Renault har fået fart på salget

Den franske bilproducent Renault øgede salget 4,7 pct. i første halvdel af året – ikke mindst takket være en stærk efterspørgsel for discountmærke, Dacia. Også herhjemme går salget godt.

Renault, der er Europas tredjestørste bilproducent, leverede i første halvår af året 1,37 mio. biler og lette erhvervskøretøjer mod 1,3 mio. i første halvdel af 2013. Det skriver Bloomberg News ifølge Ritzau Finans.

”Det første halvår er en klar overraskelse, når man ser på, hvad Renault har vist i Vesteuropa og i forhold til Dacia-brandet,” siger Arndt Ellinghorst, bil-analytiker ved ISI Group, til Bloomberg News.

Også i Danmark har Renault solgt flere biler i år end sidste år. Renault ligger på en syvendeplads over de mest solgte mærker herhjemme – efter Citroën og foran Kia – med en fremgang i salget på 10 pct. viser tal fra De Danske Bilimportører. Clio og mini-crossoveren Captur er de bedst sælgende modeller.

Men det er Renaults discountmærke, Dacia, som skaber den helt store fremgang for Renault-koncernen i Danmark.

”Salget af Dacia er gået fra 0 til 100 på rekordtid, men forklaringen er, at mærket først blev introduceret herhjemme sidste år efter at have solgt mange biler i resten af Europa i en årrække,” siger Jens Velling, redaktør på hvilkenbil.dk med mere end 20 års erfaring som motorjournalist.

Dacia-salget er næsten 13-doblet i år i forhold til sidste år – i tørre tal fra blot 73 styk sidste år til 1.001 i årets fem første måneder i år. Ifølge redaktøren et rent mersalg i Danmark, hvis man går ud fra at Dacia ikke stjæler salg fra Renault.

Dacia har helt klart sin berettigelse på det afgiftsplagede danske marked, og danskerne har da også taget mærket til sig. Priskonkurrencen er dog så hård i Danmark, at Dacia faktisk skal længere ned i pris, hvis de for alvor skal gøre sig gældende i den populære miniklasse. Her er Dacia-modellen Sandero nok billig, men ikke på afgørende vis i forhold til konkurrenterne. Dacia skal også have en model i mikroklassen, før salget for alvor letter herhjemme,” vurderer Jens Velling.

Det gode bilsalg har sat fart på Renault-aktien, der umiddelbart efter offentliggørelsen af salgstallene steg 3,1 pct. til 72,8 euro på børsen i Paris.

Stigningen er nok til at placere Renault tæt på toppen i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, der indeholder 600 selskaber fordelt på 18 lande i Europa.

Renault-aktien er i indeværende år steget med 23 pct.

Læs også: Derfor bliver Dacia et hit i Danmark

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here