Kia er klar med tredje generation af den funky crossover Soul. Stilen er endnu mere cool kummefryser end nogensinde, og den elektriske udgave får op mod 500 kilometers rækkevidde.
Kia Soul er en spændende, lidt skæv model i Kias velvoksne program. Siden fødslen i 2009 har Soul nydt kultstatus med sit gennemført firkantede og meget praktiske kummefryser-design. En stil, som Kia omhyggeligt har fastholdt og vedligeholdt. Det gælder også på den helt nye tredje generation, som netop har haft debut på biludstillingen i Los Angeles.
Stedet kunne ikke være mere velvalgt. For mens vi aldrig helt er faldet for Souls kantede charme på vore breddegrader, er de vilde med den i Guds og bilernes eget land. Her falder Soul ind i en hel klasse af lignende biler, der med både cool og rummeligt design tiltrækker unge amerikanere, der sætter pris på et mobilt kollegieværelse til kæresten og alle vennerne, når de cruiser lidt væk fra campus.
Vi forstår det godt. Kia Soul er vel det tætteste man kommer på en stilsikker fortolkning af Postmand Per/Citroën Berlingo-klassen. Beviset på, at kvadratisk, praktisk, god sagtens kan rime på smart.
Mens amerikanerne kan vælge mellem to benzindrevne modeller og den fuldt elektriske Soul EV, er det muligvis kun sidstnævnte, der når til Danmark næste år. Sådan er det også i dag, hvor Kia Danmark kun markedsfører EV-udgaven af den nuværende model. Og mon ikke det er hint om, at sådan bliver det også fremover, når pressemeddelelsen udelukkende omtaler den nye Soul EV…
Formentlig. Og tredje oplag af Soul EV ser da også spændende ud, fordi den får samme kraftige batteripakke på 64 kWh, som vi kender fra koncernfætrene Kia Niro EV og Hyundai Kona Electric. Det betyder hele 204 hestekræfter og et moment på 395 Nm under den vandrette motorhjelm og en rækkevidde op mod 500 kilometer efter den nye, skrappe WLTP-norm. Det sidste ved vi dog ikke endnu, for Kia har ikke afsluttet den endelige test af rækkevidden.
Brems med speederen
Cool stil og miljøvenlig motor er ikke de eneste kvaliteter, som Soul EV byder på. Ifølge koreanerne skulle køreegenskaberne være forbedret med et nyt, uafhængigt baghjulsophæng. Fire køreprogrammer med mulighed for både at accelerere og bremse med speederen fordi den regenererende effekt er så kraftig, er også en del af køreoplevelsen i Soul EV.
Teknisk er Soul også ung med de unge: Midterkonsollen domineres af en 10 tommer stor infotainmentskærm, der understøtter Apple CarPlay og Android Auto og har trådløs Bluetooth-opkobling med stemmegenkendelse.
Sikkerhedsudstyret afhænger af, hvilket land Soul sælges i, men mom ikke vi får mulighed for hele pakken med syv airbags og adskillige sikkerhedsassistenter. De omfatter automatisk nødbremse, advarsel mod frontalkollision, aktiv vognebaneassistent, træthedsregistrering, adaptiv fartpilot, blindvinkelassistent og advarsel mod tværgående trafik, når du bakker.
Den nye Soul EV produceres på fabrikken i Gwangju i Korea, og kommer til salg i USA og Europa i første halvdel af 2019. Den danske importør vil offentliggøre priserne, når den danske premiere nærmer sig. Det bliver spændende at se, om prislisten kun indeholder den elektriske Soul eller også de lige så frække udgaver med benzinmotor…