BILTEST: Honda Jazz har klassens mest fleksible indretning med magiske ‘biografsæder’ og kæmpe bagagerum. Men bagsædet stjæler plads fra forsæderne.
Hvilken bil?
Honda er nået til tredje generation af den smågeniale multikunstner Jazz. Første udgave så vi aldrig, andet oplag blev Årets Bil i Danmark 2009, men fik aldrig et folkeligt gennembrud på grund af høje priser. Det særlige ved Jazz er den fleksible indretning med fladt gulv, stort bagagerum og bagsæder, der kan vippe op som i biografen, så du kan have en mindre cykel på tværs bag forsæderne. Her tester vi mellemudgaven Comfort med køreassistenter som skiltegenkendelse og linjevogter til 174.000 kr. inkl. levering.
Vidste du at?
Honda Jazz er en snedig konstruktion. Ved at placere benzintanken under forsæderne har ingeniørerne kunne indrette kabinen med ‘magic seats’ og et bagsæde, der uden sammenligning er det mest gæstfrie i miniklassen.
At Honda så klipper en hæl og hugger en tå andre steder, vender vi tilbage til… Tredje generation er ny til sidste svejsning og har bl.a. tre cm længere mellem akslerne end forgængeren. Platformen bruges også til den kompakte crossover HR-V, der byder på samme magiske bagsæde som Jazz.
Hvordan er førerpladsen?
Futuristisk men velfungerende med nogle knapper og betjeningsgreb, der virker lige så lækre, som plastikken over alt er stenhård. Udsynet er fremragende, men er du – som undertegnede – 190 cm høj – er førerpladsen også Jazz’ akilleshæl: For at skabe rekordplads på bagsædet, har Honda nemlig sørget for, at du ikke kan køre forsæderne særligt langt tilbage. Til overflod er sæderne flade og helt uden støtte under lårene. For denne testkører resulterer det i en kørestilling, der kun findes lige så ringe i discountbilen Dacia Sandero. Det er en ommer, Honda.
Hvordan opleves kabinen?
Mens forsæderne udelukkende er for personer op til middelhøjde, er der anderledes gæstfrit på bagsædet. Honda Jazz har miniklassens største bagsæde med helt suveræn benplads. Ser vi bort fra, at pladsen opnås på forsædernes bekostning, gør det Jazz til et reelt alternativ til større biler for den middelhøje kernefamilie. Fleksibiliteten er samtidig i top med ‘biograf-bagsæder’, der enten vipper op eller dybt ned i gulvet, så bagagerummet bliver enormt med et fladt gulv. Som Svend Gehrs sagde engang: Det er genialt, det der…
Er sikkerheden i orden?
Ja, Honda Jazz klarer Euro NCAPs crashtest til topkarakter, hvad enten den rammer muren frontalt, vædres fra siden eller glider ind i en metalpæl. Kabinen er stærk og stabil, alle airbags virker efter hensigten og også beskyttelsen mod piskesmæld er upåklagelig. Jazz har også automatisk nødbremse, der er effektiv op til 25 km/t, men andre sikkerhedsassistenter som vognbaneassistent, fartbegrænser, skiltegenkendelse og advarsel om frontalkollision fås ikke til basisudgaven. De fleste Jazz-udgaver opnår dog topbedømmelsen fem stjerner i NCAP-testen. Læs mere på sikkerbil.dk
Hvordan kører den?
Forgængeren var lidt stivbenet og lettere uinspireret at køre – hvilket var og er usædvanligt for en Honda, men her havde japanerne også ofret alt på fleksibilitetens alter.
Tredje udgave af Jazz er fortsat ikke nogen swing king, men affjedringen er blødt betydeligt op, så komforten er løftet op på et fuldt tilfredsstillende niveau.
Samtidig er støj fra motor, hjul og vind reduceret betydeligt, så selv om du ikke ligefrem sidder og griner af køreglæde, kan du sagtens køre langt og længe i den nye Jazz.
Hvordan er motoren?
‘Earth Dream’ kalder Honda den nyudviklede 1,3 liters motor, der er en klassisk konstruktion med fire cylindre og 102 hårdtpumpede heste. Mens konkurrenterne bruger turbo, skal du bruge omdrejninger for at fremtvinge fart og fremdrift i Jazz. Det virker gammeldags og som alt andet end en drøm – men Honda-motoren har også gode sider: Gearskiftet er kort og kontant, maskinen er ekstremt letløbende, tager gerne omdrejninger og nåede et testforbrug på 19,2 km/l. Det er overbevisende – og usædvanlig tæt på de lovede 20 km/l.
Passer prisen?
Det særlige ved Jazz er, at den – forudsat forsædepassagererne ikke er særligt høje – tilbyder lige så meget kabineplads som mange biler i klassen over. Set i det lys er prisen for den testede Jazz med masser af udstyr og ADAS-pakken med masser af assistentsystemer absolut fair – og i øvrigt omkring 35.000 kr. lavere end forgængerens. Kan du undvære de elektroniske hjælpemidler samt detaljer som alufælge, p-sensor og internetradio koster basisudgaven Trend 153.000 kr. inkl. levering.
Er der alternativer?
Nissan Note med Acenta-udstyr og 98 hk til 189.000 kr. kommer tættest på, når det gælder plads og praktisk indretning, men er ikke så fleksibel. Toyota Yaris med ligeledes turboløs 1,3 liters motor, 99 hk, god plads og T2-udstyr til 173.000 kr. kan også minde om Jazz, men mangler de magiske bagsæder. En traditionel og populær mini som VW Polo er et kompetent alternativ, men koster hele 194.000 kr. med Comfortline udstyr og 90 hestes turbomotor. Vores favorit er dog Opel Corsa med tre cylindre og 90 kvikke turboheste, der byder på et almindeligt bagsæde, men bedre plads foran end Jazz og fine allround egenskaber til 164.000 kr.
Konklusion:
For: Genial indretning, lavt forbrug, ry for kvalitet.
Imod: Indskrænket forsædeplads, svag motor.
Hvilkenbil siger:
På bagsædet sprudler Honda Jazz med genial indretning og plads – foran spiller den en trist blues for høje personer, der slet ikke har plads nok. Et ærgerligt og unødvendigt paradoks for Jazz, der ellers har kvaliteter til at være miniklassens mest spændende ‘rumfartøj’.
Læs også tests af konkurrenterne:
Opel Corsa i vellykket comeback
Nissan Note – mini med maximal plads
Fornuften fører an i Skoda Fabia
Faceliftet Yaris vender stærkt tilbage
VW Polo er stadig klassens alfa-han
Renault Clio forfører med stil og komfort
Peugeot 208 genfinder køreglæden
FAKTA: Honda Jazz 1,3 Comfort ADAS
Vejl. pris, inkl. lev.: 174.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 5.000 kr.
Årlig ejerafgift: 620 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 20,0 km/l
Forbrug i test: 19,2 km/l
Længde/bredde/højde: 400/169/155 cm
Bagagerum (min/max): 354/1.314 liter
Vægt: 1.160 kg
Motor: 4 cyl., 1,3 liter, benzin
Effekt: 102 hk/123 Nm
0-100 km/t: 11,2 sek
Topfart: 190 km/t
Særligt standard udstyr:
Ratbetjent cd-radio med fire højttalere, 7-tommers touchscreen, el-ruder for og bag, el-justerbare sidespejle, fjernbetjent centrallås, multijusterbart rat, varme i forsæder, aircondition, fartpilot, LED kørelys, regnsensor, splitbagsæde (Magic Seats), kørecomputer, USB og AUX-indgange, start-stop automatik, bluetooth, ADAS-pakke med automatisk nødbremse, vognbaneassistent, skiltegenkendelse, fartbegrænser og fjernlysautomatik, p-sensor og 15” alufælge.
Metallak: 6.000 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)