Store tanker bag lille elbil

Konceptbilen Citroën ELO er et ide-laboratorium, der på blot 4,1 meter er alt fra pendlerbil til autocamper og mobilt opholdsrum for seks personer.

Citroën har fået modet og fantasien tilbage. Under den nye chef, Xavier Chardon, vil Citroën generobre positionen som bilindustriens legebarn, der både tør og kan gentænke bilen.

Nyeste eksempel er konceptbilen ELO, der får officiel verdenspremiere på Bruxelles Motor Show den 9. januar.

Lille udenpå, stor indeni

ELO er en lille, elektrisk bybil med en beskeden længde på 4,1 meter. Men ingeniørerne og designere bag har tænkt store tanker om pladsudnyttelse, funktionalitet og hvad en bil egentlig kan bruges til.

ELO er tænkt som mere end blot et transportmiddel. Bilen er udtænkt og udformet, så den på samme tid kan opfylde behov til transport, pauser, fritid og arbejde. Det afspejles også i navnet: ELO står for rEst, pLay og wOrk.

Stort set hele bilens længde er udnyttet til et stort opholdsrum.

Med ELO undersøger Citroën nye måder at udnytte elbilens platform med en flad bund og en kompakt elmotor, der ikke fylder meget. Det gælder især muligheden for at frigøre plads og gentænke interiøret som et multifunktionelt rum, der skal kunne bruges til vidt forskellige formål.

Op til seks sæder

Derfor er kabinen opbygget som et rum, der kan fungere til hvile, leg og arbejde. Udgangspunktet er fire siddepladser, herunder et centralt placeret førersæde helt ude i fronten med 180 grader udsyn gennem forruden.

Førerpladsen er rykket helt frem og centreret i kabinen.

Efter behov kan der tilføjes to ekstra sæder, så bilen kan rumme seks personer. Kabinen kan også omdannes til soveplads, opholdsrum eller arbejdsstation.

Citroën har samarbejdet med den franske sportsudstyrs-kæde Decathlon om nye, funktionelle materialer og løsninger inspireret af sportstøj og outdoor-udstyr.

Kørende idélaboratorium

“ELO er et idélaboratorium, der afspejler Citroëns værdier og åbner nye perspektiver for det, der præger vores tænkning i dag. Den rummer alt det, der har været en del af mærkets DNA i mere end 100 år, og som jeg ønsker at styrke i de kommende år: kreativitet, mod, tilgængelighed, ansvarlighed, opfindsomhed og fokus på trivsel,” forklarer Xavier Chardon om tankerne bag bilen.

To-delt bagdør antyder, at ELO også er et bud på fremtidens Berlingo - også som varebil.

ELO sættes næppe direkte i serieproduktion, men dele af bilen kunne blive til virkelighed i næste generation af en ultra-funktionel bil som Berlingo.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here