BMW gør klar til konkurrence med Mercedes. Fra i dag er priserne på elbilen i4 sat 30.000 kr. ned for den populære M Sport. Men er det nok?
Mon ikke de har set skriften på væggen hos den danske BMW-importør?
Til august er der Danmarkspremiere på den nye Mercedes CLA. Den er ærkerivalens nyeste elbil og kommer med præstationer, som både får mange danskere til at glæde sig og flere konkurrenter til at ryste lidt i bukserne: Rekordlang rækkevidde på 791 km, lynladning med op til 320 kW, baghjulstræk med 200 kW (272 hk) og masser af standardudstyr for 428.000 kr. Det ser yderst rimeligt ud for en topmoderne elbil med en stjerne på kølerhjelmen.
Tilsyneladende tænker de noget i samme retning hos BMW. I hvert fald har importøren fra i dag indledt en mindre priskrig med CLA’ens mest direkte konkurrent, BMW i4.
Stadig dyrere end Mercedes
Fra dags dato er de populære M Sport udgaver af i4 sat ned med 30.000 kr. Priserne begynder nu fra 450.000 kr. for en i4 35 M Sport med 497 km rækkevidde, fortsætter til 480.000 kr. for i4 40 M Sport med mere konkurrencedygtige 593 km rækkevidde og slutter med den vilde i4 M60 M Sport med over 600 hestekræfter til 600.000 kr.
Det oplagte spørgsmål er selvfølgelig, om det er nok til at holde Mercedes fra fadet i klassen for køreglade, sportslige elbiler? Eller er det kun begyndelsen på en længere priskrig mellem BMW i4 og Mercedes CLA?
BMW kommer til kort
BMW i4 har efterhånden fire år på samvittigheden. Den er også udviklet som fossilbil, hvilket mærkes på den moderate pladsudnyttelse efter devisen stor uden på, lille inden i. El-teknisk bliver den presset af Mercedes CLA, der kommer med 800 volt-teknologi og ekstremt hurtig lynladning. BMW i4 har 400 volt teknologi, og skal bruges næsten dobbelt så lang tid på en 10-80 pct. opladning i en lynlader, lige som rækkevidden er 200 km kortere.

Hertil kommer, at Mercedes netop har forlænget en kampagne, der giver fem års garanti / 200.000 km på elbiler som CLA. BMW er blandt de efterhånden få mærker på det danske marked, der fortsat nøjes med to års nybilsgaranti.
Set i dét lys, bliver det spændende at se, om BMW fortsat kan tillade sig at forlange mere for en i4 end Mercedes tager for en CLA. Første slag i dén priskrig mellem BMW i4 og Mercedes CLA er indledt i dag.