Renault teaser 4WD-udgave af ny elbil

Renault 4 firehjulstræk

Elbilen Renault 4 kan komme i en offroad-udgave med to elmotorer og firehjulstræk – et nik til Savane-udgaven af originalen fra 60erne.

Mens vi venter på den næste spændende elbil fra Renault – en moderne udgave af den berømte Renault 4 – løfter det franske mærke sløret for en mulig variant.

Konceptbilen Savane 4×4 er udstyret med en ekstra elmotor på bagakslen, der giver Renault 4 permanent firehjulstræk. Sammen med 15 mm højere frihøjde og barske 18-tommer pladefælge skal det gøre Renault 4 til en ægte offroader. Og samtidig sende en hilsen til den originale Savane-udgave fra 60erne, der også var sat op til terrænkørsel.

Designet er også fintunet til at sende frilufts-vibes med større skærmkanter og kraftige tagrælinger.

Prøveballon

Ifølge Renault-designer Sandeep Bhambra er konceptbilen værdig til ”gentlemen-opdagelsesrejsende, der er ivrige efter grænseløse rejser.”

Det lyder jo spændende, men inden Renault-fans og 4WD-folket styrter ned til nærmeste Renault-forhandler, skal vi lige omkring et par forbehold.

Med firehjulstræk er Renault 4 frisk på det hele. Særligt bagfra er slægtskabet til originalen fra 60erne tydelig.

Renault selv lægger ikke skjul på, at der her og nu er tale om en prøveballon. Renault 4 Savane med firehjulstræk er en show car, hvis fornemste formål er at demonstrere, hvilke muligheder der er indbygget i den elektriske AmpR platform. I øjeblikket undersøger man potentialet for en 4×4, men Renault kan ikke bekræfte om, og i givet fald hvornår, en 4×4 bliver mulig.

Kommer til sommer

Under alle omstændigheder skal vi først se den civile udgave af Renault 4 – og den forventes at komme til Danmark i løbet af sommeren.

Konceptbilen har cool pladehjul på 18-tommer.

Lige nu har Renault-forhandlerne også travlt med lanceringen af den mindre Renault 5, der har fået en varm modtagelse af både biljournalister og bilkøbere.

Renault 4 står på samme platform, men er noget længere med mere plads på både bagsæde og i bagagerummet. Som Renault 5 dyrker Renault 4 en moderne retro-stil, der trækker tydelige tråde til de franske originaler.

Sejlivet original

Renault 4 var en kæmpe succes for mærket, og blev fremstillet i mere end 30 år fra 1961 til 1993.

Renault 4 .. x4. Oplagt ordspil på Renaults måske kommende offroader.

Blandt forcerne var god plads og simpel mekanik, der var let at holde kørende. Renault 4 havde et specielt ’ratgear’ placeret på instrumentpanelet til højre for rattet og kunne fås i mange udgaver – også som varevogn med forhøjet tag.

I Danmark kan mange formentlig huske Renault 4 som en meget udbredt postbil i postens daværende gule farve.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here