TEST: Mere vital Vitara med ny turbomotor

BILTEST: Suzuki er endelig hoppet med på ‘downsizing’ bølgen, men det har sin pris i den ellers underholdende crossover Vitara.

Hvilken bil?
Sidste år gjorde Suzuki et vellykket comeback med en kompakt udgave af Vitara, der var en stor succes herhjemme i 1980’erne og 1990’erne som tung firehjulstrækker. Nu er der nyt under motorhjelmen på den maskulint udseende crossover; endelig er japanerne klar med en ’downsizet’ 1,4 liters turbobenziner med 140 hk, som er et tiltrængt alternativ til Suzukis efterhånden bedagede 1,6’er med 120 hk. Desværre fås den nye motor kun i topmodellen Boosterjet S til 289.000 kr. inkl. levering. Testbilen har desuden automatgear til en merpris på hele 33.000 kr. Altså alt i alt et prisskilt på 321.000 inkl. levering. Priserne for Vitara starter lige under 196.000 kr. med 120 hk.

Vidste du at?
Det er snart 30 år siden år siden, den første Suzuki Vitara kom til Danmark. Vi er nu på fjerde generation af modellen, der satte den lille Suzuki-fabrik på verdenskortet som leverandør af billige, men kapable offroadere. Men hvor forgængeren var en tung firehjulstrækker med stiv chassisramme og grovkornede køreegenskaber, er afløseren en mindre og lettere crossover, hvor firehjulstræk er ekstraudstyr.

Macho-designet er dog bevaret og gør Vitara til et maskulint modstykke til mange af de mere polerede crossovers på markedet. Det er der kunder til; i den seneste salgsstatistik fra bilimportørerne indtager Suzuki Vitara en tredjeplads over de mest sælgende SUV/crossovers.

Hvordan er førerpladsen?
Klassisk Suzuki – ikke så meget pjat: Altså traditionelle, tydelige instrumenter, få knapper og gode støttende sæder, der i Boosterjet S er betrukket med læder/alcantara. Rattet er også lækkert med læder på. Til gengæld er finishen på instrumentbordet, også typisk Suzuki, domineret af hård plastic, der giver lidt knirkelyde fra sig. Her hjælper et imiteret alupanel og fancy, røde ringe om luftdyserne ikke. Udsynet fra førersædet er godt – også til bagerste højre hjørne, hvor cyklister plejer at gemme sig. Fra Active-udstyr får du en moderne 7-tommers touchscreen med indbygget bakkamera, der viser skarpe billeder, multimedie og i Boosterjet S også navigation.

Hvordan opleves kabinen?
Høj og behagelig. Vitara har 10 cm kortere mellem akslerne end Suzuki S-cross, og det koster benplads på bagsædet. Til gengæld er der god bredde på Vitara-kabinen, og udsynet på bagerste række er også godt gennem de store sideruder – det sætter børnene pris på. Bagagerummet sluger 375 liter, hvis du inddrager den dobbelte bund. Desværre opleves støjdæmpningen af kabinen ikke tilstrækkelig: Fra motor-rummet trænger en dyb brummen sig på i kabinen ved motorvejskørsel, ligesom her også er rigelig hjulstøj.

Er sikkerheden i orden?
Suzuki Vitara scorer, alt efter monteret sikkerhedsudstyr, fra tre til de maksimale fem stjerner i 2015-udgaven af Euro NCAPs crashtest. I de klassiske test-discipliner yder Vitara faktisk solid beskyttelse i både frontal, side og den barske pæletest, hovedstøtterne er gode mod piskesmæld og selv fodgængere tager Vitara relativt blidt imod trods den lodrette front. Det udløser topkarakteren fem stjerner – men kun i versioner med højeste udstyr og/eller firehjulstræk, der har fartbegrænser og automatisk nødbremse. Nødbremsen mangler i de billigste versioner, og så ender Vitara på utilfredsstillende tre stjerner, mens testbilen med Boosterjet S-udstyr hiver fem stjerner i hus. Læs mere på sikkerbil.dk. 

Hvordan kører den?
Suzuki kan lave biler, der trods relativt lave priser både er sjove og komfortable at køre i. Undervognen i Suzuki Vitara Boosterjet S er ikke en undtagelse, og bilen virker adræt blandt andet takket være en køreklar vægt på blot 1235 kilo (automatgear vejer 20 kg ekstra). Typisk for Suzuki har Vitara svag selvopretning af rattet, men det vænner man sig til efter et par dage, og ellers er styringen skarp, vejgrebet solidt og fjedrene friske på alt fra kloakdæksler til vejbump.

Vitara har helt sikkert arvet noget køreglæde fra lillesøster Swift og er en ukompliceret og sjov crossover. En lille hage er der dog; Vitara virker ret følsom overfor sidevind.

Hvordan er motoren?
’Downsizing’ – altså mindre slagvolumen tilsat turbo – er ’det nye sort’ for motorer, men Suzuki har dog ladet vente på sig. Det hæver forventningerne til det nye 1,4 liters 140 hestes alternativ til den traditionelle 1,6 liters sugemotor med 120 hk, men desværre er første indtryk skuffende. Testbilens kombination med 6-trins automatgeargear virker ikke velvalgt. Bevares, motoren er ret kvik, men der går en del energi tabt i det traditionelle automatgear, der også gør det svært at udnytte den omdrejningsvillighed og det moment, der faktisk er i den nye motor. Det hele forsvinder i umotiverede gearskift. Merprisen på 33.000 kr. er helt i skoven, så hold dig til det manuelle gear og få en billigere og sjovere bil.

Passer prisen?

Nej. Mens Suzuki Vitara er konkurrencedygtig i de billigere udgaver, så løber kasseapparatet løbsk med en pris på næsten 321.000 kr. for den testede Boosterjet S inklusive automatgear – også selv om udstyrsniveauet er pænt med fx 17” sortlakerede alufælge, parkeringssensorer og klimaanlæg.

Til sammenligning fås Mazdas CX-3 crossover med 2,0 liters benzinmotor (uden turbo) og højeste Optimum-udstyr til henholdsvis 274.000 kr. og 295.000 kr. med manuelt gear og automatgear, og faktisk kan du få en 150 hk udgave med 4-hjulstræk og Vision-udstyr til samme pris.

Er der alternativer?
Ja, de trænger sig på fra alle sider. Til samme pris som Suzuki Vitara Boosterjet S er der den velformede Fiat 500X med 1,4 liter 140 hk turbobenziner. Ud over førnævnte Mazda CX-3 er der også skarp konkurrence til Vitara fra større crossovers som fx Nissan Qashqai og Renault Kadjar. Sidstnævnte fås med den fine 1.2 Energy TCe 130 turbobenziner og Zen udstyr til 279.000 kr., mens crossover-klassikeren Qashqai kan blive din med enten 115 turbobenziner eller hele 163 turboheste fra 244.000 til 280.000 kr. alt efter udstyrsniveau.

Konklusion:
For:
Design, gode køreegenskaber, fin motor, 3 års garanti
Imod: Beskeden bagsædeplads, pris, testbilens automatgear.
Hvilkenbil siger:
Stjerner3
Suzuki Vitara er for en gangs skyld en crossover, der er sjov at køre og har sin egen, maskuline stil. Boosterjet-motoren tilfører Vitara fornyet vitalitet – desværre lades den i stikken af det traditionelle og alt for dyre automatgear. Det koster den fjerde stjerne.

Læs også tests af konkurrenterne:

Suzuki S-Cross spiller på det sikre

Nissan Qashqai rammer plet igen

500X er den bedste Fiat i mange år

Knapt nok flyvefærdig Renault Kadjar

Mazda CX-3 – byens frækkeste gadekryds

FAKTA: Suzuki Vitara 1,4 Boosterjet S, aut.

Vejl. pris, inkl. lev.: 321.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 12.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.200 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3 år
Sikkerhed (Euro NCAP): NCAP 5
Antal airbags: 7
Forbrug (EU-norm): 19,2 km/l
Forbrug i test: 13,7 km/l
Længde/bredde/højde: 418/178/161 cm
Bagagerum (min/max): 375/1.120 liter
Vægt: 1.235 kg (køreklar)
Motor: 4 cyl., 1,4 liter turbobenzin
Effekt: 140 hk/220 Nm
0-100 km/t: 9,5 sek
Topfart: 200 km/t

Særligt standard udstyr (Boosterjet S):
Klimaanlæg, touch-screen med bakkamera, navigation og multimedie, bluetooth, fjernbetjent centrallås, el-ruder for og bag, el-spejle med varme og fold ind, multijusterbar førerplads, kørecomputer, 17” alufælge, læderrat med betjening af aktiv fartpilot/fartbegrænser og lyd, automatisk nødbremse, sædevarme for, splitbagsæde, LED kørelys, tågelygter for, stop-start automatik, tonede bagruder og hill-start assist, dæktryksovervågning, trykknap start med nøglefri betjening af låse og tænding, læder/alcantara indtræk regnsensor parkeringssensor for og bag.
Metallak: Boosterjet S leveres udelukkende i 2 to-farvede farvekombinationer.
(*Anslået af hvilkenbil.dk)

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here