Rygter om fusk ryster Renault

De franske myndigheder har ransaget Renault i forbindelse med undersøgelse af mulig fusk med dieselmotorer. Fabrikken afviser, men aktiekursen styrtdykker.

De franske miljømyndigheder har ransaget Renaults hovedkvarter samt to andre faciliteter i forbindelse med en igangværende undersøgelse af, om franske bilmærker i lighed med tyske VW har fusket med udstødningen på dieselmotorer.

Ransagningen fik torsdag Renaults aktiekurs til at falde med mere end 20 procent – det største kursfald for det franske bilmærke i 17 år. Renault selv afviser dog, at der er noget at komme efter. Ifølge fabrikken har de franske myndigheder da også tilkendegivet, at de ikke forventer at finde den slags ‘snyde-software’ i de i alt 100 bilmodeller fra bl.a. Renault, Citroën og Peugeot, som er ved at blive testet. Også PSA-koncernen bag Citroën og Peugeot afviser at have problemer med at overholde miljøkrav.

Hverken Renault eller de franske myndigheder oplyser dog den konkrete årsag til ransagningen af Renault. Ifølge en pressemeddelelse udsendt af Renault tidligere i dag, har de franske myndigheder på nuværende tidspunkt undersøgt 11 af de 100 biler, heraf fire modeller fra Renault, hvilket har gjort det muligt for myndighederne ‘at indlede frugtbare diskussioner med Renaults teknikere’. Om ransagningen er en del af disse ‘diskussioner’ er uklart.

Renault-modeller overskrider grænseværdier
Sent torsdag erklærede den franske energiminister, Segolene Royal, at de foreløbige undersøgelser af Renault ikke havde afsløret nogen form for ‘snyde-software’, og at aktionærer og ansatte kunne ‘tage det roligt’. Undersøgelsen har dog afsløret, at nogle biler – også Renault-modeller – i et eller andet omfang har overtrådt de gældende grænseværdier. Hvor meget afslørede Segolene Royal dog ikke. Med en aktiepost på knapt 20 procent er den franske stat den største aktionær i Renault og dermed direkte berørt af eventuel snyd.

Undersøgelsen i Frankrig af de tre franske bilmærker Renault, Citroën og Peugeot er en udløber af den såkaldte ‘dieselgate’, hvor VW tilbage i september blev afsløret i at have installeret ‘snyde-software’ i 11 millioner biler med dieselmotor. Softwaren fik VW’s biler til at overholde grænseværdierne for udstødning i laboratorietests, men skruede efterfølgende markant op for udledningen af Nox-partikler ved almindelig kørsel. ‘Dieselgate’ har siden udviklet sig til den største skandale i tysk erhvervsliv siden 2. verdenskrig, og tvunget VW til at afsætte 50 milliarder kroner til at tackle krisen.

Mercedes kritiserer VW
‘Dieselgate’ har skabt både frygt og frustration i resten af bilindustrien. For en af de helt store spillere, tyske Mercedes-Benz, er ransagningen af Renault særligt ubehagelig. Renault leverer nemlig dieselmotorer til flere Mercedes-modeller, blandt andet den populære A-klasse.

Efter ransagningen siger en talsmand for Mercedes, at fabrikken ikke benytter sig af ‘snyde-software’ – og at ”Renault har forsikret os om, at det gør de heller ikke.”

Samtidig kritiserer Mercedes-Benz’ øverste chef, Dieter Zetsche, højst usædvanligt en direkte konkurrent. I et interview med Reuters hævder Zetsche, at en skandale, som den der har ramt VW, aldrig ville kunne ske hos Mercedes: ”Jeg er overbevist om, at hvis nogen hos os fik en lignende idé, så ville der meget hurtigt være en anden person der sagde, at den slags ønsker vi ikke og sådan gør vi ikke tingene her.”

Zetsche understreger, at han normalt ikke kritiserer konkurrenter, men at her gør han en undtagelse, ”fordi VW-sagen berører hele bilindustrien.”

Kilder: Automotive News, Reuters, Bloomberg.

Læs også: Opel tager forskud på realistiske forbrugstal

VW-ingeniører følte sig presset til at snyde

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here