Tesla er tilbage på toppen af det danske bilsalg

tesla bilsalg

Bilsalg: Tesla Model Y blev den anden mest solgte bil i Danmark i juni – kun Skoda sælger bedre. To ud af tre solgte biler i juni var elbiler.

Danske bilkøbere har tilsyneladende tilgivet Elon Musks nære forbindelse til den amerikanske præsident Donald Trump. Måske også den strakte højrearm, indblandingen i tysk politik og at kalde vores egen danske astronaut Andreas Mogensen for ’idiot’.

I hvert fald gjorde Tesla et vist comeback i juni måneds danske bilsalg. Teslas opgraderede Model Y indtog andenpladsen med et salg 1.155 biler. Kun Skoda Elroq solgte bedre med 1.684 biler.

VW er den store vinder

Mens Tesla kan notere markant fremgang er den helt store vinder dog VW-koncernen. Hele otte af de 10 mest solgte biler i juni kommer nemlig fra VW-familien. Udover Skoda Elroq på toppen blev VW T-Roc nummer tre, VW ID.4 nummer fire, Cupra Formentor nummer fem, VW ID.3 nummer seks, VW ID.Buzz nummer syv, Skoda Enyaq nummer ni og Audi Q4 e-tron nummer 10. Kun Renault 5 formåede at klemme sig ind i Top 10 på en ottendeplads.

Det er en magtdemonstration, der sætter Teslas placering i perspektiv: For blot et år siden dominerende Tesla det danske bilsalg. Nu optræder den tidligere bestseller Tesla Model 3 slet ikke i Top 10. Opkomlingen Tesla er ved at blive sat godt og grundigt på plads af Europas største bilproducent VW.  

47 pct. flere elbiler på halvt år

I alt blev der sendt 19.046 nye biler ud på vejene i juni. 12.123 af dem var elbiler, der dermed står for ligne knapt to tredjedele af det danske bilsalg i juni – 63,7 pct. Skiller man firmabiler fra og zoomer ind på privatkøb udgør elbiler lige 82 pct. af bilsalget i juni.

Første halvår bød på 57.171 nye elbiler, hvilket er en stigning i antallet på knap 47 procent sammenlignet med sidste år.

“Der var stor efterspørgsel på elbiler i 2024, og vi kan se, at interessen kun er vokset i år, særligt blandt private, der virkelig har taget elbilen til sig. Det er en udvikling, der bringer Danmark tættere på klimamålene, fordi elbiler ikke udleder CO2, og derfor er det også en udvikling, vi skal værne om. Derfor bør politikerne kigge på, hvordan en ny bilbeskatningsmodel kan skabe et enklere system, der vil gavne alle og varigt understøtte den grønne omstilling,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Lynanalyse: Reelt har Tesla tabt momentum

Umiddelbart ser det ud som om Tesla har redet stormen af, når Model Y nu er den anden mest solgte bil i Danmark. Det er kun den halve historie. Den anden er, at Tesla i dag reelt kun har én bil, Model Y, som kunderne er interesseret i, og at den er presset af stadig flere konkurrenter.

Mens Elon Musk har skubbet mange kunder væk, har konkurrenterne ædt sig ind i markedet. Det gælder især VW. For tre år siden grinede vi nærmest af tyskernes problemer med omstilling til elbiler og deres åbenlyse software-problemer. Siden har tyskerne forbedret sig mærkbart og sidder nu tungt på elbil-salget i Danmark. Det er et meget sigende billede på, at konkurrenterne ikke har siddet på hænderne, mens Elon Musk har fortabt sig i amerikansk politik og forsømt at udvikle Tesla.

Tesla kommer næppe tilbage på toppen af bilsalget – hverken i Danmark eller resten af verden. Med mindre Tesla trækker en kanin op af hatten i form af den hypede basismodel, kendt som ’Model 2’, som mærket har lovet i årevis. Deadline var i øvrigt i går, og vi har endnu ikke set bilen. Og selv hvis ’Model 2’ kommer, får den det svært i et marked, hvor konkurrenterne for længst har indhentet Tesla.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here