Ny Mercedes C-klasse er ”S-klasse light”

Både designet og et arsenal af high-tech udstyr får den nye Mercedes C-klasse til at minde om den store S-klasse. Trods vokseværk smider C-klassen op til 100 kg.

Audi A4 og BMW 3-serie kan godt begynde at skæve nervøst i bakspejlet. Når den nye Mercedes C-klasse kommer til Danmark – formentlig i løbet af foråret – er der nærmest tale om en ”light” version af topmodellen S-klasse. Sædvanen tro er den nye model nemlig spækket med udstyr fra über-Mercedes’en, der i forvejen går for at være verdens p.t. mest avancerede bil. Ja faktisk får den nye C-klasse en ”gadget”, som velbeslåede S-klasse ejere må kigge misundeligt efter: En håndvenlig ”touchpad” mellem forsæderne, hvorfra du kan styre skærmmenuen lige som du gør på en iPad tablet – eller skrive beskeder med din pegefinger, da bilen ifølge Mercedes er i stand til at læse alle skriftsprog.

Den danske merpris for den smarte touchpad er endnu ukendt, men tyskerne slipper med overkommelige 1.700 kr. Andre high-tech løsninger bliver sandsynligvis standard. F.eks. næste generation af de automatiske køkørsels-bremser, der i den nye C-klasse kan opdage stillestående biler ved op til 50 km/t og helt uden hjælp kan standse for biler ved op til 40 km/t. Betaler du ekstra, kan systemet kobles sammen med den adaptive fartpilot, der kan bremse ved hastigheder op til 200 km/t og omvendt accelerere, bremse og sågar styre i tæt bykørsel op til 60 km/t.

Første i klassen med luftaffjedring
Forlygter, der konstant kører med langt lys og automatisk blænder ned lige omkring modkørende trafikanter, er en anden af de nærmest utallige bokse, der kan tjekkes af på listen over ekstraudstyr. En tredje er luftaffjedring, hvilket ikke er set før i denne klasse.

Den nye Mercedes C-klasse vokser dog også betydeligt. Længden strækkes med 10 cm til 469 cm, bredden øges 4 cm og så bliver der hele 8 cm mere mellem akslerne. Mercedes forklarer selv C-klassens vækst med, at vi mennesker – og dermed kunderne – bliver stadigt højere. Ifølge tyske AutoBild, der som de første har testsiddet C-klassen, giver de ekstra cm dog kun en smule mere plads på bagsædet. De tyske journalister rapporterer om ”omtrent samme plads som i BMWs 3-serie” fra bagsædet i C-klassen. Altså alt andet lige en forbedring sammenlignet med den nuværende C-klasse, der er væsentligt mindre gæstfri sammenlignet med ærkerivalerne BMW 3 og Audi A4.

Trods vokseværket har den nye Mercedes C-klasse tabt sig betydeligt. Halvdelen af karrosseriet er nu bygget i aluminium, og det høvler op til 100 kg af vægten. Slankekuren er også med til at give nogle ganske imponerende forbrugstal – f.eks. kører den velkendte 2,1 liters dieselmotor med 170 hk pæne 25 km/l i snit med 6-trins manuelt gear. 7-trins automatgear fås også, og senere tilbyder Mercedes både flere hybrid-udgaver og en ny automatgearkasse med hele 9 trin. Begge dele skal styrke Mercedes’ grønne profil med lave forbrugstal.

Vanen tro vil Mercedes tilbyde mange forskellige design- og motorvarianter. I første omgang op til 333 hk, mens en ny 1,6 liters dieselmotor med 115 eller 136 hk lyder som attraktive alternativer på det danske marked.

Her har markante prisnedsættelser og attraktive leasingpriser gjort C-klassen til en populær firmabil de seneste par år. Med lidt held kan 4. generation af C-klassen komme til Danmark med endnu bedre priser, godt hjulpet af en ny basismotor med et lavt forbrug. Omvendt skaber den nye A-klasse og sedan-udgaven CLA, der faktisk er længere den nuværende C-klasse for, også plads til at Mercedes kan vælge at skrue op for priserne. Hvilkenbil tror dog mest på første scenarie, fordi Mercedes C-klasse’s ypperste mission er at hugge markedsandele fra Audi A4 og BMW 3-serie. De tyske ærkerivaler kæmper nemlig en nådesløs kamp om at være størst i luksussegmentet, og her er C-klassen Mercedes’ vigtigste kort. Derfor vil vi også snart se C-klassen knopskyde i et utal af varianter som stationcar, cabriolet og coupé – sidstnævnte måske også i en 4-dørs version som den lidt mindre CLA.

Mercedes C-klasse 2014: (kommer i første omgang med 3 motorer)

Model Volumen Hk Nm 0–100 Km/l snit CO2 g/km
C 220 BlueTEC 2.143 170 400 8,1 25,0 103
C 180 1.595 156 250 8,2 20,0 116
C 200 1.919 184 300 7,5 18,9 123

 

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here