Peugeot 3008 går fra MPV til crossover på ny platform og introducerer fuld digital instrumentering som standard. I Danmark til efteråret.
Peugeot har stor salgs-succes herhjemme med sin 2008 mini-crossover, der bygger på 208’eren. Og som så mange andre bilfabrikker ved franskmændene, at der skal smedes i crossover-klassen, mens forbrugerne stadig er yderst lune på denne biltype, der stjæler markedsandele fra de andre bilklasser i disse år.
Midlet for Peugeot er en ny 3008’er. Altså en bil med samme navn, som vi kender fra den mere MPV-agtige forgænger fra 2009 bygget på den tidligere 308-platform. Afløseren, der bevarer 3008-betegnelsen men er helt ny, bliver en rendyrket crossover – en stationcar med øget frihøjde, let indstigning og bedre udsyn fra førersædet.
Den nye Peugeot 3008 har premiere på Paris Motorshow i efteråret, inden den umiddelbart herefter bliver lanceret på verdensplan – herunder også i Danmark, oplyser den danske Peugeot-importør.
Den nye 3008 bygges ligesom den populære og velkørende Peugeot 308 på PSA-koncernens EMP2-platform. I forhold til den tidligere 3008’er er den nye 100 kilo lettere.
Der er tale om en helt nye bil både ude og inde. Under motorhjelmen er der til gengæld ikke meget nyt, men det gør heller ikke det store, for de kendte motorer gør det godt i både turbobenzin- og turbodieseludgaverne.
Barsk udseende
Ved første øjekast hersker der ingen tvivl om, at den nye 3008 er en vaskeægte crossover/SUV – med de karakteristika, der typisk kendetegner denne type bil:
For eksempel øget frihøjde, en høj sidelinje, beskyttelses-paneler hele vejen rundt (ved kofanger, hjulkasser og dørpaneler), store hjul og tagrælinger. Den ser med andre ord mere barsk ud end en almindelig stationcar; mere a la en firehjulstrækker, men de foreløbige oplysninger antyder ikke mulighed for firehjulstræk på 3008.
Indendøre er der også væsentlige nyheder i form af et futuristisk såkaldt Peugeot i-Cockpit
Det sporty rat, som vi også kender fra fx 208’eren, er gjort endnu mindre og er nu fladt i både top og bund, hvilket forbedrer udsynet til instrumenterne øverst på instrumentbordet.
I midten foran er placeret en 8” touch-skærm, som minder om en iPad. Den er akkompagneret af seks pianotangenter, der fungerer som ‘vippekontakter’ og giver direkte adgang til funktioner som radio, aircondition, navigation, indstillinger, telefon og mobilapplikationer.
Head-up instrumenteringen over rattet består af en højopløselig 12,3” skærm med digitalt speedometer, omdrejningstæller osv. Den futuristiske grafik kan tilpasses og personaliseres efter førerens ønsker i fem forskellige ‘modes’.
Peugeot 3008 leveres med MirrorScreen, induktions-opladning af smartphones og 3D navigation. Mirror Screen funktionen er kompatibel med MirrorLink (til Android), Android Auto og Apple Carplay og man kan således få adgang til de apps og funktioner fra sin smartphone, som kan være nyttige bag rattet – det kan være rutevejledninger, at sende og modtage sms´er via Apples Siri stemmekontrol eller lytte til sin foretrukne playliste.
Knald på lys, lyde og dufte
Det nye i-Cockpit er også tiltænkt at skabe glæde hos fører og passagerer, der får en ordentlig en ‘på opleveren’ med i-Cockpit Amplify, hvor næsten alle sanser ifølge Peugeot bliver vakt:
Det er muligt at variere lysstyrken i kabinen og farverne på skærmene, der er forskellige lydindstillinger, der er indbygget massage i sæderne (op til fem programmer) og endelig også en lille en til næsen i form af en såkaldt ‘duft diffuser’.
Det nye i-Cockpit vil være standardudstyr og skal være med til at hæve Peugeot-mærkets position i markedet.
Skal man tro Peugeots pressemateriale og mærkets tradition for at lave køreglade biler, kan vi også forvente gode køreegenskaber af den nye Peugeot 3008, som blandt andet er udstyret med en avanceret udgave af Grip Control, der giver mulighed for fem forskellige vejgreb (normal, sne, mudder, sand og ESP off). Dette system er kombineret med 18” Mud&Snow dæk og Hill Assist Descent Control.
På sikkerhedsfronten er der mulighed for at udstyre den nye 3008’er med en række forskellige features, der alle gør livet nemmere og ikke mindst sikrere for føreren: Active Safety Brake med Distance Alert, Active lane departure warning, Driver attention warning, skiltegenkendelse, adaptiv cruise control og blindvinkel-assistent.
Velkendte motorer
Motorerne under den langstrakte front er velkendte maskiner. Der tilbydes to forskellige benzinmotorer. Mest interessant for danske købere er den fine 3-cylindrede 1.2 liters PureTech med 130 hk, start/stop og 6-trins manuel gearkasse (samt en en særlig brændstofeffektiv version). Denne motorvariant fås også med 6-trins automatgearkasse. Ønsker man mere power, er der også den 1.6 liters turbobenziner med 165 hk og start/stop. Den leveres kun med 6-trins automatgearkasse.
På dieselsiden styrer PSA’s BlueHDi-motorer fortsat. Der er en 1,6’er med henholdvis 100 og 120 hk på programment samt en 2-liters med 150 eller 180 hk.
Med den nye 3008 tager Peugeot kampen om kunderne op med konkurrenter som crossover-klassens ‘moder’ Nissan Qashqai, Fiat 500X, Renault Kadjar og Kia Sportage.
Der er endnu ingen udmelding om de danske priser, men vi forventer en skarp intro-pris på Peugeot 3008 og måske et tillokkende privatleasing-tilbud, som vi før har set fra Peugeot.
Læs også: Digital revolution i din næste Peugeot