Sparker Ford sig selv i nakken?

Ford cantona

Specialudgave af Ford Capri hylder fodboldlegenden Eric Cantona. Hvilkenbils Jens Velling både undrer sig og er gammel nok til at forstå det.

Er Capri et godt navn til en moderne el-SUV med en vægt på den tunge side af to tons?

Det har bilentusiaster diskuteret ivrigt, lige siden Ford lancerede en sportslig udgave af SUVen Explorer med navnet på deres ikoniske sportsvogn fra 1968.

Nu lægger Ford an til en ny diskussion. For kan man hylde en voldshandling, der resulterede i to fængselsdomme og udelukkelse fra engelsk fodbold i mere end et halvt år?

Ja, mener Ford, der har designet en specialudgave af Capri til den berømte og berygtede franske fodboldspiller Eric Cantona.

Legendarisk temperament

Yngre læsere siger måske nå, men i midten af 90erne var Cantona intet mindre end kongen af Manchester United. Han lavede mål på samlebånd, vandt titler og ikke mindst hjerter for hans hårdtarbejdende og aggressive spillestil. Det var – bogstaveligt talt – med opsmøgede ærmer og den ikoniske opslåede halskrave og så ellers ud over grønsværen med 120 km/t.

Nummer 7, navnetræk og diskret kongekrone – Ford hylder Kong Cantona med en specialudgave af Capri.

Cantona var en hvirvelvind på banen. Og udenfor, hvor han var berygtet for sine frække kommentarer og klammerier med alt fra holdkammerater, modstandere, tilskuere og journalister.

United-fans elskede ham – og alle vi andre var som minimum fascinerede.

Hele verden så da også med, da Cantonas legendariske temperament kogte over i en udekamp mod Crystal Palace 25. januar 1995.

Cantona fik rødt kort for at sparke en modstander ned. På vej ud af banen hånede en Palace-tilhænger Cantona. Det ville King Eric ikke finde sig i, så han hoppede resolut over banden og tildelte tilskueren et kung-fu spark i ansigtet. 

Efterfølgende har Cantona angiveligt sagt, at det eneste han fortryder, var at han ikke sparkede hårdere. Cantona classique…

Friskt af Ford…

Sagen endte i retten, hvor Cantona først fik en dom på seks måneders fængsel, der senere blev omstødt til samfundstjeneste. Cantona blev også udelukket fra at spille for Manchester United i et halvt år.

Eric Cantona beundrer de særlige farver til hyldest-Capri’en. Selvfølgelig med opslået krave…

Palace-tilhængeren endte faktisk med at sidde mere i fængsel end Cantona, da han fik en uge i brummen for at overfalde sagens anklager i retten.

Du har allerede gættet det: Dommen gjorde ikke Eric Cantona mindre populær i United. Tværtimod.

Det overraskende er, at Ford bruger en voldsdømt som reklame for en ny bil i en tid, der aldrig har været mere præget af politisk korrekthed og en allestedsnærværende evne til at føle sig krænket – også på andres vegne. Og de går hele vejen med et piktogram af Cantonas vel nok mest berømte spark nogensinde på nakkestøtten af hyldest-Capri’en.

Det er alligevel lidt friskt, som vi sagde dengang i 90erne. Men også helt i 90ernes og Kong Cantonas ånd. For ikke at tale om dengang vi kørte i den rigtige Capri…

Man skulle nok have været der selv, for helt at forstå det anno 2025. Jeg var der, og jeg forstår det. Og undrer mig alligevel over Fords meget specifikke hyldest til et spark i ansigtet.

Det skal blive spændende at se, om Ford slipper afsted med at bruge tidsånden fra den originale Capri til at markedsføre den nuværende Capri…

[email protected]

1 COMMENT

  1. Ja, det er altså ikke så smart, hvis man vil sælge biler. Både Capri og Cantona – dumt på hver sin måde.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here