En reservedel kan ikke skaffes, og opladning er umuligt. Kia EV6 og Hyundai Ioniq 5 er ramt. Importører “arbejder intensivt” på en løsning.
Kia EV6- og Hyundai Ioniq 5-ejere risikerer, at de ikke kan køre i deres biler. En enhed, der styrer bilernes opladning, kan stå af, og derfor er opladning ganske enkelt ikke muligt. 130 danske ejere af Kia EV6 (foto) og et ikke-oplyst antal Hyundai Ioniq 5-ejere er berørt af problemerne, der har været kendt i flere måneder.
Den avancerede komponent, der ikke længere virker, er den såkaldte ICCU-enhed. Integrated Charging Control Unit styrer både AC-ladning i langsomladere og DC-ladning i lynladere samt opladning af bilernes 12 volts-batteri.
At en elbil er et avanceret og følsomt stykke elektronik, er ICCU-problemet et smerteligt eksempel på. Når en komponent går i stykker, er virkeligheden ikke, at mekanikeren går på reservedelslageret, finder komponenten, skifter den ud, og så kører bilejeren derfra og føler sig godt behandlet.
Sårbart system
I nogle tilfælde kan problemet løses med en software-opdatering. Den opdatering skal dog være udviklet og til stede i systemet. Problemet illustrerer ikke mindst, at forsyningskæderne skal opgraderes og spredes ud for at fungere optimalt. På dét punkt er der også noget at arbejde med for bilproducenterne.
Kias og Hyundais ICCU-enhed kommer fra én “nøgleleverandør”. Man har tilsyneladende ikke flere underleverandører, der kan levere samme komponent, og det gør systemet sårbart.
“Nøgleleverandøren”, som både Kias og Hyundais danske presseafdelinger siger, “har været ramt af en brand på fabrikken. Det har påvirket produktionen af ICCU-enheder og ført til leveringsudfordringer”.
Kia-problem løst inden maj
Lene Iversen, PR-koordinator hos Kia Danmark, siger til Hvilkenbil, at Kia “arbejder tæt sammen med leverandøren om at øge produktionskapaciteten, og alle forsendelser prioriteres og transporteres med luftfragt for at reducere ventetiden. De første 92 enheder ankommer til Danmark i løbet af næste uge”, siger hun.

Kia forventer, understreger Lene Iversen, at alle berørte EV6-ejere har fået løst problemet inden udgangen af april.
Hyundai påpeger, at ICCU-problemet kun berører den udgåede Ioniq 5, ikke den faceliftede, der blev introduceret i september 2024. En fjerdedel af de berørte Ioniq 5 skal have en ny ICCU-enhed, de resterende kan nøjes med en softwareopdatering. Hyundai “forventer, at situationen stabiliserer sig hen mod slutningen af andet kvartal”, siger PR Manager, Annegrethe Skovby, til Hvilkenbil.
Potentielt garanti-problem
De ældste Kia EV6 er fra 2021 (foto), og i Danmark er der siden solgt cirka 5.000. Kia giver ganske vist en meget fin mekanisk garanti på syv år, men den gælder dog maksimalt, indtil bilen har kørt 150.000 kilometer. Derfor kan nogle EV6-ejeres garanti være udløbet. Prisen for en ny ICCU-enhed og udskiftningen kan løbe op i 70.000 kroner, skriver bl.a. Jyllands-Posten.
Hvis ICCU-fejlen er opstået efter garantiens udløb, er det som et udgangspunkt ejerens problem.
Hyundai Ioniq 5 er også fra 2021, og Hyundai giver fem års mekanisk garanti uanset kilometertal. Så hos Hyundai vil der ikke kunne opstå problemer med en udløbet garanti.
Forstår frustration
Kia anerkender de berørte EV6-ejeres frustration, “tager situationen meget alvorligt” og “arbejder intensivt” for at finde en løsning, som PR-koordinator Lene Iversen formulerer det. Kia er også klar over det problematiske i, at flere af kunderne ikke har kunnet få en lånebil stillet til rådighed.
Hvad angår Hyundai og lånebiler, siger PR Manager Annegrethe Skovby, at Hyundai-værkstederne altid gør “deres bedste for at hjælpe, især ved unormalt lang leveringstid”.
Af redaktionen
Ioniq 5 og EV6. Hvad med Ioniq 6?