Stellantis sætter produktionen på pause

Lav efterspørgsel på Stellantis-koncernens mærker som Fiat, Alfa Romeo, DS og Opel lukker midlertidigt seks bilfabrikker.

Salget af Stellantis-koncernens biler, der tæller mærker som Alfa Romeo, Citroën, Fiat, Jeep, Opel og Peugeot, er gået ned i gear. Mens det samlede bilsalg i Europa er steget beskedne 0,3 procent i årets første otte måneder, må Stellantis notere en tilbagegang på 6,6 procent.

Nu tager Stellantis konsekvensen og sætter produktionen på pause på seks af koncernens bilfabrikker. Det rammer bl.a. fabrikken i italienske Pomigliano, der fremstiller Fiat Panda og Alfa Romeo Tonale. Her bliver 3.800 medarbejdere sendt på otte dages orlov uden løn.

I Poissy i Frankrig, der fremstiller DS3 og Opel Mokka, lukkes produktionen ned de 18 sidste dage i oktober. Også Stellantis’ fabrikker i Polen, Tyskland og to i Spanien kan se frem til slukkede samlebånd.

Vil undgå lagre af usolgte biler

Stellantis “sigter efter at justere produktionshastigheden til et udfordrende marked i Europa og samtidig styre lagrene så effektivt som muligt op til årets afslutning,” skriver koncernen i en meddelelse.

Det er management-sprog for at sørge for, at man ikke står med et større lager af usolgte 2025-modeller, når vi tager hul på 2026.

Herhjemme vil vi kalde det rettidig omhu, og det er præcis, hvad Stellantis’ nye chef Antonio Filosa har brug for. Filosa overtog chefposten fra Carlos Tavares tidligere i år, og har været i gang med et større oprydningsarbejde siden sommer. 

Flere udfordringer

Der er nok at tage fat på, for Stellantis har et helt katalog af udfordringer.

Grundlæggende har Stellantis svært ved at tjene tilstrækkeligt med penge på koncernens 14 bilmærker. Flere af dem som Abarth, Chrysler og Maserati fører en hensygnende tilværelse med ganske få og gamle modeller. Faktisk er det en bunden opgave for den nye Stellantis-boss at træffe svære beslutninger om, hvorvidt et eller flere mærker skal lukkes eller sælges fra. 

Den beslutning har Antonio Filosa endnu ikke truffet.

Kinesisk konkurrence og amerikansk told

Stellantis kæmper også med omstillingen til elbiler, der langt fra går som forventet. En af forklaringerne er den øgede konkurrence fra kinesiske bilproducenter i Europa. 

En anden at amerikansk told udfordrer et mærke som Jeep, der i dag også fremstiller biler uden for USA, og derfor pålægges told på ‘hjemmemarkedet’.

[email protected]

1 COMMENT

  1. Europa sad på markedet, men sov trygt i stolen.
    Derfor kunne kineserne overtage, mens vi kæmper indbyrdes om hvem der bærer skylden, og skyndsomt pålægger kineserne straftold.

    Samtidig laver Elon Musk lige en Y'er til ca. kr. 220.000 der bare gør ondt værre.

    Det er ikke nemt for europæisk bilindustri!

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here