Tesla leverede flere biler i første kvartal af 2026, mens kinesiske BYD gik 25 procent tilbage. Derfor genvinder Tesla titlen som verdens største producent af elbiler.
Tesla er tilbage på toppen som verdens mest solgte elbil-mærke. I de første tre måneder af 2026 steg antallet af leverede biler for Tesla, mens den kinesiske ærkerival BYD oplevede et stort fald. Det skriver Insideevs.
I alt leverede Tesla 358.023 biler i årets første kvartal - en fremgang på 6,5 procent sammenlignet med samme kvartal for et år siden.
Samtidig leverede kinesiske BYD, der sidste år overhalede Tesla som verdens største elbilproducent, 310.389 elbiler. Det var et markant fald på 25,5 procent sammenlignet med sidste år - og årsagen til, at Tesla igen kan kalde sig verdens største inden for elbiler.
Overraskende comeback
Teslas comeback er en smule overraskende. På det amerikanske hjemmemarked har præsident Donald Trump fjernet alle tilskud til elbiler og ladeinfrastruktur, hvilket har reduceret salget af elbiler i USA. Her er BYD slet ikke til stede, og derfor ikke udsat for de negative konsekvenser af Trump-administrationens ‘krig mod elbiler’.
Faktisk oplever BYD stigende salg i Europa. Dog mere af ladehybrider end af elbiler.
Mindre tilskud i Kina
Hjemme i Kina er BYD dog ramt af nye regler for elbiler. Statens tilskud til køb af elbiler er reduceret fra 12 procent af elbilens nypris til et maksimalt tilskud på cirka 18.000 kroner uanset bilens pris.
Samtidig er der indført en mindre afgift på elbiler på fem procent i Kina. Alt andet lige er det altså blevet dyrere for kinesiske forbrugere at købe elbiler. Det har været med til at kaste markedet ud i en voldsom priskrig, hvor flere end 100 kinesiske bilmærker kæmper om de samme kunder. Og det rammer altså BYD på salget.
Tesla øger med blot to biler
At Tesla generobrer tronen fra BYD er også bemærkelsesværdigt, fordi det sker med stort set blot to modeller - Model Y og Model 3. Model S og X fremstilles ikke længere og Cybertruck sælges kun i få eksemplarer - og ikke i Europa.
Tesla har dog haft en vis succes med nye og billigere basisversioner af både Model Y og 3. Samtidig har Tesla markedsført aggressive tilbud på finansiering og privatleasing.





