BILTEST: BYD Dolphin Surf har flere kvaliteter end lav pris - men også flere irriterende unoder, der er typiske for kinesiske elbiler.
Hvilken bil?
Dolphin Surf er BYD’s hidtil mindste model - en fire meter lang elbil med fire siddepladser, forhjulstræk og beskeden rækkevidde. Formålet er at holde prisen nede, og det lykkes til fulde sidst på året, når den kommer i en skrabet basisudgave med lille batteri og en rækkevidde på blot 220 km. Det trykker prisen lige under 150.000 kr. og gør den kompakte kineser til Danmarks billigste elbil. I øvrigt uden at være tarvelig eller dårlig - det vender vi tilbage til.
Her tester vi topudgaven Comfort til 190.000 kr. Her er godt med udstyr, elmotoren leverer 115 kW (156 hk), og det større batteri på 43 kWh giver en OK rækkevidde på 310 km, så du også kan surfe ud af byen, når det er nødvendigt.
Vidste du at?
Dolphin Surf har været en af årets mest omtalte bilnyheder. Hypen begyndte allerede i 2023, da modellen blev lanceret hjemme i Kina til opsigtsvækkende lave priser. Som altid stiger prisen dog markant, når biler forlader det kinesiske hjemmemarked for at indtage Europa. Alene transporten koster, og BYD måtte også bygge Dolphin Surf lidt om i eksportudgaven, der bl.a. er 21 cm længere end Kina-udgaven.
Sidst men ikke mindst bliver Dolphin Surf pålagt 27 pct. told fordi EU vurderer, at kinesiske elbiler ellers har en unfair konkurrencefordel på grund af kinesisk statsstøtte.
Trods mellemnavnet har Surf intet at gøre med den større BYD Dolphin. På nogle markeder hedder modellen bare Seagull.
Hvordan er førerpladsen?
Dolphin Surf er smal og høj, så du har et fint overblik over vejen fra førersædet. Topudgaven har eljusterbare forsæder, der desværre ikke kan justere selve sædets vinkel. Derfor mangler undertegnede på 190 cm støtte under lårene, men sidder ellers udmærket.
Betjeningen er typisk kinesisk: Det meste foregår via en 10-tommer central skærm med en lille, nærmest gnidret grafik, der gør det svært at aflæse informationer og trykke præcist i farten.
Betjeningen er hverken logisk eller intuitiv. Slet ikke, hvis du vil slå nogle af de emsige assistenter fra, der bipper og advarer mod alt fra uopmærksomhed til minimale overtrædelser af fartgrænserne. Det kræver adskillige tryk i flere undermenuer.
DAB-radioen taber jævnligt forbindelsen, mens ventilationsanlægget helt umotiveret og vilkårligt tænder for aircondition. Det mærkes, for så er luften pludselig køleskabskold, og det er svært at fastholde en behagelig middeltemperatur. Et velkendt og stadig uforklarligt fænomen i mange kinesiske biler.
Under skærmen er de cirkelrunde knapper mærkelige at betjene - du skal trykke og vippe på samme tid, ellers sker der ikke noget. Så går det bedre med de fysiske knapper i rattet, der nok føles plastic-agtige, men i øvrigt letter betjeningen.
Hvordan opleves kabinen?
Mens betjeningen frustrerer, er kabinen i Dolphin Surf et OK sted at opholde sig. Her er både hårde og mere bløde plastoverflader, kunstlæderindtrækket er meget.. ja, kunstigt, men det meste er pænt lavet, og vi hørte ingen mislyde i testugen. Dolphin Surf virker solidt bygget.
Bagsædet er smalt, og her er da også kun to seler. Til gengæld kan du få store sko ind under forsæderne, og det er med til at give mærkbart bedre plads end i en konkurrent som Renault 5. Børn vil dog have svært ved at kigge ud af de smalle sideruder, så her er lagt op til køresyge og beklagelser fra bagsædet.
Bagagerummet kan der ikke klages over. Det er ikke dybt, men inklusive et stort kælderrum er her plads til over 300 liter - absolut godkendt for en fire meter kort bil. Dog har BYD sparet hattehylden væk, hvilket gør det svært at skjule værdigenstande for uvedkommende blikke. Det er lidt billigt.
Er sikkerheden i orden?
BYD Dolphin Surf er testet efter de skrappeste 2025-normer af Euro NCAP, og det slap den kompakte kineser fra med fem ud fem mulige NCAP-stjerner. Et stærkt resultat, der endnu engang understreger, hvor langt kineserne er kommet på rekordtid - også på de billigste biler.
Dolphin Surf har ingen nævneværdige svagheder på sikkerheden. Euro NCAP noterer lidt ekstra belastning af bagsædepassagers brystkasse ved frontalkollision. BYD har også sparet centerairbaggen mellem forsæderne væk, der forhindrer to personer foran i at knalde hovederne sammen ved påkørsel ved siden.
De aktive sikkerhedsassistenter fungerer overvejende efter hensigten. Vi oplevede en lidt hakkende vognbaneassistent, og som Euro NCAP var vi heller ikke imponerede af træt- og uopmærksomhedsovervågningen. Den er emsig som en kinesisk embedsmand, der holder øje med, om alle marcherer i takt. Man bliver vanvittig af det, men heldigvis kan den - dybt inde i en menu - slås fra. Til prisen tilbyder Dolphin Surf glimrende passiv og aktiv sikkerhed.
Læs Euro NCAP’s test her og se videoen herunder.
Hvordan kører den?
På vejen har Dolphin Surf to personligheder. Blød, behagelig og nem at tumle med sin lille venderadius inde i byen. Her opleves den som en vellykket bybil i sit es.
Ude af byen, på snoede sogneveje og lange motorvejsstræk, skifter city-surferen karakter. Den bliver ikke ubehagelig, men støj fra vind og dæk stiger mærkbart og affjedringen virker både mere hoppende og duvende. Bremserne bider lidt for ivrigt og får bilen til at bukke som en høflig asiat. I snævre sving savner vi til gengæld mere præcision i det sterile styretøj og mere ro og stabilitet på motorvejen. Igen, det er ikke direkte dårligt eller utrygt, men på lande- og motorvej er der langt op til en anderledes sofistikeret konkurrent som Renault 5.
Måske har det noget at gøre med testbilens Hankook helårsdæk, der aldrig formidlede en oplevelse af solidt vejgreb. Måske at BYD nøjes med en simpel, halvstiv bagaksel, der har svært ved at tøjle elbilens højere vægt.
Hvordan er motor og opladning?
Mens den meget omtalte basisudgave nøjes med 65 kW (88 hk), har topudgaven Comfort hele 115 kW (156 hk) at lege med. Det giver et frisk afsæt uden lige frem at gøre Dolphin Surf til en raket - måske fordi helårsdækkene kæmper med at gribe fat i asfalten. Motoren hviner også lidt under acceleration som endnu et tegn på, at BYD har sparet for at holde prisen nede.
Samme tanke får man, når det gælder lynladning. Effekten topper ved 85 kW, men vi nåede kun 61 kW - og kun kortvarigt. Det går endda, for med så lille et batteri, tager det alligevel ‘kun’ en halv times tid at lynlade 10-80 procent. Hjemmeladning med vekselstrøm er standard: 11 kW og knapt fire timer for en 10-100 pct. opladning - det er fint.
Effektiviteten er også godkendt. BYD lover 6,3 km/kWh, vi nåede pæne 6,6 km/kWh i en lun testuge med meget blandet kørsel. Det svarer til en sommerrækkevidde på op til 250 km. På motorvej kommer man under 200 km - og da Dolphin Surf ikke har varmepumpe, kan rækkevidden falde til 120-150 km i vinterhalvåret, hvis man vover sig uden for byen. Det skal man huske; selv med det ‘store’ batteri betragter vi den kompakte kineser som en bybil, der kun undtagelsesvist skal på langtur.
Passer prisen?
Både og. 190.000 kr. for en veludstyret topmodel er fair uden ligefrem at være det vildt gode tilbud, som hypen har været omkring Dolphin Surf. De direkte konkurrenter har omtrent samme pris, og det er også typisk for kinesiske biler: De har ry for at være billigere end konkurrenterne, men ud fra en helhedsbetragtning er de snarere på niveau.
På den måde er der ingen tvivl om, at EU har ramt præcist med toldsatserne - og at tolden faktisk bider på de kinesiske bilmærker. De har ikke den prisfordel, de ellers ville have uden told.
Skal det være BYD Dolphin Surf, peger vi på topmodellen her som et godt køb. Mellemmodellen er 15.000 kr. billigere, har samme rækkevidde, men nøjes med den lille motor 65 kW, der skal trække det tunge batteri. Så hellere gå all-in på basismodellen til 150.000 kr. Kan du leve med kort rækkevidde og lidt mindre udstyr, har du banket udgifterne helt i bund.
Uanset model trækker BYD’s meget fine garanti på seks år/200.000 km op. BYD er også så stor en virksomhed, at vi tror på mærket på den lange bane. Det er med til at sikre en vis værdifasthed.
Er der alternativer?
Det mest oplagte - og bedste - alternativ er Renault 5. Med 40 kWh batteri og 312 km rækkevidde koster den fra 190.000 kr. og omtrent samme udstyr som Dolphin Surf - Renault nøjes dog med almindelig fartpilot. Renault 5 er overlegen på køreegenskaber og betjening, mens BYDs bagsæde er mere rummeligt. Renault 5 fås også med større batteri og 410 km rækkevidde fra 225.000 kr.
Hyundai Inster er en smule mindre, men byder på lige så god plads til fire som Dolphin Surf. Med omfattende Advanced-udstyr og 327 km rækkevidde er Inster en smule billigere til 185.000 kr. Vi synes Inster er en mere komplet bil, også selv om den nøjes med 71 kW sammenlignet med BYD’s 115 kW. For 12.000 kr. ekstra får Inster flere kræfter og 370 km rækkevidde.
Citroën ë-C3 er også et oplagt alternativ. Med Attraction-udstyr følger den næsten med Dolphin Surf, men nøjes dog med almindelig fartpilot og en elmotor med mere beskedne 83 kW. Rækkevidden er 320 km. Til 173.000 kr. beviser Citroën, at europæerne sagtens kan underbyde kineserne på pris.
Det gælder også Peugeot e-208, der med Style-udstyr ganske vist er mere skrabet end konkurrenten fra Kina, men til gengæld kører glimrende, tilbyder 363 km rækkevidde og er 10.000 kr. billigere. Dolphin Surf har mere plads, til gengæld er der tre sikkerhedsseler på bagsædet i e-208.
Konklusion
For: Bagsædeplads, udstyr, garanti.
Imod: Betjening, software, lynladning, køreegenskaber uden for byen.
Hvilkenbil siger:
FAKTA: BYD Dolphin Surf Comfort
Vejl. pris: 190.000 kr.
Pris billigste (Active 30 kWh): 150.000 kr.
Årlig ejerafgift: 840 kr.
Garanti (mekanisk): 6 år/150.000 km
Garanti (batteri): 8 år/200.000 km
Garanti (lak/rust): 6/12 år
Sikkerhed (Euro NCAP): 4 stjerner (2024)
Antal airbags: 6
Længde/bredde/højde: 399/172/159 cm
Akselafstand: 250 cm
Bagagerum + frunk: 308/1.037 liter + 0 liter
Køreklar vægt: 1.390 kg
Anhængervægt: Træk ikke muligt.
Batterikapacitet (brutto): 43 kWh
Rækkevidde (WLTP): 310 km
Forbrug (WLTP): 6,3 km/kWh
Forbrug i test: 6,6 km/kWh
Ladeevne: Op til 85 kWh DC/11 kWh AC
Opladningstid: Ca. 30 minutter (10-80 pct. ved hurtiglader), ca. 3 timer og 55 minutter (10-100 pct. ved 11 kW AC)
Effekt/moment: 115 kW (156 hk), 220 Nm, forhjulstræk
0-100 km/t: 9,1 sek
Topfart: 150 km/t
Særligt standardudstyr:
Aut. nødbremse, adaptiv fartpilot, vognbaneassistent, vejskiltegenkendelse, p-sensor, 360-graders kamera, LED-lygter, aircondition, elektrisk justerbare sidespejle m. foldefunktion, regnsensor, eljusterbare forsæder m. varme, kunstlæderrat, syv tommer førerdisplay, 10 tommer infotainmentskærm, lydanlæg m. DAB-radio, stemmestyring på engelsk, Apple CarPlay/Android Auto, trådløs opladning af mobiltelefon, nøglefri adgang, 16 tommer alufælge.
Metallak: 5.600 kr.