Perfekte VW Golf 7 og det lille aber dabei…

Hvilkenbil’s redaktør, Jens Velling, blogger om den perfekte bil. VW Golf 7 er blandt kandidaterne, for den har aldrig været en bedre ”alleskönner” – men hvor blev sjælen af?

Fornylig skrev jeg her i spalten om den perfekte bil. Pointen var, at den ikke findes – men at der findes biler, der kommer tæt på idealet. Og at BMWs 3-serie – som næsten altid – er en af dem, du roligt kan skrive på din top 10 liste over nærmest perfekte biler. Jens_Velling_FBS8745

VW Golf 7 er en anden oplagt kandidat. Ja, på mange måder er den endnu mere perfekt end BMWs 3-serie. Designet er ikonisk, pladsudnyttelsen bedst i klassen, kvaliteten i orden og så koster den det halve. Så lever vi nok med at Golf ikke helt kan udfordre BMW 3 i konkurrencen om at være den ultimative køremaskine – men den hænger faktisk godt på.

Som alle andre bilmedier har Hvilkenbil.dk da også nærmest skamrost den nye Golf. Det er umuligt sætte en finger på noget som helst, så den fortjener roserne.

Efter testen af bilen, der mere end nogen anden er ”Das Auto”, som fabrikken selvbevidst siger, sad jeg ikke desto mindre tilbage med en følelse af, at der mangler et eller andet. Noget sjæl, lidt karakter, en svaghed måske. Alt det, som biler i sagens natur ikke kan have, men som de bedste alligevel har.

Forstå mig ret: Det er og bliver en fortærsket kliché at tillægge biler menneskelige egenskaber. Omvendt kan der i nogle biler opstå en slags magi mellem menneske og maskine. Og det behøver ikke være en fuldblods-Ferrari eller en patineret veteranbil – helt almindelige husholdningsbiler kan også have lige dét, der gør dem til noget særligt: En Ford Focus kan noget med sine køreegenskaber, Fiat’s to-cylindrede twin-air motor kan jeg umuligt være ligeglad med, Alfa Giulietta taler til mig med sit forførende design, og når jeg skifter gear i en Mazda MX-5 klikker det også i overført forstand mellem mig og mekanikken.

I den nye Golf 7 indtræffer aha-oplevelsen bare ikke. Bevares, jeg sidder tilbage dybt imponeret over de tyske ingeniørers evne til at få alting til at gå op i en højere enhed og skabe en bil uden svagheder. Det aftvinger respekt, men hjertet slår ikke lige det ekstra slag, der får mig til at skrive VW Golf 7 øverst på ønskesedlen.

Jeg kan bedst forklare mit lille og vel lidt urimelige forbehold med at drage en parallel til tysk fodbold. Her er nemlig sket noget, der har ændret min opfattelse af, hvad der er typisk tysk: Med den nye og unge landstræner Joachim Löw spiller Tyskland ikke længere effektiv maskinfodbold. I stedet er der kommet facetter af passion, leg og kreativitet med i spillet. Til overflod er landstræneren en lun fætter med glimt i øjet. Han har bestemt flair for perfektion, disciplin, hårdt arbejde og en skudsikker slagplan – han er jo tysker – men har samtidig overskud til at joke med bolddrengene under selv hårrejsende vigtige kampe, sørge for at både tøj og hår sidder perfekt og nå ja, spise en bussemand for snurrende kameraer, når han bliver lidt for distræt.

Jeg havde håbet, at Golf 7 havde haft lidt af det, jeg vil kalde den ”nye tyske stil”. I stedet har vi fået en bil, der bedst kan sammenlignes med Franz Beckenbauer.

En nærmest perfekt, ulastelig, uimodsigelig, kompetent og dygtig Golf, der spiller på samme måde som altid – og dermed mangler jeg noget af den charme, nytænkning og frækhed, som jeg nu forbinder med tysk fodbold. Eller sagt på en anden måde: VW Golf 7 har min fulde respekt og jeg kan stadig ikke sætte en finger på den. Men kunne vi ikke prøve med lidt mindre Beckenbauer og lidt mere Löw næste gang, bitte? Så tror jeg til gengæld, at Golf er bilen, der kan komme allertættest på at være den perfekte bil.

Læs mere:

TEST: VW Golf 7 er mere perfekt end passioneret

Dramaet bag VW’s forsigtige Golf 7

40, fed og slet ikke færdig med BMW’s 3-serie

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here