Kinesisk fremstillede Cupra Tavascan slipper fremover for EU’s import-told - det kan gøre bilen væsentligt billigere i Danmark.
Cupra, VW’s spanske datterselskab, bliver det første bilmærke, der udnytter nye EU-regler for told på elbiler fremstillet i Kina. Det kan gøre modellen Tavascan, der fremstilles i Anhui i Kina, væsentligt billigere i Danmark.
Forklaringen er, at VW og Cupra har søgt EU om told-undtagelse for den kinesisk-byggede Tavascan.
30,7 procent straftold
Siden 2024 har alle elbiler fremstillet i Kina været pålagt en ‘straftold’, fordi EU vurderer, at omfattende kinesisk statsstøtte til elbilproduktion giver biler fra Kina en “unfair konkurrencefordel”, når de sælges i EU. I Cupras tilfælde har det betydet, at Tavascan har fået pålagt en told på heftige 30,7 procent.
Ifølge Cupra har det både hæmmet salget af Tavascan og reduceret Cupras indtjening i de første ni måneder af 2025 med hele 96 procent. Faktisk har Cupra tidligere sagt, at EU’s importtold i værste fald kunne betyde enden for Cupra og det formelle moderselskab Seat.
Kina har ikke overraskende været imod straftolden og løbende forhandlet med EU om en anden løsning.
Mindstepris i stedet for told
Parterne blev for nylig enige om at afløse straftolden med en mindstepris på kinesisk fremstillede elbiler. Samtidig har EU åbnet for separate vurderinger af de enkelte bilmodeller, der importeres til Europa. Det er dén mulighed, som Cupra har benyttet sig af - og fået medhold i, at Tavascan ikke skal pålægges ekstra told ud over de 10 procent, der er på alle varer fra Kina.
Fremover slipper Tavascan altså væsentligt billigere ind i Europa. Det kan øge Cupras fortjeneste på modellen eller gøre den billigere. Eller - mest realistisk - begge dele på én gang.
Umiddelbart har den danske Cupra-importør dog ingen kommentarer til eventuelle prisændringer. Hidtil har fabrikken absorberet straftolden i stedet for at sende omkostningen videre til kunderne.
Den nylige afgørelse ændrer derfor ikke på den nuværende prissætning af Cupra Tavascan, skriver importøren i en mail til Hvilkenbil.
Populær i Danmark
Netop i Danmark kan lavere priser sende Tavascan helt i top på hitlisten: Modellen er i forvejen særdeles populær. Sidste år blev der indregistreret 2.795 Tavascan, hvilket gav modellen en solid markedsandel på 1,5 procent som Danmarks 15. mest solgte bil.
Lavere priser vil alt andet lige øge salget yderligere.






