Ifølge Teslas chef-ingeniør bliver velkendte batteriteknologier hele tiden bedre – og det vil de blive ’lang tid endnu’, før vi får solid state-batterier.
Solid state-batterier er spændende. Men eksisterende batteri-teknologier som litium-ion og LFP kan stadig blive meget bedre, mener Teslas chefingeniør Lars Moravy. Udviklingen med løbende, gradvise forbedringer kører konstant – og den vil fortsætte ”lang tid endnu”, siger Moravy i et interview på X for Tesla-entusiaster.
”Litium-ion og litium-jern-fosfat (LFP) – de battericeller har virkelig bevist deres værd i form af energitæthed og ydelse, og jeg tror, vi kun lige er begyndt. Jeg tror stadig, at der er masser af gevinster at hente i mikrokemi og den slags faktorer,” uddybede han over for tilhørerne.
Konstante forbedringer
Dermed siger Teslas teknik-chef egentlig bare, hvad mange andre eksperter inden for batterier med jævne mellemrum siger. At til trods for store forventninger til kommende teknologi-gennembrud, der med ét slag vil løse alle batteriers udfordringer og begrænsninger, sker der konstant løbende og mærkbare forbedringer lige nu af de velkendte og faktisk velfungerende batteri-teknologier.
Ved at justere på alt fra indholdet af råmaterialer, celledesign og sågar formen på battericellerne, kan producenterne opnå forbedringer af ladehastighed, energitæthed, omkostninger osv.
LFP – fra billig til lynhurtig
Et godt eksempel er de billigere LFP-batterier, som især kineserne excellerer i. For blot et par år siden blev de betragtet som et solidt og billigere alternativ til litium-ion batterier, der til gengæld gav køb på energitæthed og dermed rækkevidde. I dag lancerer kinesiske producenter som BYD LFP-batterier, der kan lade med op til svimlende 1.000 kW.
Litium-ion batterierne står heller ikke stille.
Tre pct. bedre om året
Lars Moravy anslår, at Tesla i gennemsnit har forbedret deres Li-Ion-batterier med tre pct. hvert eneste år. Et godt eksempel er Teslas egen Model S: I 2012 kunne en Model S køre 425 km på en opladning. I dag kører en Model S op mod 675 km og lader langt hurtigere, samtidig med at prisen er faldet.
Tesla skifter i snit over til en ny og bedre battericelle-teknologi hvert andet år, fortæller Lars Moravy. For nylig har Tesla gjort det igen. Denne gang med forbedrede battericeller fra kinesiske CATL og sydkoreanske LG, der præsterer en bred vifte af trinvise forbedringer af elektrolytter, elektroder, fremstillingsproces og pakning.
Flere forbedringer i batterier end biler
”Jeg tror, at det vil fortsætte i lang tid fremover, og at vi kommer til at finde mange flere forbedringer i batterierne end i selve bilerne,” fortæller Lars Moravy.
Det betyder ikke, at han og Tesla ikke følger med i udviklingen af helt nye batterityper som solid state. Lars Moravys pointe er snarere, at vi ikke behøver vente på dem – den nuværende batteriteknologi har allerede nået et højt niveau og bliver stadig bedre. Og det vil fortsætte, indtil nye teknologier som solid state er klar og også kan konkurrere med de kendte batterityper på prisen.