Opkøb skaber dansk bilforhandler-gigant

nic. christiansen gruppen

Nic. Christiansen Gruppen overtager Autohuset Vestergaard og skaber en af Danmarks største import- og forhandlerkæder med 17 bilmærker.

Den danske bilimportør og forhandlerkæde Nic. Christiansen Gruppen udvider forretningen med opkøb af Autohuset Vestergaard. Med opkøbet råder Nic. Christiansen Gruppen ikke alene over en stor importforretning, men bliver også en af Danmarks største bilforhandlere.

Autohuset Vestergaard blev stiftet i 1983 og har i dag 15 forretninger spredt over hele landet. Herfra sælges bilmærkerne Volvo, Ford, Renault, Dacia, Mazda, Nissan, Polestar, Kia, Maxus og JAC.

17 bilmærker – og fire på vej

Hertil kommer Nic. Christiansen Gruppens egne forhandlere som Terminalen og Bayern Auto Group, der sælger Hyundai, BYD, BMW, Mini, Suzuki, Toyota, Jaguar og Land Rover.

Dermed kommer Nic. Christiansen Gruppen til at sælge hele 17 bilmærker – og der er flere på vej: Senere i år lancerer koncernen også de to kinesiske bilmærker Omoda og Jaecoo, der udspringer af den statsejede kinesiske bilkoncern Chery.

Senere følger yderligere to Kina-mærker i form af Nio og Nios ’billigmærke’ Firefly.

50 pct. flere medarbejdere

Tidligere i år udvidede Nic. Christiansen Gruppen sin importforretning, da man overtog den danske import af Ford. I forvejen importerer gruppen Hyundai, BYD, Jaguar og Land Rover.

Med opkøbet øger Nic. Christiansen Gruppen antallet af medarbejdere med hele 50 pct. Koncernen, der har hovedkvarter i Kolding, beskæftiger i forvejen 1.600 medarbejdere. De får nu 800 nye kollegaer fra Autohuset Vestergaard.

Vil forstærke position

Koncerndirektør Niels Vrist Bertelsen kalder opkøbet en ”strategisk investering”, der skal forstærke Nic. Christiansen Gruppens position i Danmark:

”Autohuset Vestergaard er en veldrevet forretning med stærke lokale rødder og en høj grad af troværdighed blandt både kunder og samarbejdspartnere. Opkøbet er en markant begivenhed i Nic. Christiansen Gruppens historie og understreger vores fortsatte strategieksekvering, hvor vi udvider forretningen og konsoliderer vores stærke position på det danske marked.”

Hans Vestergaard, ejer af Autohuset Vestergaard (tv.), og Niels Vrist Bertelsen, administrerende direktør i Nic. Christiansen Gruppen.

Autohuset Vestergaard kommer til at køre videre under samme navn, men nu med Nic. Christiansen Gruppen som ny ejer. Udover de 15 forretninger, som kæden aktuelt råder over, vil Terminalens butikker i Aarhus, Birkerød, Amager og Taastrup blive en del af Autohuset Vestergaard. 

Hvorvidt opkøbet vil medføre sammenlægninger af eksisterende forretninger og dermed besparelser oplyser hverken Nic. Christiansen Gruppen eller Autohuset Vestergaard.

Lynanalyse: Styrker sig til nye tider

Med opkøbet styrker Nic. Christiansen Gruppen sin position på det danske bilmarked markant. Ved både at forstærke sig på import- og forhandlersiden står koncernen stærkere i en tid med enorme forandringer i bilindustrien.

Her skal man bemærke, at Nic. Christiansen Gruppen ikke blot overtager 15 store bilforretninger, men også udvider antallet af mærker, som koncernen importerer og sælger. Flere af dem er kinesiske, hvilket skal ses som ’lodsedler’: Ikke alle vil overleve, men nogle af dem vil blive store over tid på samme måde som vi har set det historisk med f.eks. Toyota og Hyundai.

Et godt bud på en vinder på den lange bane kunne være BYD, mens udsigterne er mere usikre for nye mærker som Omoda og Jaecoo.

Danske bilkøbere kan håbe på større udvalg af mærker i den enkelte forretning, og at Nic. Christiansen Gruppen både kan og vil konkurrere endnu hårdere på prisen på køb og leasing.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here