En mulig fejl i højvoltsbatteriet betyder, at VW må tilbagekalde et ikke nærmere fastsat antal ID.-modeller på grund af brandfare.
(Opdateret 19. marts kl. 14.15) Et antal VW ID.3, ID.4, ID.5 og ID. Buzz produceret mellem 24. juni 2023 og 23. august 2024 kan være behæftet med en fejl i højvoltsbatterierne. I yderste konsekvens kan det føre til brand. Derfor bliver de berørte kaldt til grundig kontrol på et VW-servicecenter.
Det bekræfter Volkswagen Danmarks pressechef, Thomas Hjortshøj, over for Hvilkenbil. Præcist hvor mange biler, der er berørt, er der endnu ikke klarhed over.
“Vi har hjemkaldelse på nogle af ID.-modellerne, og vi er i dialog med fabrikken omkring antal berørte biler i Danmark,” siger han.
Termisk overbelastning
Fejlen fører i første omgang til et mærkbart rækkeviddetab, eller til at en gul advarselslampe tændes, eller en termisk overbelastning af højvoltsbatteriet. Volkswagen oplyser, at "en termisk overbelastning i et batterimodul i ekstreme tilfælde kan føre til brand".
For at eliminere potentielle risici "inspicerer" VW "alle berørte køretøjer". Først vil en software-opdatering blive udført, og hvis et problematisk modul identificeres, vil det blive erstattet som "en sikkerhedsforanstaltning".
Opladning til maksimum 80 pct.
Indtil servicen er udført, anbefaler VW, at bilerne køres i "batteripleje-tilstand, at batteriet maksimalt oplades til 80 procent, og at bilerne oplades udendørs, når det er muligt".
Når den danske VW-importør har styr på, hvor mange biler det drejer sig om, vil Motorstyrelsen via e-Boks skrive til de berørte bilejere. VW må på grund af databeskyttelsesforordningen – GDPR (General Data Protection Regulation) – ikke rette direkte henvendelse til bilejerne. Det skal således ske via Motorstyrelsen.
Bilejere ignorerer tilbagekaldelser
I øvrigt kunne Hvilkenbil i december fortælle om tvivlsomme erfaringer med tilbagekaldelser. Ifølge Sikkerhedsstyrelsen, der er øverste myndighed på området, ignorerer mange bilejere de tilbagekaldelser, som de får.
Hvilkenbil talte ved den lejlighed med flere importører, som kunne berette, at det ikke er ualmindeligt, at importørerne via Motorstyrelsen må sende helt op til otte rykkerbreve til bilejerne, før de reagerer.





