Tesla Model 3 Performance overgår sig selv

Model 3 performance
Tesla har netop lanceret en ny udgave af Model 3 Performance. Men en af Teslas udfordringer er, at de har nogle af de ældste modeller på et marked for elbiler, hvor konkurrencen aldrig har været større.

Tesla holder fast i Performance-navnet, men skruer op for alt andet i power-udgaven af Model 3. Nyt er flere særlige Performance-detaljer.

Rygtet var løbet i forvejen og talte om, at den nye power-udgave af Tesla Model 3 skulle hedde Ludicrous (latterlig). Det kommer den ikke til. Tesla har netop afsløret fartmonstret og holder fast i Performance-betegnelsen. Præstationerne skal dog nok få fans til at grine hysterisk: 0-100 km/t er overstået på 3,1 sekunder, og holder du speederen nede, stopper accelerationen først ved 262 km/t.

Det er tal, der kan sammenlignes med fuldblods sportsvogne. Men uden CO2-udslip og til en pris på 440.000 kr., der – fartressourcerne taget i betragtning – må siges at være latterligt lav.

Diffusoren er blevet mere tydelig på den nye Performance-udgave af Model 3.
Optimerede køreegenskaber

Men i virkeligheden er det ikke den rå fart, der er spændende ved den nye, opgraderede udgave af Model 3 Performance. Det er den ingeniørkunst, der er lagt i optimering af køreegenskaber, kabine og design. For lad os være ærlige. Teslas elektriske svar på en hårdtpumpet BMW 3-serie har altid været brutalt hurtig, men også brutalt ærlig, når den stødte på ujævnheder og grov asfalt. Affjedringen var nyreknusende hård, og dækstøjen påtrængende ved alle hastigheder.

Her lover Tesla markante forbedringer. Som de mere civiliserede udgaver af Model 3 har Performance fået forfinet hjulophængene, lige som støjdæmpningen skulle være væsentligt bedre.

Rigtige bucket-sportssæder skal give bedre sidestøtte i Model 3 Performance.

Performance får tilmed særligt avancerede med adaptiv hjulophæng. Sammen med forstærkninger af chassiset og Track Mode vs. 3 skal det gøre undervognen i stand til at gabe over alt fra Track Day i weekenden til pendlertrafik på hverdage. Når du angriber sving og bremser hårdt, vil du opleve mindre krængning og løft end før. Det glæder vi os til at prøve.

Indlæg i kulfiber er forbeholdt Performance-udgaven.
Flere særlige detaljer

I det hele taget virker det som om, at Tesla har givet sig tid til at kæle for detaljerne. Modsat tidligere Performance-udgaver, er der nu rigtige bucket-sportssæder med ekstra sidestøtte i kabinen, der også er pyntet med et tværgående kulfiberindlæg på instrumentbrættet.

Udvendig er der spoilere for og bag, der både øger trykket på bagakslen og reducerer luftmodstanden til gavn for rækkevidden. Bremserne har endnu mere bid, og sidder bag smedede alufælge i 20-tommer med vindafvisende indlæg.

Smedede 20-tommer fælge er standard. Indlæg mellem egerne reducerer luftmodstanden.
Intet træk

Med fintuningen af Model 3 Performance afviger Tesla i højere grad end tidligere fra konceptet om ikke for alvor at gøre forskel på de enkelte modeller. Listen over ekstraudstyr er dog fortsat meget kort: Der er fem farver, mulighed for sort eller hvidt indtræk, udvidet fartpilot samt ’fuldt selvkørende egenskaber’. Anhængertræk er ikke en del af Performance-pakken.

Model 3 Performance har traditionelt haft en stor fanskare. På den måde kommer lanceringen ganske belejligt for Tesla, der netop nu oplever det laveste salg i fire år. Efter Model 3 forventes den større og bedre sælgende Model Y også at komme i en tilsvarende Performance-udgave. Det sker dog formentlig først efter eller i forbindelse med et facelift a la Model 3, som Model Y angiveligt får senere i år.

Model 3 Performance kan bestilles nu og leveres i løbet af maj – juni.

Tesla Model 3 Performance

Dual motor, firehjulstræk
Op til 375 kW (510 hk) / 741 Nm
O-100 km/t: 3,1 sek.
Topfart: 262 km/t
Rækkevidde: 528 km (WLTP)
Adaptiv affjedring
Bucket sportssæder m. køl og varme
Track Mode V3
20-tommer Warp-fælge
Pris: 440.090 kr.
Levering: Maj-juni

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here