OK opruster med lynladere nær dansk-tysk grænse

OK tilbyder sønderjyder og elbilister tæt på grænsen til Tyskland 24 nye lynladepunkter med kraftige 400 kW-lynladere.

Antallet af lynladere til elbiler fortsætter med at stige i Danmark. Til gavn for de stadig flere elbilejere, der formentlig også kan se frem til øget konkurrence på prisen.

Det burde i hvert fald være tilfældet i Kliplev ved afkørsel 73 på motorvej E45 tæt på grænsen til Tyskland. Her tilbyder ladeoperatører som Tesla, E.On, Uno-X, Norlys og Zapp (NRGi) i forvejen lynladning, hvilket gør den sønderjyske ladepark til en af landets største.

Blandt landets hurtigste

Nu kommer OK også til Kliplev med seks lynladere med 12 ladepunkter. Lynladerne yder 400 kW, og bliver dermed blandt de hurtigste i Danmark. Enkelte ladeoperatører tilbyder 450 kW, mens bl.a. Ionity er på vej med 600 kW. Senere vil bl.a. Mercedes og BYD opstille såkaldte megawatt-ladere op, der leverer 1.000 kW.

OKs nye lynladere ligger ved McDonalds, så det er altså også muligt at spise, mens elbilen får strøm på batteriet.

Tæt på Sønderborgmotorvejen

Længere østpå - på Hørtoftvej 19 i Ragebøl - lige før Sønderborg, har OK åbnet en tilsvarende ladestation med seks 400 kW lynladere. Her er der også bilvask på stedet.

Beliggenhed tæt på Sønderborgmotorvejen og de trafikerede ruter mod blandt andet Nordborg, Gråsten og Aabenraa skal gøre det nemt for både pendlere og lokale at lade bilen hurtigt op.

”Vi er glade for at kunne åbne to nye ladeparker med lynladere i Sønderjylland. Både Kliplev og Ragebøl er nøje udvalgte lokationer, fordi ladeparkerne begge steder er let tilgængelige for bilisterne - både for dem, som er på vej gennem landet, og dem der færdes lokalt,” siger Thor Folmann Krarup, OK’s e-mobilitetschef.

Ved udgangen af 2024 var der over 3.500 lynladere i Danmark, der yder 100 kW eller mere.

[email protected]

5 Kommentarer

  1. Ved man om de reelt er 400 kW ladere? Altså at ét enkelt ladeudtag kan levere 400kW eller er det totalt over de to udtag hvor effekten, hvis der kun er en enkelt bil tilsluttet, måske kun er 250-275kW? Synes ofte den totale effekt bliver oplyst på trods af, at det for den enkelte elbilist jo er totalt ligegyldigt.

    Da den nye Mercedes CLA blev testet for motorjournalister i København foretog flere en ladetest af bilen, og ved Circle Ks 400kW ladere kunne bilen ikke modtage de 320 kW den er oplyst til. Mercedes indikerer i displayet, om det er bilen, der ikke efterspørger mere strøm, eller om det er laderen, der ikke kan levere mere, og her var det sidstnævnte.

    • Hej Flemming. Det er sidstnævnte løsning - altså to udtag per lader, så to biler skal deles om 400 kW. Med andre ord: De maksimale 400 kW kræver, at der kun er én bil, der lader. Mvh Jens Velling, red.

      • Hej Jens. Tak for svar, men jeg mente faktisk at jeg har en formodning om at laderne kun kan levere 400kW hvis to elbiler er tilsluttet samtidigt. Altså totalt set. Og dermed også at det aldrig er muligt at modtage 400kW til en enkelt bil, uanset om den som den eneste elbil er tilsluttet laderen.

        At du bekræfter det modsatte - at laderen godt kan levere de fulde 400kW til én enkelt bil under forudsætning af at den er tilsluttet alene - er det noget du formoder eller er det noget du er helt sikker på?

        Vi har ikke en elbil der kan lade med over 300kW, så det er ikke muligt for mig at teste det. Synes bare at der er flere eksempler (YouTube) på at 400kW laderne ikke kan levere den effekt der er påført dem, på nær Ionitys 350kW ladere. Men det er da positivt, hvis det reelt forholder sig anderledes.

        • Så forstår jeg Flemming: Vi skal forvente reelle 400 kW til én elbil, men dog ikke to. Ellers flirter OK med falsk markedsføring, og det tiltror jeg dem faktisk ikke. Men dit spørgsmål er så godt, at jeg vil stille det til OK. Vi vender snart tilbage. Mvh Jens Velling, red.

          • Så kom der hurtigt svar fra OK: De bekræfter, at de nye ladere kan levere op til 400 kW. Med to udtag skal to biler dog deles om de 400 kW, hvis de lader på samme tid. Dvs. de fulde 400 kW opnås kun, hvis der kun er tilsluttet én bil (og den er i stand til at modtage 400 kW, hvilket de færreste elbiler kan). Det er præcis samme system som vi kender fra fx Clevers lynladere. Mvh Jens Velling, red.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here