Tesla S er Norges mest solgte bil

Trods skrappe stigninger og store afstande er Norge blevet foregangsland for elbiler. Tesla S er topsælger og sælges nu til overpriser på brugtmarkedet.

Norske bilister er i den grad kommet i stødet: Godt hjulpet af afgiftsfritagelse, gratis p-pladser, forkørselsret og gratis passage af broer og bomme er salget af elbiler nærmest eksploderet hos vores norske broderfolk. Modsat herhjemme er den mest solgte bil hverken en beskeden VW Up eller en snusfornuftig Skoda Octavia, men alle elbilers konge, Tesla Model S.

Den næsten 5 meter lange og særdeles potente luksuslimousine koster fra 600.000 kr. i Norge, men mange nordmænd bruger altså gerne en del af nationens olieformue på den californiske elbil. I sidste måned nåede salget op på 616 styk. Det svarer til 5,1 pct. af det samlede norske bilsalg og dermed rykkede Tesla S op på førstepladsen foran VW Golf.

Vi har en enorm efterspørgsel på bilen og intet tyder på, at det stopper. Vi har masser af kunder på ventelisten,” siger Joar Tenfjord, chef for den lokale Tesla-forhandler i Bergen til Automotive News Europe.

Faktisk er hypen om Tesla S nu så stor i Norge, at brugtværdien overstiger nybilsværdien. Desperate liebhavere betaler nemlig gerne 700.000 kr. eller mere for en brugt Tesla S for at undgå den officielle ventetid på 5 måneder.

Det lyder vanvittigt, men Norges afgiftsregler gør Tesla S til lidt af et røverkøb. I Norge betaler man nemlig afgift efter motorkraft og forbrug, og derfor koster en almindelig bil med benzin- eller dieselmotor med samme enorme kræfter som Tesla S næsten dobbelt så meget. De norske afgiftsregler beviser dermed, at man sagtens kan flytte salget af biler til mere miljøvenlige typer, hvis man virkelig ønsker det. Trods indlysende ulemper som enorme afstande og masser af tyndt befolkede områder, er det altså lykkedes Norge at blive foregangsland for udbredelsen af elbiler.

[email protected]

1 COMMENT

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here