BILTEST: Sydkoreanske Hyundai i30 er noget så old school som en benzinbil. Kvaliteter har stationcaren mange af, men alderen trykker.
Hvilken bil?
Hyundai i30 er noget så klassisk som en benzindrevet bil i Golfklassen. Billigste 5-dørs hatchback koster 255.000 kroner med det ganske gavmilde Advanced-udstyr. I dagens test er i30 iført praktisk stationcar-habit til 15.000 ekstra kroner. Derudover har testbilen 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse. Samlet pris for pakken med 3-cylindret turbomotor og 100 hestekræfter er 295.000 kr. Med 4-cylindret motor stiger volumen til 1,5 liter, ydelsen til 140 hk og prisen med 25.000 kr.
Stationcaren er 25 centimeter længere end den 5-dørs, og det giver sig især udslag i et nærmest gigantisk bagagerum på mere end 600 liter.
Nærværende Hyundai er tredje generation i30. Modellen er fra 2016, og dette er anden opdatering siden tilblivelsen. Det nye her i 2024 består primært i lidt mere aktivt sikkerhedsudstyr, et par små designændringer, og så er LED-lygter blevet standard.
Vidste du at?
Selvom skiltet siger ‘Sydkorea’, er i30 designet, udviklet og bygget i Europa for europæerne.
Senere kommer den 5-dørs i30 i en voldsom GTI-udgave, kaldet ‘N’. N, fordi den er fintunet på den legendariske racerbane Nürburgring. En rigtig ‘hot hatch’, som briterne kalder sådan en lynhurtig familie-mellemklassebil med knap 300 hk.
Mens vi venter på den helt igennem politisk ukorrekte i30 N, er eneste N-model fra Hyundai den elektriske Ioniq 5 N, der yder vanvittige 650 hk, accelererer til 100 km/t på 3,4 sekunder og som et gimmick er tilsat ‘rigtig’ motorlyd.
Hvordan er førerpladsen?
‘Klassisk’ beskriver meget godt dét, der åbenbarer sig, når venstre fordør åbnes. I et digitalt instrumenthus bag rattet ligger speedometer, omdrejningstæller og de øvrige informationer, som føreren har brug for under kørslen. Til højre sidder en 10,25-tommer stor infotainmentskærm, under den fysiske knapper til betjening af klimaanlægget, og rundt om gearstangen knapper til bl.a. sæde- og ratvarme. På rattet fysiske knapper til fartpilot, lydanlæg og telefon.
Med andre ord: Velindrettet og ukompliceret som i tiden før bilarkitekter i takt med udviklingen af elbiler synes at have fået som fremmeste mål at henrette alt, der bare har anstrøg af analoge trykknapper. Hvilket Hyundai dog ikke gør med sine elbiler, og hold endelig fast i det.
At i30 netop er klassisk og af en snart pensionsmoden race åbenbarer sig på halvsmertelig vis, når det kommer til betjening af den berøringsfølsomme infotainmentskærm. Opstarten er langsommelig, og reaktionstiden fra berøring til ‘kommando udført’ har det med at tøve lidt rigeligt længe.
Sæderne er lidt flade i det, men lændestøtten i førersædet gør godt, og med tilkøb af Deluxepakke til 12.495 kr. er sæderne svøbt i dellæder. I pakken er også trådløs opladning af mobiltelefonen, bagruderne er mørktonede og alufælgene på 17 tommer.
Hvordan opleves kabinen?
Den overvejende klassiske indretning cementeres af den megen mørkegrå og hårde plast, som præger kabinen. Indtrykket er såmænd gedigent nok, men tenderer det småkedelige.
Pladsen på bagsædet er direkte skuffende. Hvis 188 centimeter fører tager plads bag sig selv, kommer knæene i faretruende nærkontakt med den hårde plastik-beklædte bagside af forsædet. Afstanden til loftet er gennemsnitlig, men dét, i30 stationcar sætter til på bagsædet, vinder den i bagagerummet. Litermålet siger 602, og det er mere end 200 liter mere end det, den 5-dørs hatchback byder på.
Er sikkerheden i orden?
i30’erens adaptive fartpilot og aktive vognbaneassistent med følgefunktion fungerer fornuftigt, og de standardmonterede LED-lygter er effektive. Så på den måde er i30 en rar følgesvend.
Men konstruktionen er fra 2016, de fem Euro NCAP-stjerner er dermed fra 2017, og allerede dengang var den ikke voldsomt overbevisende. Det kom til udtryk ved frontalsammenstød, hvor der var flere gennemsnitlige vurderinger af bilens evne til at passe på voksne i forsæderne.
Hvordan kører den?
Ukompliceret og langt mere komfortabelt end involverende må være ordene, der skal beskrive i30’erens måde at køre på. Styretøjet er let, men man savner ikke præcision, og selv med testbilens 17 tommer-fælge (16 er standard) filtreres ujævnheder fint fra.
Rumleri fra vejen (hjulstørrelsens skyld?) og hvislen fra vinden melder sig dog ved motorvejshastigheder.
Hvordan er motoren?
Motoren har den karakteristiske lyd, der kendetegner en 3-cylindret benzinmotor. I det store hele giver den dog kun påtrængende lyd fra sig under acceleration, og når man nærmer sig de 130 km/t på motorvejen.
De 100 hestekræfter overvælder ikke, men rækker til den knap 1.400 kilo tunge stationcar, og turboen sikrer de muskler i mellemgulvet, man har brug for i det daglige.
Samspillet mellem fartpiloten og dobbeltkoblingsgearkassen er desværre ikke uden irriterende bump.
Hvis man aktiverer fartpiloten ved f.eks. 80 eller 110 km/t, reducerer den farten med 2-3 km/t, hvorefter den gearer ned i 5. gear, øger til den indstillede hastighed og skifter op i 7. gear igen. Dét er unødvendigt og burde eksekveres mere elegant.
På papiret er forbruget 17,2 km/l, i testen endte vi på acceptable 15,2.
Passer prisen?
270.000 kr. for denne lille mellemklasse-stationcar med en solid omgang Advanced-udstyr er en ok-pris. Og de 25.000 kr., som dobbeltkoblingsgearkassen koster, er nogenlunde inden for rimelighedens grænser.
Om det er værd at opgradere til fire cylindre og give de 25.000, som det koster, må man afgøre med sig selv ved at prøve dem begge. I min optik kan man fint nøjes med den 3-cylindrede.
Med N Line-udstyr får man bl.a. sportssæder med mulighed for at forlænge sædehynden – hvilket man kan gå hen og blive glad for – trådløs opladning af mobiltelefon, mørktonede ruder og diverse udstyrsdetaljer. Merprisen i forhold til Advanced er 20.000 kr. Fremfor at købe noget af dette udstyr i en Deluxepakke til Advanced, ville jeg vælge N Line.
Værd at huske på er også Hyundais fem års fabriksgaranti, der giver positivt udslag i det samlede indtryk.
Er der alternativer?
i30-prisen er svær at hamle op med, hvilket gennemgangen af stationcar-konkurrenterne udstiller. Hvis udgangspunktet er i30 med 1,0 liters motor, manuel gearkasse og Advanced-udstyr, er prisen 270.000 kr. Den nogenlunde tilsvarende udstyrede fætter, Kia Ceed SW, kan matche – Ceed koster 5.000 kr. mindre.
Opel Astra Sports Tourer koster 290.000 kr., og det samme gør det tjekkiske raumwunder, Skoda Octavia Combi. Octavias spanske modstykke, Seat Leon Sportstourer, fås kun med dobbeltkoblingsgearkasse, og prisen er 310.000 kr.
Seats noget frækkere fætter, Cupra, bliver for veludstyret og for dyr til, at en direkte sammenligning giver mening. Det samme kan næsten siges at gælde for VW Golf Variant, der koster fra 345.000 kr.
En veludstyret Ford Focus stationcar kan i nogen tid endnu anskaffes. Som ST-Line X er prisen 349.000 kr.
Toyota Corolla Touring Sports er født med hybrid-drivlinje, og med Active-udstyr og to pakker er prisen 366.000 kr. Hvis man savner Peugeot 308 SW, nævnes den ikke, idet den i øjeblikket kun fås med dieselmotor.
Vi kommer ikke udenom at rette opmærksomheden mod el. Hvis man har lademulighed hjemme, og det er muligt i det daglige, bør elektrificering med i overvejelserne, ikke mindst af driftsøkonomiske årsager. Så lad os blive i Hyundai-familien og kigge på den elektriske Kona. Ganske vist ikke en stationcar, men derimod af den høje crossover-slags. Her skal man sammenligne med i30 med DCT-gear til 295.000 kr. – i øjeblikket koster Kona Electric med 65 kWh-batteri, 510 kilometers rækkevidde og masser af udstyr 320.000 kr.
Konklusion:
For: Bagagerum, fysiske knapper, letkørt, garanti, pris.
Imod: Er begyndende umoderne, små-trangt bagsæde, tøvende infotainment.
Hvilkenbil siger:
FAKTA: Hyundai i30 st.car 1,0 T-GDI aut. Advanced
Vejl. pris: 294.995 kr
Anslået kontantrabat: * 10.000 kr.
Pris billigste (1.0 T-GDI man.): 269.995 kr.
Privatleasing: 4.295 kr./måned (førstegangsydelse 14.995 kr., 15.000 km/år, leasingperiode 12-36 måneder)
Årlig ejerafgift: 1.280 kr.
Garanti (mekanik/lak/rust): 5/5/12 år
Sikkerhed (Euro NCAP): 5 af 5 stjerner (2017)
Antal airbags: 6
Længde/bredde/højde: 459/180/148 cm
Bagagerum (min/max): 602/1.650 liter
Vægt: 1.346 kg
Anhængervægt: 710 kg
Motor og transmission: 3 cyl., 1,0 liter turbobenzin, 7-trins dobbeltkobling, forhjulstræk
Effekt: 100 hk/200 Nm
Forbrug (EU-norm): 17,2 km/l (131 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 15,2 km/l
0-100 km/t: 13,1 sek
Topfart: 178 km/t
Særligt standardudstyr:
Aut. nødbremse for fodgængere og cyklister, adaptiv fartpilot, aktiv vognbaneassistent m. følgefunktion, vejskiltegenkendelse, LED-lygter, aut. op- og nedblænding af fjernlys, p-sensor for og bag, bakkamera, varme i forsæder og rat, lændestøtte i førersæde, aut. nedblænding af bakspejl, regnsensor, elektrisk justerbare sidespejle m. varme, 2-zonet klimaanlæg, 10,25 tommer digital instrumentering, navigation, bluetooth, DAB-radio, Apple CarPlay/Android Auto (m. kabel), 10,25 tommer infotainmentskærm, 16 tommer alufælge. (*Anslået af hvilkenbil.dk)
Ekstraudstyr:
Metallak: 4.495-7.495 kr.
Deluxepakke bl.a m. dellæder, trådløs opladning af mobiltelefon, mørktonede ruder bag, 17 tommer alufælge: 12.495 kr.
Premiumpakke bl.a. med læderindtræk, elektrisk justering af forsæder m. ventilation og memory, trådløs opladning af mobiltelefon, mørktonede bagruder og 17 tommer alufælge: 24.495 kr.
Aktiv blindvinkelsensor: 7.495 kr.
Panoramasoltag: 14.995 kr.
Af redaktionen