BILTEST: Ford Kuga er som opladningshybrid en dynamisk allrounder, men to afgørende faktorer trækker ned, når dommen skal fældes.
Hvilken bil?
I centrum for dagens test står den fornyede Ford Kuga – bilen, der var med til at øge antallet af private ladestandere i de danske indkørsler og siden 2021 har været landets mest solgte opladningshybrid.
Pilen peger ganske vist ikke opladningshybridernes vej – i hvert fald ikke i Danmark – men der er dog stadig et stort publikum til biltypen. Også hos os. Opfriskningen af modellen, der er fra 2019, består af en lidt kraftigere motor, forbedret software og en lettere kosmetisk finpudsning.
Den 2,5 liters benzinmotor yder i samarbejde med et 14 kWh-batteri 243 hestekræfter, og rækkevidden på el er stort set uændret – 68 kilometer. Ladeeffekten er stadig kun på maks 3,7 kW.
Titanium-modellen koster 340.000 kroner, ST-Line X og testbilen Active X koster 370.000 kr. De 30.000 ekstra kroner skal man ofre, for her får man den nye sikkerhedspakke med automatisk nødbremse, adaptiv fartpilot med avanceret vognbaneassistent, blindvinkelassistent, aktiv nedbremsning for objekter bag bilen, 360 graders kamera og 18 tommer alufælge. Det udstyr koster i sig selv 20.000 kr. som ekstraudstyr til basismodellen.
For de sidste 10.000 kr. får man ekstra støttende forsæder med elektrisk indstilling, dellæder, B&O-lydsystem plus diverse designelementer.
Den delvise afgiftslettelse af opladningshybrider bliver mindre fra nytår, og det vil – ud fra de officielle takster – gøre Kuga i omegnen af 15.000 kr. dyrere. Ford har endnu ikke meldt officielt ud, om de øgede afgifter betyder en prisforhøjelse.
Vidste du at?
Ford Kuga har været Europas bedst sælgende opladningshybrid de seneste tre år. Også i Danmark, hvor Ford i 2023 solgte 4.548 styk, 3.600 flere end nummer to på listen.
Første Ford Kuga kom i 2008, og den nuværende er tredje generation. I 2008 delte den platform med Focus og Volvo V50, som Ford ejede dengang i 00’erne. Den let forhøjede SUV-opskrift har vist sig at være en kæmpe succes med flere end en million solgte på verdensplan.
Hvordan er førerpladsen?
Hvis man kan huske den snart hedengange Focus – snøft – så føler man sig ret meget hjemme bag rattet. Indretningens ergonomi sidder lige i samme øje som i Focus, og Kuga er i den fornyede udgave beriget af en 13,2 tommer infotainmentskærm.
ST-Line X og testbilen Active X har såkaldte AGR-forsæder – oprindeligt en Opel-opfindelse kaldet Aktion Gesunder Rücken udviklet af bl.a. fysioterapeuter – og med de 12 elektriske justeringsmuligheder er velværet sikret. Fords opgraderede SYNC 4-software skulle have dobbelt så meget computerkraft som før inklusive mulighed for 5G-opkobling, trådløs Apple CarPlay/Android Auto og Amazon-assistenten Alexa, som man nogenlunde nemt kan kommunikere sine mest simple ønsker til. Skærmen ser godt ud med klar grafik og hurtige reaktioner på berøringerne. Nederst sidder en stribe touch-genveje til sædevarme, klimaanlæggets temperatur og elbagrude – det var tidligere analoge knapper, og dem foretrækker vi. Under skærmen sidder en flad række med start-knap, trykknapper til aktivering af 360 graders kameraet, parkeringshjælp og køreprogrammer. Som om man ikke helt har vidst, hvor man skulle gøre af dem.
På det fede læderrat findes stadig gode trykknapper til bl.a. fartpilot og lydanlæg. Opladningshybridens gearkasse er af den trinløse CVT-slags, og gearvælgeren er en rund drejeknap på midterkonsollen. Den vænner man sig hurtigt til.
Hvordan opleves kabinen?
Bagsædet kan justeres i længden, og ryglænet kan vippes. Fra midterposition og bagud er her fin plads til to voksne og en næsten lige så stor tredje i midten. Med bagsædets justeringsmuligheder kan bagagerummets volumen øges fra 420 til 628 liter – med bagsædets ryglæn lagt ned tager bagagerummet over 1.500 liter.
Interiørets farvekombinationer begrænser sig stort set til én, og den man kalde kedelig eller diskret. I hvert fald grå. Men af en tillidsvækkende kvalitet, der sømmer sig for en bil til 380.000 kr.
Er sikkerheden i orden?
Som nævnt er Kuga fra 2019, og det samme er Euro NCAP-sikkerhedstesten. Hvor den fik fem stjerner. Den fem år gamle test kan ikke bruges til så voldsomt meget i dag, men crashsikkerheden behøver man næppe tvivle på.
Fraværet af den moderne centerairbag, der beskytter personerne i forsæderne mod at knalde hovederne sammen ved sidekollisioner, vil trække ned i dag, men med de to topudstyrede varianters aktive sikkerhedssystemer med adaptiv fartpilot og aktiv vognbaneassistent har den det nødvendige. Fartpilot og vognbaneasssistent er i øvrigt særdeles velfungerende – systemerne holder betryggende afstand og er ikke overformynderisk irriterende, når det kommer til at holde bilen på plads mellem vognbanelinjerne.
Hvordan kører den?
Focus-slægtskabet gør den semihøje crossover og 1,9 ton tunge opladningshybrid godt. Den er nærmest agil og kører som en Ford. Det vil sige, at styretøjet er præcist og stramt, undervognen er dynamisk på den altfavnende måde, nærmest sjov.
Det meste af tiden er Kugaen dog bare som en helt almindelig og komfortabel familiebil, hvilket også vil sige, at den stort set ikke lader sig mærke af dybe kloakdæksler. Som semi-SUV forener ingen andre sport med komfort som en Ford.
Hvordan er motoren?
Udregningen af benzinøkonomien efter den gældende WLTP-norm er ikke synderligt anvendelig, men den er bekvem, når det kommer til beregning af ejerafgiften. For med et teoretisk benzinforbrug på 111,1 kilometer på literen og en CO2-udledning på 20 gram pr. kilometer er den årlige ejerafgift pt. 780 kr.
Men hvis man nu har en opladnings-Kuga og en hjemmelader – som er et must – og man har et dagligt pendlerbehov på 50 km, vil man kunne få en rigtigt fornuftig månedlig benzinregning ud af slægtskabet med sin Kuga. I den virkelige danske vinterverden med dagtemperatur på fem-seks plusgrader løb det fuldt ladede batteri tomt efter godt 40 kilometers kørsel, men over de næste 200 kilometers varierede benzinkørsel med forskellig hybridhjælp takket være rekuperation endte benzinforbruget på 15,4 km/l. Hvilket er acceptabelt.
Skiftet mellem el og hybrid fungerer superblidt og gnidningsfrit, langt bedre end de fleste andre opladningshybrider, jeg har prøvet. Den trinløse CVT-gearkasse kommer ikke på overarbejde, da de 243 hestekræfter og det solide moment kun sjældent nødvendiggør kraftig acceleration.
Ladeeffekten på 3,7 kW gør desværre, at man ikke kan koble den op på eksempelvis en 11 eller 22 kW-lader, når man er på indkøb. Den mulighed ville øge hybridens anvendelighed og miljøvenlighed.
Passer prisen?
Anbefalingen herfra går klart på en af de to Kuga-topmodeller til 370.000 kr. Fordi de bare er de bedste køb på grund af det sikkerhedsudstyr, der kræves i dag, og fordi de også har en ekstra portion komfortudstyr.
De mest avancerede LED-forlygter er rare at have, men ikke nødvendige, så jeg ville spare de knap 30.000 kr., som de koster inkl. head-up-display og den karakteristiske lysstribe mellem forlygterne.
Til gengæld kan den lille vinterpakke til 3.600 kr. med varme i rattet og bagsædet anbefales.
Er der alternativer?
Kia Sportage med 66 kilometers elektrisk rækkevidde koster fra 390.000 kr., dens ladehastighed er lige så beskeden som Kugas, og på fysiske mål overgår Kuga Sportage med nogle centimeter. På udstyrssiden matcher de stort set hinanden, omend sydkoreaneren ikke har eljusterbare forsæder eller trådløs opladning af mobiltelefonen. Kia-søstermodellen, Hyundai Tucson med samme teknik, koster i den topudstyrede variant 373.000 kr. For udstyrsmæssigt at nå på højde med Kuga skal tilkøbes et par pakker til godt 30.000 kr.
Den statsejede kineser, MG HS, koster i dyreste og meget veludstyrede variant 335.000 kr. Batteriet er på 21 kWh, rækkevidden 100 km, og ladeeffekten som Kugas og Sportages/Tucsons.
Fælles for de to sydkoreanere og kineseren er dog, at de på garanti klart udkonkurrerer tyske Ford. Så tæller længst mulig elektrisk rækkevidde og størst mulig ladeeffekt plus en solid garanti, får man mest for pengene ved at købe en MG HS. Man vil dog føle sig i lidt mere eksklusivt og lækkert selskab ved at købe Kuga, Sportage eller Tucson.
Konklusion:
For: Køreegenskaber, betjening, kvalitet.
Imod: Ladeffekt, kun to års garanti.
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Ford Kuga 2,5 PHEV Active X
Vejl. pris, inkl. lev.: 369.990 kr.
Pris billigste (Titanium): 339.990 kr.
Anslået kontantrabat: * 15.000 kr.
Årlig ejerafgift: 780 kr.
Garanti (mekanik/lak/rust): 2/2/12 år
Garanti batteri: 8 år/160.000 km
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 stjerner (2019)
Antal airbags: 6
Længde/bredde/højde: 465/188/168 cm
Bagagerum (min/max): 420-628/1.517 liter
Vægt: 1.859 kg
Anhængervægt (u/m bremser): 750/2.100 kg
Motor og transmission: 4 cyl., 2,5 liter benzin, e-CVT aut., forhjulstræk
Effekt/moment: 243 hk, 200/320 Nm
Batteri: 14,4 kWh
Rækkevidde på el: 68 km
Ladeeffekt: 3,7 kW
Forbrug (WLTP-norm): 111,1 km/l (20-21 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 15,4 km/l
0-100 km/t: 7,3 sek
Topfart: 200 km/t
(*Anslået af hvilkenbil.dk)
Særligt standardudstyr:
Automatisk nødbremse m. fodgænger- og cyklistgenkendelse, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent, blindvinkelassistent, aut. bremse for krydsende trafik bag, vejskiltegenkendelse, LED-forlygter, p-sensor for og bag, 360 graders kamera, elektrisk justerbare sidespejle m. varme og klapfunktion, varme i forrude, regnsensor, aut. nedblænding af bakspejl, 2-zonet klimaanlæg, elektrisk justering af AGR-forsæder, førersæde m. memory, varme i forsæder, længdejusterbart bagsæde, 13,2 tommer infotainmentskærm, SYNC 4-software, navigationsanlæg, DAB-FM-radio, Apple CarPlay/Android Auto, B&O-lydstem m. 10 højttalere og subwoofer, trådløs opladning af mobiltelefon, nøglefri adgang, mørktonede ruder bag, dørkantbeskyttere, elektrisk betjent bagklap, 18 tommer alufælge.
Ekstraudstyr:
Metallak: 2.080-5.550 kr.
Teknologi-pakke (intelligente Matrix-LED-forlygter, head-up-display, lysbro mellem forlygter): 28.980 kr.
Vinterpakke (varme i rat og bagsæde): 3.460 kr.
19 og 20 tommer alufælge: 6.810 og 19.770 kr.
Panoramasoltag: 21.150 kr.
Af redaktionen