Opels barske SUV skrumper og bliver elektrisk

Opel viste Frontera først, nu følger Citroën efter med søsterbilen C3 Aircross.

20 år efter originalen udgik, genopliver Opel navnet Frontera. Nu på en kompakt crossover, der både kommer som hybrid og elbil.

(Opdateret 10. april) Frontera er tilbage i Opel-programmet. Men denne gang er der ikke tale om en ægte firehjulstrækker med kompetente klatre-evner, men en moderigtig crossover.

Den oprindelige Frontera var baseret på en rustik Isuzu og blev sendt på pension i 2003. Man skal altså være en ældre bilkender med god hukommelse for rigtigt at huske den, så kun de færreste vil studse over, at navnet nu støves af til en anderledes urban Opel-model.

Opel opgiver ingen specifikationer, men anno 2024 er Frontera angiveligt baseret på den såkaldte Smart Car platform. I Stellantis-familien, som Opel er en del af, danner den også basis for biler som den kommende Citroën ë-C3 og en ny Fiat Panda.

Afløser Crossland

Frontera ser ud til at skulle afløse Crossland, der efterhånden har syv år på bagen. Og det er sandsynligvis derfor, at Opel genopliver navnet Frontera: Crossland har nemlig et forsigtigt image som en bil, der ikke kan bestemme sig for, om den vil være MPV eller crossover, og som især tiltrækker et ældre publikum, der bare vil sidde højt og skåne de gamle rygstykker.

Frontera får et relativt stort bagagerum på 460 liter, men opgiver ikke bilens mål. Vi vurderer, at den bliver ca. 420 cm lang.

Her skærer den nye Frontera igennem med et maskulint SUV-design og et navn, der dufter af eventyrlyst og frisk mudder langt op af skærmene.

Glem dog alt om eventyr i klitter og på skovstier. Trods navnet og udseendet kommer Frontera kun med forhjulstræk og er skabt til at være så effektiv som mulig på asfalt. Det gør den ved hjælp af strøm. Smart Car platformen kan både rumme fossil- og elmotor, og Frontera kommer både i en version med benzinmotor tilsat 48-volts mild-hybrid teknik og som ren elbil. Hvor mange kræfter motorerne får, og hvor effektive de er, oplyser Opel endnu ikke.

Vores bud er, at den elektriske udgave enten får samme teknik som Citroën ë-C3 med 44 kWh batteri og en rækkevidde omkring 320 km. Alternativt som Peugeot e-2008 med godt 150 hk og et batteri på 54 kWh, der rækker til ca. 400 km efter WLTP-normen.

Smartphone styres fra rattet

I kabinen er der flere nyheder. Føreren har udsigt til to skærme på hver 10 tommer, hvor den ene indeholder speedometer og den anden infotainment som navigation og lyd. På de første billeder kan man se, at Opel er rundhåndet med brug af klassiske knapper. Bl.a. kan du styre al ventilation ved hjælp af knapper under den centrale skærm. Opels mål er at tilbyde ”maksimal komfort med et minimum af forstyrrelse.” Det lover godt for betjeningen.

Frontera får to skærme på hver 10 tommer. Basisudgaven dropper centerskærmen til fordel for en smartphone-holder. Til gengæld kan det nye rat så styre din smartphone ved hjælp af en app.

Frontera bliver også den første Opel med et nyudviklet rat, hvor der er masser af knapper til lyd og fartpilot. Tilsyneladende af den klassisk slags, hvor du faktisk trykker på knapper og ikke bare berører den. Igen en praktisk detalje, som vi kun kan rose Opel for.

Rattet kan mere end det. I basisudgaven af Frontera er den centrale skærm sparet væk. I stedet vil her være en holder til din smartphone. Ved hjælp af en særlig app, integreres din smartphone med bilen, så du kan styre musik og navigation i din smartphone ved hjælp af knapperne i rattet.

Lancering endnu ukendt

Endelig lover Opel særligt behagelige forsæder. Opel har tidligere markedsført deres glimrende AGR-forsæder, der er en tysk forkortelse for ‘aktion sund ryg’. I Frontera hedder de nu Intelli-seat og er udformet, så de mindsker presset på halebenet og dermed bliver mere behagelige på de lange køreture.

Den danske Opel-importør ved endnu ikke, hvornår den nye Frontera kommer til Danmark.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here