Når den elektriske Mercedes C-klasse kommer til Danmark til efteråret, bliver det til priser langt under en tilsvarende model med fossilmotor.
Selv om bilen først lander i Danmark i løbet af efteråret, er Mercedes nu klar med priserne på den nye Mercedes C-klasse electric. De starter fra 549.000 kroner og lægger sig dermed i den billige ende af de 550.000 - 575.000 kroner, som blandt andet Hvilkenbil havde forventet.
Prisen er interessant - ikke mindst for de mange danske firmabilister, der sværger til C-klassen. Tidligere har modellen været blandt de mest populære i firmaklassen, og nu ved vi, at den elektriske C-klasse bliver noget billigere end C-klassen med benzin- eller dieselmotor.
Her begynder priserne fra godt 600.000 kroner, men skal man have samme motorkraft og udstyr som C-klasse 400 4Matic electric, er prisen snarere på den dyre side af en million kroner.
Lang rækkevidde, hurtig ladning
Som elbil har Mercedes C-klasse firehjulstræk, 360 kW (490 hk) og en rækkevidde på 762 kilometer. Med 800 volt-teknologi kan batteriet lynlades 10-80 procent på 22 minutter, mens 10 minutter ved ladestanderen giver 325 kilometers rækkevidde.
C-klasse electric er altså klædt på til at fungere som firmabil, der kører mange kilometer og vil samtidig være væsentligt billigere at køre i end en tilsvarende dieselbil. Mercedes opgiver endnu ikke hverken leasingpriser eller beskatningsgrundlag, men alt tyder på, at den elektriske C-klasse kan få en skarp pris som firmabil.
Billigere versioner på vej
Private kan se frem til billigere versioner. Mercedes begynder med den højt udstyrede 400 4Matic, men senere vil der komme billigere udgaver, der blandt andet vil nøjes med baghjulstræk og formentlig også blive tilbudt med et mindre batteri med kortere rækkevidde.
Det vil presse en basismodel under 500.000 kroner.
Skal konkurrere med BMW
Når Mercedes C-klasse electric kommer til Danmark efter sommeren, skal den især konkurrere med ærkerivalen fra BMW, der på samme tid lancerer den tilsvarende 'Neue Klasse' i3. Konkurrenten fra München har frigivet informationer om i3, men endnu ikke priser. Med Mercedes’ udmelding har den danske importør noget at pejle efter - vi vurderer, at BMW vil lægge sig en smule under priserne på Mercedes C-klasse electric.
Det kunne være 540.000 kroner for i3 50 xDrive, der har lidt færre kræfter end C-klassen, men en længere rækkevidde på 900 kilometer.
Læs meget mere om de to biler, som vi sammenligner her.
Mercedes C 400 4Matic electric
Elektrisk sedan med fire døre og bag- eller firehjulstræk.
Længde/bredde/højde: 488/189/150 cm
Bagagerum/frunk: 470/101 liter
Vægt: 2.460 kg
Motor: 360 kW (490 hk)
0-100 km/t: 4,0 sek.
Topfart: 210 km/t
Batteri: 94 kWh
Forbrug: 7,09 km/kWh
Rækkevidde: 762 km
Max ladeeffekt: 330 kW
Lynladning 10-80 pct: 22 min.
Lynladning 10 min.: 325 km






