Ny Mercedes C holder sig under halv mio. kr.

Når den nye Mercedes C-klasse kommer til Danmark midt i marts, begynder priserne ved 494.000 kr. Der er både prisfald og stigninger i modelprogrammet.

Lige under den halve million rækker til at blive ejer af den nye Mercedes C-klasse. Når den nye og væsentligt større udgave af C-klassen får dansk premiere 15. marts, bliver det nemlig til fra-prisen 494.000 kr. (inkl. lev). Den halve million rækker til basisudgaven C180 med en 1,6 liters turbobenzinmotor med 156 hk og et beskedent snitforbrug på 20 km/l. Skal der metallak på bilen, ryger vi dog hurtigt forbi den magiske 500.000 kr.’s grænse, for dén finish forlanger Mercedes den nette sum af 20.000 kr. for.

Alt i alt holder den nye Mercedes C dog stort set priserne på den nuværende models niveau. Basismodellen er ganske veludstyret med bl.a. klimaanlæg og stiger 5.000 kr., mens bilen vokser betragtelige 10 cm i længden og 4 cm i bredden.

Næstmindste model, C 200 med 184 heste og et snitforbrug på 18,9 km/l til 519.000 kr. inkl. lev., bliver derimod 11.500 kr. billigere end forgængeren. Foreløbigt mindste dieselversion, C220 BlueTec med 170 hk og et normforbrug på 25 km/l koster fra 554.000 kr. inkl. lev, hvilket er en mindre stigning på 9.000 kr.

Dermed fortsætter Mercedes sin nye prispolitik, hvor C-klassen er omkring 25.000-30.000 kr. dyrere end ærkerivalerne Audi A4 og BMW 3-serie. Tidligere kunne Mercedes være både 100.000 og 150.000 kr. dyrere end de nærmeste konkurrenter. Også på markedet for leasing- og firmabiler har Mercedes sat priserne markant ned og blevet et reelt alternativ til firmafavoritter som BMW 3-serie og VW Passat.

Læs mere: Ny Mercedes C-klasse er ‘S-klasse light’ 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here