Peugeot 308 er Årets Bil i Europa

Den franske Golf-spiller tog titlen som den bedste bilnyhed i 2014 i suveræn stil. Peugeot 308 vandt foran elbilerne BMW i3 og Tesla S.

Franske køreegenskaber, når de er bedst og en både innovativ og stilfuld førerplads. Det var ikke mindst disse to kvaliteter, der var med til at sikre Peugeot 308 titlen som Årets Bil i Europa 2014. Prisen blev offentliggjort tidligere i dag, umiddelbart inden åbningen af biludstillingen i Geneve, der slår portene op for to mediedage tirsdag og onsdag inden publikum lukkes ind torsdag.

Det franske udspil i Golf-klassen vandt i ganske komfortabel stil. 58 motorjournalister fra 22 europæiske lande tildelte Peugeot 308 hele 307 point, mens BMW i3 scorede 223 point på 2. pladsen og dermed akkurat slog en anden elbil, Tesla S, der fik 216 point på 3. pladsen.

Med sejren foretog juryen nok engang et snusfornuftigt valg. Sidste gang gik titlen til 7. generation af VW Golf, så der er en solid symbolik i at vælge Peugeots franske fortolkning af samme koncept i nøjagtig samme klasse.

Søren W. Rasmussen, journalist på FDMs medlemsblad Motor og det eneste danske medlem af juryen, havde selv Skoda Octavia som sin favorit og Peugeot 308 på sin personlige 2. plads. Han er dog godt tilfreds med valget:

Set med danske øjne er Peugeot 308 et rigtigt godt valg. Bilen er relevant for Danmark, idet den byder på god brugsværdi kombineret med lækkert design og avanceret teknik – alt sammen til en god pris, der passer de danske bilkøbere.”

Ifølge Søren W. Rasmussen leverer Peugeot 308 en af de bedste køreoplevelser i en fransk bil netop nu. Sammen med nye små, økonomiske turbomotorer og valgmulighed mellem hatchback og stationcar bringer det den nye 308’er ifølge Søren W. Rasmussen det franske bilmærke op i toppen af Golf-klassen, når det handler om design, teknik og køreglæde.

Med titlen til Peugeot 308 er det 4. gang, at det franske bilmærke tager førstepladsen. I 2002 vandt 307, i 1988 vandt 405 og i 1969 vandt Peugeot 504 den prestigefyldte pris som årets bedste, europæiske bilnyhed.

Ved den tilsvarende kåring af Årets Bil i Danmark måtte Peugeot 308 se sig slået af Skoda Octavia og Mazda 3.

Fakta: Årets Bil i Europa 2014:

1 Peugeot 308: 307 point
2 BMW i3: 223 point
3 Tesla S: 216 point
4 Citroën C4 Picasso: 182 point
5 Mazda 3: 180 point
6 Skoda Octavia: 172 point
7 Mercedes-Benz S-klasse: 170 point

Læs mere: Her er den nye Peugeot 308

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here