TEST: Mere komfort end sport i faceliftet BMW 1

BILTEST: En veloplagt benzinmotor klæder den faceliftede BMW 1-serie, der overbeviser med fornem affjedringskomfort. Men prisen er pebret og bagsædepladsen beskeden.

Hvilken bil?
1-serien er BMWs svar på Audi A3 og Mercedes A-klasse. Tidligere i år fik den en ansigtsløftning, der har gjort designet bredere med smallere lygter for og bag og en fladere kølergrill. Forandringen er mest synlig bagfra, hvor baglygterne er gået fra firkantede til horisontale, mens en koksgrå vinddiffusor nederst på kofangeren giver et sportsligt look. Her tester vi 120i med 1,6 liters turbobenziner med 177 hk – en sjælden motorvariant, da langt de fleste BMW 1-kunder vælger diesel.

Vidste du at?
Fans af baghjulstræk skal skynde sig at nyde den faceliftede 1-serie: Når der kommer en ny 1-serie – formentlig i 2018 – baseres den på Mini-platformen og får dermed forhjulstræk. En øvelse som familiebilen BMW 2 Tourer allerede har været igennem. Ønsket er dels at gøre BMW 1 billigere at fremstille, dels at imødekomme det største kritikpunkt af modellen; den minimale plads på bagsædet.

Mens inkarnerede BMW-fans korser sig over skiftet fra bag- til forhjulstræk, er flertallet ligeglade: BMWs egne undersøgelser har vist, at næsten otte ud af ti BMW 1-købere ikke aner, at bilen har baghjulstræk.

Hvordan er førerpladsen?
Bortset fra lidt mere krom-pynt rundt om et par af betjeningsgrebene er ansigtsløftet gået sporløst henover BMW 1-serien. Fint med os, for dermed er der dømt klassisk BMW-indretning med tydelige instrumenter, førerorienteret og overskuelig midterkonsol og optimal ergonomi. Man sidder lavt som i en sportsvogn – til gengæld kan selv to-meter mænd finde en perfekt kørestilling. Mens flere konkurrenter er gået over til trykfølsomme skærme, holder BMW fast i joy-stick betjeningen ‘i-Drive’. Du skal altså trykke og dreje på en knap for at bladre i menuere, og det er fortsat tids- og opmærksomhedskrævende.

Hvordan opleves kabinen?
Stor foran, lille bagude. Lige så fantastisk vikinge-store mænd sidder foran, lige så indskrænket er benpladsen på bagsædet. Langsplaceret motor og baghjulstræk koster masser af plads, og det rammer en bil særligt hårdt i den kompakte Golf-størrelse.

Typisk for BMW er den umiddelbare finish ikke helt så lækker som i en tilsvarende Audi A3. Til gengæld virker BMW 1-serie bundsolid og bygget til at holde i mange år. Fraværet af knirkelyde er også en slags luksus.

Er sikkerheden i orden?
Ja, BMW fik samtlige fem stjerner i Euro NCAP testen i 2011 og beholdt efterfølgende dem alle efter de nye, skærpede 2012-crashtest-krav. BMW 1-serie har stort set ingen svagheder. Dog er belastningen af føreren en anelse forhøjet i frontalkollisionen, lige som pæletesten viste en øget belastning af førerens bryst. Piskesmældstesten var en bagatel fra at opnå topkarakter. En moderne nødbremse leder du dog forgæves efter i 1-serien. Læs mere på sikkerbil.dk.

Hvordan kører den?

Fremragende. Men hvis man tror, at 120i er en sportslig semi-GTI, må man tro om igen. Baghjulstræk giver perfekt vægtfordeling og adskiller styring fra trækkraften, men det udnytter BMW til at skabe en komfortabel rejsevogn med nærmest sublim affjedringskomfort.

Vi er på Citroën-niveau her. Styringen er til gengæld lige lovlig let og følelsesløs til at give dig GTI-fornemmelse i 120i. Tung kobling og ditto gearskift signalerer også mere komfort end sport. Omvendt er det kun dækstøj på grov asfalt, der momentvis forstyrrer billedet af en overlegen langtursbil.

Hvordan er motoren?
Faceliftet af BMW 1-serie handler også om forbedrede motorer. Trods betegnelsen 120i ligger der en 1,6 liters ‘downsizet’ turbobenziner, der tidligere ydede 136 hk i 116i før faceliftet, men nu er pumpet op til 177 hk, så den gør sig fortjent til det højere nummer på bagsmækken. De 177 heste arbejder flittigt og lyder sundt, men virker ikke helt så hurtige, som den imponerende 0-100 km/t tid på 7,4 sek. lægger op til. Et snitforbrug på 17,2 km/l afslører også, at motoren – der oprindeligt er udviklet sammen med Peugeot og Citroën – ikke lever op til de bedste i dag, når det gælder forbrug.

Passer prisen?
Nej. BMW har nemlig ‘omvendte’ priser på motorerne, så benzin er dyrere end diesel. Det rammer 120i, der ser dediceret kostbar ud sammenlignet med 118d, der trods 150 bomstærke dieselheste er hele 37.000 kr. billigere. Så selv om den mere kultiverede og omdrejningsvillige turbobenziner klæder 1-serien bedre, er 118d med dieselmotor afgjort det bedste køb.

Sagt på en anden måde: Med benzinmotor koster BMW 1-serie mere end ærkerivalen Audi A3, mens den er billigere med en dieselmotor under hjelmen. En 120i er med andre ord kun for benzin-fanatikere. Desværre.

Er der alternativer?
Audi A3 Sportback med 180 hk er et lækkert alternativ med mere bagsædeplads til 415.000 kr. Vi anbefaler dog udgaven med 150 hk, og så er A3 pludselig billigere end BMW120i. Senere i år ser vi en let faceliftet udgave af Mercedes A-klasse, der med 156 turboheste til 373.000 kr. faktisk er billigere end BMW 1-serie. Smukke Alfa Giulietta med 170 hk er et fristende alternativ for feinschmeckere til 344.000 kr. Fælles for rivalerne er dog, at de har forhjulstræk, og så er vi tilbage ved det afgørende salgsargument for BMW 1-serie – baghjulstræk og sublim affjedringskomfort.

Konklusion:
For: Komfort og byggekvalitet.
Imod: Lille bagsæde, dyr benzinvariant.
Hvilkenbil siger:
Stjerner4
Faceliftet ændrer ikke på billedet af BMW 1-serie som Golf-klassens baghjulstrukne køremaskine. Benzinmotor klæder den, men diesel er det fornuftige valg. Slå til nu, hvis du vil eje den sidste ‘ægte’ 1-serie med baghjulstræk – og alligevel ikke bruger bagsædet.

Læs tests af konkurrenterne:

Alfa Giulietta – italiensk for afhængige

Audi A3 er Golf-klassens diskrete duks

Overbevisende men kostbar A-klasse

BMW 116D gør det til en sport at spare

FAKTA: BMW 120i

Vejl. pris, inkl. lev.: 400.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 15.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.660 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP)NCAP 5
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 17,2 km/l
Forbrug i test: 13,5 km/l
Længde/bredde/højde: 432/177/142 cm
Bagagerum (min/max): 360/1.200 liter
Vægt: 1.375 kg
Motor: 4 cyl., 1,6 liter, turbobenzin
Effekt: 177 hk/250 Nm
0-100 km/t: 7,4 sek
Topfart: 225 km/t

Særligt standard udstyr:
Klimaanlæg, fjernbetjent centrallås, el-ruder for og bag, el-spejle, multijusterbart læderrat, varme i forsæder, regnsensor, cd-radio med Bluetooth, kørecomputer, splitbagsæde, nøglefri start, tågeforlygter.
Metallak: 14.500 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here