TEST: Hyundai i30 smiler stort i Golf-klubben

BILTEST: Faceliftet Hyundai i30 med behagelig dieselmotor presser dyrere konkurrenter i Golf-klassen.

Hvilken bil?
Hyundai i30 er en 5-dørs hatchback i den lille mellemklasse – også kaldet Golf-klassen. Med det seneste facelift af især fronten er designet blevet en tand mere dynamisk med LED-kørelys, og i30 er efterhånden ret vellykket at se til. Også motorerne har, lige som interiøret, fået en let overhaling og kører i hvert fald på papiret længere på literen. Hyundai i30 fås fra knap 194.000 kr. Vi tester her 1,6 CRDI – en turbodiesel med 110 hk – i mellemste udstyrsversion Active Plus til en pris lige under 239.000 kr. inkl. levering.

Vidste du at?
Lige som søsterbilen Kia Ceed er Hyundai i30 designet under ledelse af den tidligere Audi-designer Peter Schreyer i Kia og Hyundais fælles designcenter i Tyskland. Og i forbindelse med det seneste facelift af i30 har onde tunger da også været efter Schreyer for at have skævet rigeligt til sin tidligere arbejdsplads: Hyundai i30 har nemlig fået en sekskantet næse à la Audi – men nydeligt ser det nu ud.

Hvordan er førerpladsen?
Indbydende og med eksemplarisk ergonomi: Forholdet mellem rat, pedaler og sæder kan endda fintunes, dels med trinløs justering af ryglænet, der også har el-justerbar lændestøtte, dels med længdejustering af hovedstøtterne. Finishen i i30 byder tilmed på pæne materialer, der er rare at røre ved.

Rattet er lækkert at holde ved, gearskiftet går som kniv i smør, og når man lige har vænnet sig til de mange knapper i midterkonsollen, er Hyundai i 30 bestemt et rart sted at være chauffør.

Hvordan opleves kabinen?
Rummelig. Foran er der god bredde og højde. Pladsen på bagsædet fejler heller ikke noget – i30 har stort set samme benplads her som klasseduksen Golf. Man sidder dog lidt dybere på bagsædet med mindre støtte til lårene. Desværre er der hverken dørlommer, kopholdere eller 12V-udtag til folk på bagsædet. Med 378 liter er det regulære bagagerum blandt klassens største, og lastrummet åbner sig som en pandoras æske af små rum, hvor ting kan stuves af vejen. Bagklappen smækker tillidsvækkende – eneste minus her er et strittende beslag, der kan lave et grimt sår i hovedet på personer over 180 cm.

Er sikkerheden i orden?
Hyundai i30 scorede i 2012 de maksimale fem stjerner i Euro NCAP crashtest. i30 klarede den skærpede test i forhold til 2009 testen med en pæn totalscore på 85 procent. Eneste skønhedsplet; pæletesten, hvor bilen slynges mod en metalpæl med 29 km/t, viser forhøjet belastning af førerens brystkasse. Til gengæld beskytter hovedstøtter godt i i30, der også behandler bløde trafikanter nådigt og giver god sikkerhed til småbørn i barnestol. Læs mere på sikkerbil.dk.

Hvordan kører den?
Neutralt og lidt sterilt. Trods avanceret multi-link baghjulsophæng er Hyundai i30 en typisk forhjulstrækker – alt foregår over forakslen, og bagenden er mest med på slæb. På køredynamikken bliver Hyundai i30 overhalet indenom af rivaler som Golf og Focus. Vejgrebet er dog solidt, og hvad i30 mangler i styrepræcision, vinder den på komfortabel affjedring, der opsluger alle ujævnheder og bump, og som nok vil tiltale mange. At Hyundai i30 mere er  komfort end sport understreges af et dæmpet lydbillede, hvor støj fra vind, hjul og motor flyder sammen til en behersket brummen, som ikke generer samtale og musik.

Hvordan er motoren?
Et behageligt men lidt tilbageholdende bekendtskab. De 110 hk passer fint til bilen og dens karakter, der lægger op til afslappet kørsstil.

Den 1,6 liters turbodiesel er ifølge Hyundai blevet optimeret og opfører sig også særdeles kultiveret. Men maskinen opleves lidt træg og ikke umiddelbart så omdrejningsvillig som fx Hondas, men spiller fint sammen med de seks gear.

Der skal trædes på ‘sømmet’ for at få de flotte 280 Nm ud i af busken. På brændstofsiden opnåede vi et snit på 19 km/l. i testugen mod de opgivne 27,8 km/l. – en afvigelse på knap 32 pct. Ikke imponerende, men på den anden side set værre.

Passer prisen?
Ja. Lidt atypisk i forhold til andre mærker, er prisen for Hyundai i30 faktisk den samme for diesel og benzin, så den 110-hestes dieselmotor er uden tvivl det optimale valg af i30’er – hvis du ikke har for mange korte ture i dagligdagen og kører mindst 20.000 km årligt. Også sammenlignet med især de tyske konkurrenter er dieseludgaven af Hyundai et fordelagtigt køb. Skal det være benzin, er den ca. 30.000 kr. billigere 1,4 Active Plus med 100 hk værd at overveje.

Er der alternativer?
Ja, i den lille mellemklasse, som Golf-klassen ret beset kaldes, er der mange kombattanter til Hyundai i 30 1,6 CRDI til små 239.000 kr. (inkl lev.). Ford Focus med 105 hk og Trend-udstyr fås til 255.000 kr. Renault Megane 1,5 Energy dCi 110 hk er tættere på med en pris på godt 249.000 kr. Dyreste alternativ er VW Golf 1,6 TDI Bluemotion med 110 turboheste til 304.000 kr. – altså hele 70.000 kr. mere end i30. Seat Leon 1,6 TDI med 110 hk og Reference-udstyr koster 262.000 kr., mens Skoda Octavia Active 1,6 TDi med samme 110 hk motor til 257.000 kr. byder på endnu mere plads end Hyundai i30.

KONKLUSION:
For:
Pris, plads, komfort, 5 års garanti.
Imod: Lidt træg motor, ingen mulighed for tilkøb af sikkerhedsudstyr.
Hvilkenbil siger:
Stjerner4
Køreoplevelsen er ikke ophidsende, men komfort, finish og udseende overbeviser og gør Hyundai i30 til en af de dygtige elever i Golf-klassen. Fem års garanti og en relativt billig dieseludgave gør Hyundai i30 til et stærkt køb.

Læs også tests af konkurrenterne:

Klassisk køreglæde i Mazda 3

Snusfornuften sejrer stort i Skoda Octavia

Seat Leon er Golf-familiens vindertype

Golf 7 er mere perfekt end passioneret

Ford Focus stikker næsen frem

FAKTA: Hyundai i30 Active Plus 1.6 CRDi 110 hk

Vejl. pris, inkl. lev.: 239.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 9.000 kr.
Årlig ejerafgift: 2.080 kr. (A+)
Garanti (rust/mekanik): 12/5 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 27,8 km/l ( CO2: 94 gr/km)
Forbrug i test: 19 km/l
Længde/bredde/højde: 430/178/147 cm
Bagagerum (min/max): 378/1.316 liter
Vægt: 1.410 kg
Motor: 4 cyl., 1,6 liter, turbodiesel
Effekt: 110 hk/280 Nm
0-100 km/t: 11,1 sek
Topfart: 190 km/t

Særligt standard udstyr (Active Plus):
Aircon, fjernbetjent centrallås, el-ruder for, el-spejle, multijusterbart rat, forsæde med eljusterbar lændestøtte, ratbetjent cd-radio med usb og aux-stik, kørecomputer og splitbagsæde.
Metallak: 6.500 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here