så lunt i svinget med priser fra omkring 300.000 kroner. Den stikker andre med adskillige tusindlapper, og med den nye brændstofnorm WLTP er testbilen med automatgear faktisk blevet 5.000 kr. dyrere, mens versionen med manuelt gear holder prisen. Det er i øvrigt lidt pudsigt, at dieseludgaverne af både Grand Scenic og Scenic er billigere end benzinudgaverne, samtidig med at diesel er blevet ‘politisk ukorrekt’. Det samme gælder hos flere af konkurrenterne.

Er der alternativer?
I
kke så mange. Fx fås Kia Carens med 135 hk benzinmotor og syv sæder for 284.000 kr. – inkl. syv år/150.000 km garanti. Mest oplagt er en anden franskmand, der faktisk er lidt mere ‘Grand’ inden i, nemlig Citroën Grand C4 Spacetourer. Det er også en særdeles fleksibel familie-flytter med lækker instrumentering via to store skærme. Den er helt op til 50.000 kr. billigere end Renault’en. Citroën’en savner dog en del af det aktive sikkerhedsudstyr, som Grand Scenic byder på. Ford har Grand C-Max med skydedøre, der fås med 125-150 turbobenzinheste og Titanium-udstyr til priser fra 260-314.000 kr. VW Touran har syv sæder som standard, og er på nogle områder mere gennemtænkt indendøre, men bestemt ikke billigere end Grand Scenic. Med 150 hestes turbobenziner og 7-trins DSG løber Touran op i 335-358.000 kr.

Konklusion:
For: Design, komfort, fleksibilitet, aktivt sikkerhedsudstyr
Imod: Benplads på bagsæderne, kun 2 års garanti, kun adaptiv fartpilot i topudgave.
Hvilkenbil siger:

Renault kan det der med at lave en vellykket familie-flytter. Grand Scenic er fortsat den flotteste MPV på markedet , synes vi, og sammen med den nye motor den femte stjerne værd. Desværre spiller de tre sæderækker ikke optimalt sammen, og så savner vi en aktiv fartpilot. Endelig har Renault skruet prisen op med 5.000 kr. på udgaven med automatgear, så vi ender på fire stjerner for denne udgave.


Læs også tests af konkurrenterne:

VW Touran har tur i den

Grand C4 Picasso er stor ‘haute car ture’

Kia Carens er gennemført gennemsnitlig

FAKTA: Renault Grand Scenic Energy 140 TCe EDC (aut.) Zen

Vejl. pris, inkl. lev.: 325.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 15.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.780 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP): 
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 16,7 km/l
Forbrug i test: 14,9 km/l
Længde/bredde/højde: 463/187/166 cm
Bagagerum (min/max): 189/533 liter
Vægt: 1.607 kg
Motor: 4 cyl., 1,3 liter, turbobenzin
Effekt: 140 hk/240 Nm
0-100 km/t: 10,5 sek
Topfart: 192 km/t

Særligt standardudstyr (Zen):
Aktivt nødbremsesystem m. fodgængeradvarsel og ‘City Brake’, fjernlysassistent, advarsel ved vognbaneskift, skiltegenkendelse, R-Link 2-infotainmentsystem med 7” touchscreen, navigation, Apple CarPlay og Android Auto, DAB+, Bluetooth, stemmebetjening, USB, AUX, ratbetjening og 6 højttalere, højdeindstillelige førersæder, nøglefri betjening, regn- og lyssensor, automatisk 2-zone klimaanlæg, el-ruder for og bag, elektrisk parkeringsbremse, parkeringssensorer for og bag, digitalt speedometer med 7″ TFT-skærm, fartpilot, Hill Start Assist, læderrat, kørecomputer, 20″ aluminiumsfælge, syv sæder, nedfældeligt splitbagsæde 1/3-2/3, foldbart passagersæde, varme i forsæderne.

Ekstraudstyr på testbilen:
Metallak: 6.900 kr., Flyborde bag på forsæder: 900 kr. ‘Easy-pakke: Justerbar midterkonsol m. armlæn, opbevaring og 12V- og 2 USB-udtag bag 6.900 kr.
Flex-pakke: Easy Life-skuffe med lys og køling, el-klapbare sidespejle og solgardiner bag (2. sæderække) 5.900 kr.
(* Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

REVIEW OVERVIEW
Renault Grand Scenic 2018
ny-luft-under-hjelmen-til-grand-scenicBILTEST: MPV'en Renault Grand Scenic med plads til syv personer har fået en ny fire-cylindret benziner til at trække læsset. Den lille maskine gør det godt i den franske familie-container. Hvilken bil ? Udvendigt er intet ændret på fjerde generation af den syv-personers Renault Grand Scenic....

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here