Nichemærket Subaru lancerer deres udgave af Toyota bZ4X i Danmark til priser, der ligger op til 24.000 kroner under originalen.
Subaru er kendt for firehjulstræk og står stærkt i lande som USA og de europæiske lande i alpeområdet. I flade Danmark har det japanske specialistmærke altid været en specialitet for de få, men måske kan det ændre sig med mærkets skifte til elbiler.
Subaru er nemlig 20 procent ejet af Toyota. Derfor er Subarus elbiler kopier af Toyotas - blot med Subaru-logoer og let ændret lygtegrafik. Teknisk er der ingen forskel, og selv når man gransker listerne over udstyr, er det svært at finde forskelle på noget som helst.
Det gælder også muligheden for hele 10 års garanti, hvis man servicerer bilen på autoriseret værksted.
Lavere priser
Men priserne er forskellige - og her placerer Subaru sig et godt stykke under Toyota. For danske bilkøbere ligner det et interessant fif. Ikke mindst fordi interessen for Toyotas opdaterede bZ4X er enorm: I de to første måneder af året har Toyota bZ4X været den mest solgte bil i Danmark.
Hos Subaru hedder bilen Solterra. Den er netop nået frem til de 12 danske Subaru-forhandlere. Til priser, der ligger op til 35.000 kroner under Toyotas. I hvert fald måneden ud, hvor Subaru kører en introduktionskampagne med 10.000 kroners rabat på samtlige udgaver af Solterra.
Spar mest på topmodellen
Der er mest at spare på topmodellen Solterra Touring+ med alt i udstyr til 355.000 kroner. Hos Toyota koster den tilsvarende bZ4X AWD Executive Panorama 390.000 kroner. Toyota inkluderer dog to-farvet metallak til 11.000 kroner i prisen, og så ender den reelle besparelse ved at vælge Subaruen på 24.000 kroner.
Kan man nøjes med mellemudgaven Subaru Solterra Touring til 345.000 kroner, er der sparet 20.000 kroner i forhold til Toyota bZ4X Executive til 365.000 kroner. Her har Toyota fordel af 22 kW AC-opladning, mens Subaru til gengæld har 20 tommer hjul mod 18 tommer på bZ4X.
Billigste Solterra Limited koster 325.000 kroner. Også her sparer man 20.000 kroner sammenlignet med den tilsvarende Toyota bZ4X AWD Active Tech.
Toyotas basisudgaver er billigere
Mens Subaru Solterra konsekvent er udstyret med firehjulstræk og dermed to elmotorer med tilsammen 252 kW (343 hk), tilbyder Toyota bZ4X med forhjulstræk og en basisudgave med mindre batteri. Derfor kan Toyota akkurat klemme deres billigste bZ4X under 300.000 kroner for basisudgaven Active med 58 kWh-batteri og en rækkevidde på 444 kilometer.
Alt andet lige åbner det op for at tiltrække flere kunder, men bevæger man sig op i modelprogrammet har Subaru en fordel.
Solterra kan prøvekøres hos Subaru-forhandlere fra denne weekend. Læs mere om Subarus udgave af den opdaterede Toyota bZ4X her.
Mindre model er også billigere
Billedet af, at Subaru underbyder ‘originalen’ er det samme, hvis man kigger på Toyotas nye og vellykkede C-HR+. Hos Subaru hedder modellen Uncharted og koster 315.000 kroner med Limited-udstyr, forhjulstræk og 592 kilometer rækkevidde. Toyota skal have 300.000 kroner for deres tilsvarende C-HR+ Active med lidt mindre udstyr og 607 kilometers rækkevidde.

Subaru Uncharted bliver for alvor billigere, hvis man vælger topudgaven Touring+ med firehjulstræk, 252 kW og alt i udstyr til 340.000 kroner. Toyota tager nemlig 360.000 kroner for deres tilsvarende Executive Panorama.
Det hører dog med til historien, at Subaru lige nu kører lanceringstilbud på Uncharted til og med april. Derefter stiger priserne 15.000 kroner, og så er prisfordelen i forhold til Toyota stort set væk.





