Nissan løfter sløret for sjette generation af minibilen Micra, der deler teknik med elbilen Renault 5. Vi ser den i Danmark sidst på året.
Efter nogen forsinkelse, der også ramte søsterbilen Renault 5, er Nissan endelig klar med alle detaljerne om minibilen Micra.
Helt som ventet er det småt med overraskelser, for Micra er i bund og grund Nissans udgave af Renault 5. Sjette generation af Micra, der ofte har solgt godt i Danmark, deler al teknik med Renault og fremstilles også på samme samlebånd i Frankrig.
Det skal man ikke klage over, for Renault 5 er en uhyre vellykket – ja, nærmest charmerende elbil – som vi forventer bliver et giga-hit i Danmark.
To batteristørrelser
Renault 5 kan allerede prale af at være Årets Bil i Europa. Nissan Micra har alle muligheder for at lægge sig lige i slipstrømmen på sin franske søster. Succesen vil i høj grad afhænge af prisen, men den venter Nissan med at offentliggøre, til vi nærmer os dansk introduktion i årets sidste kvartal.
Priserne for Renault 5 starter ved 185.000 kr. En lille fordel for Nissan består i garantien: Nissan yder tre års nyvognsgaranti, Renault nøjes med to år.

Som Renault 5 kommer Nissan Micra med to batteristørrelser: 40 eller 52 kWh med henholdsvis 310 og 408 km rækkevidde. Udgaven med det lille batteri har en motor på 90 kW, mens den større og tungere variant yder 110 kW. Begge udgaver trækker på forhjulene og kører med 18-tommer hjul. Hvis vi skal dømme efter den Renault 5, som Hvilkenbil har til test netop nu, er der noget at glæde sig til; den franske el-mini kører både komfortabelt og fornøjeligt.
Der er tre køre-indstillinger og i Micra kan graden af regenering af bremseenergien indstilles i flere trin. Du kan også vælge fuld ’one-pedal-drive’, hvor bilen straks begynder at bremse, når du letter foden fra speederen. Det fortsætter den med til bilen standser, så du kun behøver flytte foden over på bremsen i nødstilfælde.
Google og stemmestyring
Begge varianter har både varmepumpe og forvarmning af batterier, der reducerer forbruget og gør det muligt at lynlade ved lave temperaturer. Max-effekten for det lille batteri er 80 kW, mens det store batteri tager op til 100 kW. Ladetiden for en 15-80 pct. lynladning er 30 minutter, hvilket hverken er hurtigt eller decideret langsomt.

Noget af det fine ved Renault 5 er betjeningen med masser af fysiske genvejsknapper og Google-baseret software med en særdeles velfungerende stemmestyring. Det får du også i Micra, hvilket bl.a. betyder, at du ikke bare kan bede Google om at vise vej, men også om skrue op og ned for varmen og lyden eller ringe op på telefonen. Alt sammen uden at tage øjnene fra vejen.
Google Maps sørger også for at lægge ladestop ind, hvis din der ikke er strøm nok på batteriet til at nå frem til din valgte destination.
Sikkerhedsudstyret er også omfattende. Nissan Micra har adaptiv fartpilot, vognbaneassistent og automatisk nødbremsning samt mulighed for aktiv blindvinkeladvarsel, automatisk nødbremsning ved bakning, advarsel for krydsende trafik bag bilen og advarsel ved åbning af døre, hvis der kommer trafik bagfra.
Enorme lygter
Den store forskel er designet – der ikke er så stor endda. Indvendig er det stort set kun logoet i rattet, der adskiller Nissan Micra fra Renault 5.

Udvendig har de japanske designere haft mere frit spil. Front og bagende er domineret af enorme, runde lygter – et typisk Micra-designtræk – og foran står motorhjelmen mere vandret på Micra end Renault 5.
”Ved første øjekast har den et sporty og legende udtryk, men dens holdning giver den en solid tilstedeværelse på vejen. Vi har også kunnet integrere små, fine detaljer i designet, som ejerne vil sætte pris på. Vi er stolte over at have ført Micra ind i elbilens tidsalder,” siger Giovanny Arroba, Vice President for Nissan Design Europe om designet.
Micra er første bil i en mindre elbil-offensiv fra kriseramte Nissan. Sidst på året følger Nissan op med en helt ny udgave af den større Leaf. Senere kommer der også en elektrisk udgave af den kompakte SUV Juke.
Nissan Micra sjette generation
Batterikapacitet | 40kWh | 52kWh |
Maks. effekt | 90kW (122 hk) | 110kW (150 hk) |
Maks. moment | 225Nm | 245Nm |
Rækkevidde | 310km | 408km |
Vægt | 1400kg | 1524kg |
(*Alle tal er foreløbige og afhænger af endelig typegodkendelse.)