Slut med gratis elbilparkering i stor dansk by

Elbiler mister særstatus i Aarhus. Fra 1. oktober er det slut med fire timers gratis parkering – elbilister skal fremover betale samme takst som alle andre.

Det har været en kærkommen fordel for mange aarhusianske elbilister: Fire timers gratis parkering på kommunens pladser. Men fra onsdag den 1. oktober er det slut. Aarhus Kommune bekræfter, at den særlige ordning ophører, og at alle bilister – uanset om de kører på strøm, benzin eller diesel – fremover skal betale de samme priser.

Ordningen blev indført i 2021 for at fremme udbredelsen af elbiler og var finansieret til og med september i år. Da byrådet ikke har valgt at forlænge aftalen, forsvinder rabatten. 

”Fra 1. oktober vil man ikke længere kunne vælge rabatordningen for elbiler i parkeringsapps og ved automater, hvor man plejer at registrere sin parkering. Taksterne for elbiler bliver de samme som for alle andre køretøjer, som varierer alt efter zone,” siger Felix Vestergaard, afdelingsleder i Parkering, Teknik og Miljø.

Prisen på parkering stiger markant

For elbilister, der har vænnet sig til fire timers gratis parkering for elbiler, kan ændringen mærkes på pengepungen. 

I Aarhus midtby koster gadeparkering op til 24 kroner i timen på hverdage mellem kl. 8 og 19 og lørdage mellem kl. 8 og 16. Vælger man i stedet et af kommunens parkeringsanlæg – som eksempelvis Navitas eller Nørreport – ligger timetaksten på 16 kroner. 

Kommunen minder samtidig om, at prisen kan variere afhængigt af, hvilken app man benytter, da flere selskaber lægger et gebyr oveni.

Giver ikke længere mening

Hos FDM ser man udviklingen som et tegn på, at særordningerne til elbiler er ved at være fortid. 

“Der er fuld fart på omstillingen til elbiler. Det mærker man især i København og Aarhus, hvor andelen af elbiler nu er så stor, at det ikke længere giver mening, at elbiler har fri parkering eller til nedsat pris. Det har vi i FDM forståelse for. I flere mindre byer kan særlige vilkår for elbiler dog stadig være med til at motivere bilister til at skifte til elbil, næste gang de skal have bil, og her kan fri parkering for elbiler stadig være en god idé,” siger politisk chef i FDM Torben Lund Kudsk.

Tendens i hele landet

Aarhus er ikke den første kommune, der trækker stikket på gratis parkering til elbiler. København afskaffede sin ordning allerede i januar 2024, og flere kommuner vurderer i øjeblikket, om det stadig giver mening at tilbyde økonomiske goder til en biltype, der nu er hverdag på de danske veje.

Elbilernes udbredelse har været enorm de seneste år. I dag er hver femte nyindregistrerede bil i Danmark en elbil, og i mange byområder er ladestandere blevet lige så almindelige som benzintanke. 

Netop den succes er med til at skubbe incitamenterne væk: Når elbilen ikke længere er et særsyn, er det svært at forsvare, at elbilister parkerer gratis, mens andre betaler.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here