Stellantis-koncernen tabte 17 milliarder kr. i første halvår. Forude venter ’svære beslutninger’ for mærker som Citroën, Peugeot og Opel.
Antonio Filosa, ny chef for bilkoncernen Stellantis, kommer ikke til at kede sig. Allerede sidste år var der problemer for den fransk-italiensk-amerikanske bilkoncernen med hele 14 bilmærker som Citroën, Peugeot, Opel, Fiat og Jeep.
Der er heller ikke meget at glæde sig over i regnskabet for de første seks måneder af 2025. Stellantis endte med et underskud på 17 milliarder kr. – et tab på 67 pct. sammenlignet med sidste år.
”2025 bliver svært år”
Ifølge koncernen er man ramt af de samme problemer, der også giver konkurrenterne hovedbrud og underskud: Usikkerhed omkring USA's importtold, en svagere euro og et vigende marked for ellers lukrative varebiler. Det sidste har Stellantis allerede reageret på ved at lukke sin varebilsfabrik i engelske Luton. Samtidig har man trukket stikket på udviklingen af brintbiler.
”2025 bliver et svært år. Vores nye ledelse kommer til at tage de beslutninger som er nødvendige for at vende udviklingen, siger Antonio Filosa. Han indtog chefkontoret efter den fyrede Carlos Tavares for blot to måneder siden i juni.

Danmark hårdt ramt
Nedturen rammer især Stellantis på koncernens to vigtigste markeder: Nordamerika og Europa.
I Europa faldt leveringerne af nye biler med 98.000 biler til 1,4 millioner biler. Dermed fortsætter en negativ trend for Stellantis, der også ses i Danmark. Her har Stellantis-mærker som Citroën og Peugeot tidligere toppet salgslisterne – nu går de kun ned.
I årets første seks måneder oplevede Peugeot, Citroën og Opel den største tilbagegang af alle bilmærker i Danmark med fald på henholdsvis 70, 75 og 80 pct.
Lægger man alle Stellantis-mærkerne sammen, er markedsandelen i Danmark i første halvår faldet til blot 3,4 pct. Den tilsvarende markedsandel sidste år var 12,6 pct. – eller næsten fire gange så høj. Og her hører det med til historien, at de 12,6 pct. endda ligger langt under den dominerende position, som Stellantis-mærker havde herhjemme for blot få år siden.
Forskellige problemer
I Danmark handler det om, at Stellantis har manglet attraktive elbiler. Længere sydpå mærker Stellantis hård konkurrence fra kinesiske bilmærker. I USA er koncernen ramt af Trumps toldkrig, men også af, at amerikanske mærker som Chrysler er sygnet hen i noget nær glemsel.
Flere mærker i farezonen
Alt det skal Antonio Filosa rydde op i. Opskriften bliver bl.a. flere elbiler til nordeuropæiske lande som Danmark. Og så skal man ikke blive overrasket, hvis nogle af Stellantis 14 bilmærker bliver solgt eller lukket ned.
Spørgsmålet har i hvert fald været oppe at vende i ansættelsessamtaler med alle de kandidater, som Stellantis havde til chef-posten. Legendariske mærker som Maserati, Lancia og Alfa Romeo er angiveligt i farezonen.