Rustbeskyttelse: Giv bilen den første olie nu

Det danske klima giver god grobund for rust. Rustbeskyttelse er nødvendig, hvis bilen skal overleve længe, lyder rådet fra uvildige eksperter.

Eksperterne er ikke i tvivl; fedter du med den første olie under din nye bil, går der kortere tid, inden den skal have den sidste olie. Med andre ord: Vil du sikre din bil en lang levetid, så bør du få den rustbeskyttet, når du køber den.

Det skyldes, at langt de fleste af de biler, der kører rundt på vejene i Danmark fra bilfabrikkernes hånd er helt utilstrækkeligt rustbeskyttet til det danske marked. En høj luftfugtighed på gennemsnitlig 80 procent, meget skiftende temperaturer samt kemisk forurening gør, at bilerne ruster hele året rundt i Danmark. Derfor kan det ikke gå hurtigt nok med at få din nye bil rustbeskyttet. Og det gode råd kommer vel at mærke ikke bare fra dit lokale rustbeskyttelsescenter, fordi de gerne vil tjene lidt penge, men fra uvildige eksperter:

”Klimaet i Danmark med lange perioder med fugt og desuden salt på vejene i vinterhalvåret er ikke godt for bilerne, når vi taler rust,” siger Jan Helbo, leder af  Teknologisk Instituts kontrolordning for rustbeskyttelsescentre, til Media Planet.

Populære biler er udsatte
Også FDM anbefaler, at nye biler rustbeskyttes. Ikke mindst de billigere biler, som topper de danske salgslister. F.eks. har flere undersøgelser vist, at danske topsællerter som f.eks. VW Up, Seat Ibiza og Skoda Citigo, der ellers har ry for at være mærker med en god rustbeskyttelse fra fabrikken, kun er mangelfuldt beskyttet mod den ”røde fare”.

Den første rustbeskyttelse er den vigtigste, da man her sikrer, at man får beskyttet alle de dele, som ikke er beskyttet fra fabrikkens side, da bilerne ikke er produceret til det danske klima. Følger man det råd, kan man efterfølgende nøjes med at rustbeskytte bilen, når den trænger, og her er det en god idé at få en uvildig til at vurdere behovet,” siger Jørgen Jørgensen, afdelingsleder i FDMs tekniske rådgivning.

Han understreger, at alle biler kan tåle at blive rustbeskyttet.

Vælger man at investere i en af de billige biler i 100.000 kroners-klassen er det ekstra vigtigt, at man sørger for at få sendt bilen hurtigt til rustbeskyttelse, da bilerne er meget sparsomt rustbeskyttet fra fabrikkens side,” lyder det fra FDMs tekniske rådgivning.

Teknologisk Institut og FDM er også enige om, at rustbeskyttelse skal udføres professionelt og efter de rigtige procedurer. Inderskærme og eventuelle bundplader skal afmonteres. Efterfølgende skal der afrenses med varmt vand under tryk, så alt snavs og saltrester vaskes væk. Herefter skal bilen tørres grundigt, hvorefter den egentlige rustbeskyttende behandling kan foretages.

Forarbejdet er absolut afgørende for en god rustbeskyttende behandling, understreger Jan Helbo fra Teknologisk Institut.

I alt 87 rustbeskyttelsescentre i Danmark er underlagt Teknologisk Instituts kontrolordning.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here