I 2023 var Tesla Model Y verdens mest solgte bil. I 2024 var det tæt på, men i 2025 var den ikke, selvom Elon Musk påstår det modsatte.
“Tesla Model Y er nu officielt verdens mest solgte bil for tredje år i træk,” proklamerede Tesla-chef Elon Musk på sit sociale medie X på 2025’s næstsidste dag.
Men det synes at være en sandhed med modifikationer. Det amerikanske website Electrek har gransket data fra flere uafhængige analytikere og sår seriøs tvivl om Musks melding. Faktisk mener Electrek at kunne regne sig frem til, at Model Y i 2025 kun er verdens tredjemest solgte bil.
Model Y var helt uden tvivl verdens mest solgte bil i 2023. 1.223.000 solgte blev det til, knap 150.000 flere end Toyota RAV4. I 2024 hersker der, afhængigt af hvem man spørger, nogen uenighed om, hvorvidt topsælgeren var RAV4 eller Model Y. Ifølge det globale analysefirma JATO Dynamics, som Hvilkenbil citerede, da 2024-tallene var tilgængelige i sommeren 2025, blev Model Y overhalet af RAV4 med sølle 2.000 styk.
Fakta versus Musk
Men den slags faktuelle detaljer synes ikke at betyde noget for Elon Musk, når aktiekurser skal bankes op, og forventninger til regnskabet skal se bedst muligt ud. Så kan man åbenbart godt omgås sandheden lidt lemfældigt.
Således også, hvad angår salgstallene for 2025, der langtfra er tilgængelige endnu. Normalt skal man hen omkring april-maj, før de endelige fakta om det forgangne års globale salg er 100 procent pålidelige.
Det amerikanske medies analyser viser, at Tesla Model Y-salget forventes at være faldet med minimum 12 pct. fra 2024 til 2025. Og at Toyota RAV4-salget er steget med 0,6 pct. Uanset om procenttallene efter den endelige opgørelse viser større udsving mellem de to kombattanter, så kan Model Y efter alt at dømme ikke true RAV4’s position som verdens mest solgte bil.
Formodningen er, at Toyota i 2025 solgte 1,2 millioner RAV4, og Tesla solgte cirka 1,03 mio. Model Y.
For at føje spot til skade, ser det ifølge Electrek endda ud til, at Toyota Corolla overgår Model Y med 50.000 flere solgte.
Slører tallene
Den endelige sandhed vil ikke foreligge før om mange måneder. Når det sker, vil der sagtens kunne være en vis usikkerhed omkring Tesla-tallene, skriver Electrek.
Stort set alle bilproducenter offentliggør præcise tal for hver enkelt model, men Tesla har det med at lægge et røgslør ud ved ikke nøjagtigt at dele salgstallene op på modeller.
Toyotas samlede 2025-salg vil blive offentliggjort i næste uge. Teslas (upræcise) tal vil ikke være tilgængelige før om flere måneder.
Hvis man skal tage Elon Musk lidt i forsvar, kan det jo bare være, at det var ordet electric, der smuttede, da han forleden postede sit indlæg på X. At han altså mente "verdens mest solgte elbil"?






