Software-fejl får Volvo-kunder til at returnere elbilen EX30

Udbredte software-fejl får engelske kunder til at returnere elbilen Volvo EX30. Danske EX30-ejere er generelt tilfredse, siger importør.

Volvos kompakte elbil EX30 har siden lanceringen ved årsskiftet været mærkets absolutte bestseller. 72.000 biler er bestilt, hvoraf halvdelen er leveret – i Danmark har 1.900 danskere modtaget deres nye EX30.

Succesen er dog ved at udvikle sig til lidt af en hovedpine for Volvo. Forskellige mangler i softwaren giver nemlig en lang række fejl i EX30. Fra problemer med opladning af batteriet over knapper i rattet, der ikke virker til en betjeningsskærm, der går i sort. Især det sidste er kritisk, da stort set alle funktioner i EX30 styres fra bilens centrale infotainmentskærm. Samtlige 72.000 biler skal derfor have opdateret softwaren.

Englændere ophæver køb

I England har det fået enkelte kunder til at miste tålmodigheden og returnere deres nye EX30. Det skriver det engelske bilmagasin Autocar.

”I enkelte tilfælde i England har kunder valgt at udøve deres forbruger-rettigheder til at returnere deres biler,” bekræfter den engelske Volvo-importør i en mail til Autocar.

Tilfredse danske kunder

Herhjemme er de danske Volvo-kunder tilsyneladende mere tilfredse.

”Vi har ikke kendskab til tilbagekøb eller ønsker om det. Vores kunder virker generelt tilfredse. Måske netop grundet den store viden mange har tilegnet sig via forhandlernetværket og Volvo Facebookgrupper omkring de ’over-the-air’ rettelser, der er kommet undervejs,” siger danske Volvo-importørs PR-manager Rikke Aagaard Petersen. 

Over-the-air er en betegnelse for trådløse opdateringer af softwaren, som en EX30 kan modtage, f.eks. når bilen holder stille om natten. Dermed behøver ejerne ikke køre på værksted for at få rettet eventuelle fejl i bilens software.

Opdatering klar 4. juli

Næste store software-opdatering – vs. 1.4 – af EX30 lanceres i morgen, torsdag den 4. juli. Herefter vil opdateringen blive rullet ud til alle danske EX30-ejere og – forhåbentlig – rette alle de software-fejl, der har plaget en del EX30-ejere.

Når opdateringen er tilgængelig, vil man som EX30 få en meddelelse om på bilens infotainmentskærm. Herefter vælger man selv, hvor opdateringen skal gennemføres.

[email protected]

1 COMMENT

  1. Fatter ikke man kan sætte alle funktioner på en skærm, der hvis den går i sort, stort set gør bilen ubrugelig. Det er en helt forkert vej at gå.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here