Bilsalget bliver ved med at stige. I september rullede 14.585 ny personbiler ud på de danske veje – en stigning på 4,8 pct. i forhold til samme måned sidste år.
Salget af nye biler holdt gaspedalen i bund i årets første efterårsmåned.
”Personbilsmarkedet fastholdt i september den fremgang, der har præget de første måneder af 2013. Det er en positiv udvikling i lyset af, at sammenligningsgrundlaget er ganske højt. Dermed oplever vi i øjeblikket, at vi får flere nye biler ind i bilparken, og det er til gavn for både miljø, klima og sikkerhed”, siger chefkonsulent hos De Danske Bilimportører Tejs Laustsen Jensen.
Han fremhæver, at det særligt er de private forbrugere, der er med til at trække salget af nye biler op.
“Vi har generelt set, at bilmarkedet igennem de sidste par år har klaret sig fornuftigt. Det har skabt forudsigelser om, at en forbedret samfundsøkonomi ikke ville smitte af på bilsalget. Septembers tal understreger, at det fortsat er en pæn efterspørgsel fra privatforbrugene, der driver markedet frem. Sammenholdt med de øvrige økonomiske indikatorer, gør det, at vi ser optimistisk på udviklingen i resten af 2013”, siger Tejs Laustsen Jensen.
Salget af mini- og mikrobilerne er stadig markant størst, men salget i mellemklassebiler som Golf og Skoda Octavia rører på sig. Begge er i september kravlet op i top 10. Også nye modeller i miniklassen som Renault Clio, Peugeot 208 (billedet) og den faceliftede Ford Fiesta rykker op af hitlisten.
Set over hele året er der fra januar til september solgt godt 135.000 biler. Dermed er bilsalget cirka 5 pct. højere end i samme periode sidste år.
Fakta om bilsalget i september 2013
Plac. | Mærke/model | Antal | Andel |
1 | VOLKSWAGEN UP! | 798 | 5,5% |
2 | TOYOTA AYGO | 660 | 4,5% |
3 | RENAULT Ny Clio | 491 | 3,4% |
4 | FORD KA | 461 | 3,2% |
5 | PEUGEOT 208 | 450 | 3,1% |
6 | VOLKSWAGEN GOLF | 446 | 3,1% |
7 | CITROEN C1 | 440 | 3,0% |
8 | PEUGEOT 107 | 407 | 2,8% |
9 | SKODA OCTAVIA | 376 | 2,6% |
10 | SKODA CITIGO | 368 | 2,5% |
11 | KIA PICANTO | 366 | 2,5% |
12 | HYUNDAI I20 | 341 | 2,3% |
13 | FORD FIESTA | 303 | 2,1% |
14 | TOYOTA AURIS | 292 | 2,0% |
15 | KIA RIO | 277 | 1,9% |
16 | SEAT MII | 260 | 1,8% |
17 | VOLKSWAGEN POLO | 258 | 1,8% |
18 | TOYOTA YARIS | 250 | 1,7% |
19 | SKODA FABIA | 246 | 1,7% |
20 | CITROEN C3 | 242 | 1,7% |