Stor stigning i salget af elbiler i EU

Elbiler fandt gnisten i EU i 2025. Mens salget af biler steg 1,8 procent, steg salget af elbiler næsten 30 procent. Særligt tyskerne købte flere elbiler. 

Mens danskerne købte 6,7 procent flere biler sidste år sammenlignet med 2024, var fremgangen mere behersket i EU. Her steg salget af nye biler mere moderate 1,8 procent. I alt blev der indregistreret 10,8 millioner nye personbiler i EU i 2025.

Bag tallene ligger en interessant udvikling: Efter et 2024, hvor omstillingen til elbiler i bedste fald kørte i slæbegear i det meste af Europa, vendte udviklingen i 2025.

Samlet set kørte 17,4 procent af de nye personbiler i 2025 på el. Det er en fremgang sammenlignet med 2024, hvor elbilerne udgjorde 13,6 procent af nyregistreringerne. 

Stigende tendens

Og tendensen er stigende. De europæiske bilkøbere fandt nemlig for alvor gnisten i de sidste måneder af 2025. Jo længere, vi kom ind i 2025, desto flere elbiler blev der solgt. Udviklingen toppede i december, hvor 22,6 procent af alle nye biler solgt i EU var elbiler. Det er ny rekord for biltypen.

”I 2024 oplevede vi, at salget af elbiler faldt i EU. Derfor er det meget positivt for den grønne omstilling, at elbilerne igen har fået vejgreb i 2025, og endda har fået et flot momentum i årets sidste del. Den nye Automotive Package, som EU lancerede i midten af december, har desuden gjort reglerne på området mere gennemskuelige, hvilket gør det lettere at fastholde kursen på markedet. EU fastsætter de overordnede krav, men udviklingen på elbilmarkedet afhænger i høj grad af de enkelte landes politiske prioriteringer. Det ses tydeligt i Danmark, hvor vi forventer, at elbilernes succes vil fortsætte som følge af fastfrysningen af afgifterne i 2026,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i brancheforeningen Mobility Denmark.

Store EU-lande fører an

Den fornyede interesse for elbiler i EU er ikke mindst drevet af Tyskland. Her steg salget af elbiler mere end 43 procent. I alt blev der indregistreret flere end 545.000 elbiler i Tyskland sidste år.

Også i andre store lande som Frankrig, Italien, Polen og Spanien steg salget af elbiler markant. I disse fire EU-lande steg salget af elbiler med henholdsvis 12, 44, 161 og 77 procent i 2025.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here