Mens produktionen er sat på pause i seks uger, fælder anset amerikansk forbrugermagasin en hård dom over el-SUV’en Ocean.
Det er ikke let at være den danske bilskaber Henrik Fisker for tiden. Efter en længere periode med vigende salg, kvalitetsproblemer, faldende aktiekurs og akutte lommesmerter, meddelte Fisker Inc. i sidste uge, at man sætter produktionen af mærkets eneste model, el-SUV’en Ocean, på pause i seks uger.
Pausen er del af en aftale, hvor Fisker får tilført ca. én milliard danske kroner over en ikke nærmere defineret periode. Pengene kommer fra en eksisterende investor, der på den måde vil prøve at redde Fisker gennem krisen – og dermed sin egen investering.
Men problemerne er langt fra overstået for Fisker. De amerikanske trafikmyndigheder har fortsat to åbne sager om sikkerhedsrelaterede fejl på Fisker Ocean. De forhandlinger, som Henrik Fisker siger, han har med en anden bilproducent (rygtet siger Nissan) om fælles produktion af en elektrisk pick-up og tilhørende kapitalindsprøjtning, er endnu ikke udmøntet i en konkret aftale. Og endelig tyder meget på, at den aktuelle software-opdatering, der skulle løse mange af de fejl, som Ocean-ejere klager over, ikke fungerer efter hensigten.
Magasin med høj troværdighed
Det sidste indgår også i en meget kritisk omtale, som Fisker Ocean lige nu får i det ansete, amerikanske forbrugermagasin Consumer Reports.
Magasinet er kendt for sine langtidstest af biler, hvor man ikke bare låner en bil af en bilproducent, men simpelthen køber den og tester over flere år og titusindvis af miles. Derfor anser mange amerikanere Consumer Reports som det mest autoritative og troværdige bilmedie. En dårlig test her kan være ødelæggende for en bilmodel – og i Fiskers tilfælde for selve mærket.
”Mærkeligste nogensinde”
Henrik Fisker må derfor have læst Consumer Reports indledende omtale af Ocean med en vis bekymring. Magasinet har først lige fået bilen leveret og trillet ganske få miles i den. Det umiddelbare indtryk er dog nok til at få Consumer Reports til at konkludere, ”at Ocean er en af de mærkeligste biler, de nogensinde er stødt på.”
Consumer Reports beretter om en ”bizar” leveringsoplevelse, tilbagevendende fejl i softwaren, features som nøglefri betjening, der kommer og går samt løfter om, at kommende opdateringer vil aktivere udstyr, som der allerede er betalt for.
Hånes for stavefejl
Man fornemmer usædvanlig høj grad af frustration og irritation hos Consumer Report over Fisker Ocean. Magasinet holder sig da heller for god til at håne Fisker for, at firmaet angiveligt ikke kan finde den check, som Consumer Reports har betalt bilen med. Selv det, at Fisker staver forkert i beskrivelsen af bilens ”Recylced gulvmåtter”, bliver fremhævet. Måske fordi Consumer Reports endnu ikke har fået de genbrugs-måtter, som de har betalt for…
Under alle omstændigheder er der lagt op til en længere føljeton i Consumer Reports langtidstest af Ocean. I denne indledende artikel konkluderer magasinet, at de allerede i 2019 advarede en Fisker-interesseret bekendt i at være forsigtig med at købe noget så komplekst som en bil fra et start-up firma. Slet ikke fra en mand, der allerede er gået ned med en bilvirksomhed, som Henrik Fisker gjorde med Fisker Automotive i 2012.
Consumer Reports afslutter første artikel om Ocean med at love, at bilen vil blive kørt igennem ”det fulde testprogram”, og at læserne kan læse med i Magasinet.
Man må håbe for Fisker, at opdateringerne, som lovet, vil rette alle fejl på Ocean.