BILTEST: Den nye Peugeot 308 byder på en lækker kabine og fornem langturskomfort, men bagsædet er ikke lavet til store danskere.
Hvilken bil?
Peugeot 308 er det franske mærkes udfordrer i den populære Golf-klasse – og det sesi alt fra design til udvalget af motorer og udstyr, der afspejler forbilledet fra Wolfsburg. Vi synes, at Peugeot er sluppet heldigt fra formgivningen, der virker langtidsholdbar og ’bredskuldret’ uden pynt og pjank. Til august kommer den franske Golf-spiller i en forlænget stationcarudgave, men her tester vi den 5-dørs med 1,6 liters benzinturbo med 125 hk og Active udstyr til lige under 260.000 kr., inkl. lev.
Vidste du at?
308 er den første Peugeot på PSA-koncernens nye EMP2-platform, der også benyttes af søstermærket Citroën. Den nye ’bund’ letter Peugeot 308 for hele 140 kg sammenlignet med forgængeren. Slankekuren kan mærkes på den fede måde i form af lavere forbrug og bedre køreegenskaber. Kvaliteter, der for nylig og lidt overraskende var med til at sikre Peugeot 308 titlen som European Car of the Year 2014. Men de mange sydeuropæiske jurymedlemmer har måske ikke bemærket 308’s akilleshæl – bagsædepladsen – det vender vi tilbage til…
Hvordan er førerpladsen?
Ualmindelig indbydende, ja efter hvilkenbil’s mening den lækreste i Golf-klassen lige nu.
De franske indendørsarkitekter er gået radikalt til værks for at skabe en nærmest zen-agtig ro bag det lille go-kart rat. Næsten alle betjeningsgreb er rykket op i en knap 10-tommer stor skærm på midterkonsollen. Vænner du dig først til at kalde menuer frem for ventilation, radio og evt. navigation, fungerer det glimrende.
Kun fem knapper – bl.a. til elbagrude og nødblink – har overlevet den franske betjenings-revolution. Det ser godt ud – og det samme gælder speedometer og omdrejningstæller, der er placeret over rattet med visere, der bevæger sig imod hinanden som i en Aston Martin. Det er, som de siger i Frankrig, tres chic!
Hvordan opleves kabinen?
Design og finish er mere end godkendt. Sæderne er ikke længere franskbrødsbløde men faste, og selv dybe kloakdæksler aftvinger ikke det mindste knirk fra kabinen. Alligevel er det i kabinen, at vi finder de største indvendinger mod Peugeot 308: Er du typisk langlemmet dansker, savner du nemlig benplads bag rattet. Ergonomien er fortsat ikke lige i øjet, og på bagsædet går det helt galt. Med mindre chaufføren er en petit fransk frøken, skuffer 308 med klassens ringeste benplads. Et klart handicap for en bil, der henvender sig til den klassiske kernefamilie.
Er sikkerheden i orden?
Peugeot 308 scorer topkarakteren fem stjerner i Euro NCAPs crashtest, men får også en lille ridse i lakken. Pæletesten, hvor bilen glider sidelæns ind i en metalstolpe med 29 km/t efterlader nemlig lidt rigeligt indtryk på dummyens brystkasse, og det trækker ned i en ellers sikker bil. Omvendt retter de nye hovedstøtter op på en gammel Peugeot-skavank ved at yde forbilledlig beskyttelse mod piskesmældsskader. Vi savner automatisk bremse i bytrafik – her halser Peugeot efter konkurrenterne. Læs mere på sikkerbil.dk.
Hvordan kører den?
Efter et par lidt stivbenede køreoplevelser i den seneste 308 og 307 før den, har Peugeot genfundet den særlige franske formel for, hvordan man sætter en undervogn op til tårnhøj affjedringskomfort. OK, Peugeot 308 krænger også mere i sving end de stramme tyske rivaler, men vinder klart når det gælder om at filtrere vejens ujævnheder fra.
Også rullestøj fra vejen er bedre undertrykt i 308 end konkurrenterne. Selve styringen kunne dog være mere direkte: Det lille rat er lækkert at dreje med, men vi savner feedback fra den sterile servostyring.
Hvordan er motoren?
Testbilens 1,6 liters lavtryksturbo yder beskedne 125 hk og et moment på 200 Nm. Dermed er den slet ikke presset, og det mærkes på forbruget: Trods masser af motorvej i testperioden og selv om Peugeot har sparet spart-stop automatikken væk, nåede vi fine 14,9 km/l. Til gengæld savnede vi mere punch i overhalingerne – men det kommer muligvis, når motoren pensioneres til fordel for en ny 1,2 liters med 3 cylindre og 130 hk. Peugeot har også arbejdet med deres notorisk upræcise gearskifte. Forbedringen er mærkbar, men VW, Ford og Mazda er fortsat et gearskifte eller to foran.
Passer prisen?
Ja, en god kvart million kr. placerer så at sige Peugeot 308 midt på Golf-banen. Mellemste Active-udstyrstrin er ganske omfattende og indeholder lækre detaljer som LED-kørelys for og bag, klimaautomatik, læderrat og alufælge. Faktisk savnede vi kun navigation, så man rigtigt kan udnytte den lækre skærm i midterkonsollen. Når Peugeot 308 senere kommer med en 110-hestes udgave af den 130-hestes 3-cylindrede turbobenziner, bliver den muligvis billigere. Det vil gøre 308 endnu mere attraktiv.
Er der alternativer?
Masser – konkurrencen er nærmest uhyggelig i Golf-klassen. Peugeot 308 tager teten når det gælder komfort, men skal især dyste med tre skrappe rivaler: Seat Leon 1,4 TSi Style til 266.000 er godt med på design, styrer skarpere og er mere rummelig. Det samme gælder Skoda Octavia 1,4 TSi Ambition til 255.000 kr., der har mindre udstyr men enorm plads og en suveræn motor. Endelig er Ford Focus med den fremragende 125-hestes EcoBoost motor og Titanium-udstyr til 266.000 kr. et køreglad alternativ, der har samme udfordring med begrænset plads på bagsædet.
Konklusion:
For: Høj komfort og lækker kabine.
Imod: Beskeden benplads for og bag, smågenstridigt gearskifte.
Hvilkenbil siger:
Kan du – eller snarere dine børn – finde plads nok på det beskedne bagsæde, er Peugeot 308 værd at overveje som en stilsikker udfordrer i Golf-klassen. Byggekvaliteten forekommer bundsolid, og hvad angår komfort, sætter Peugeot 308 standarden lige nu.
Læs også test af:
FAKTA: Peugeot 308 1,6 THP Active
Vejl. pris, inkl. lev.: 259.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 1.660 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/2 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 6
Forbrug (EU-norm): 17,9 km/l (129 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 14,9 km/l
Længde/bredde/højde: 425/180/145 cm
Bagagerum (min/max): 470/1.309 liter
Vægt: 1.375 kg
Motor: 4 cyl., 1,6 liter, turbobenzin
Effekt: 125 hk/200 Nm
0-100 km/t: 8,9 sek.
Topfart: 202 km/t
Særligt standard udstyr (Active):
2-zonet klimaanlæg, fartpilot, fjernbetjent centrallås, el-ruder for og bag, el-spejle, p-sensor bag, varme i forsæder, multijusterbar førerplads, splitbagsæde, læderrat, regnsensor, USB og BlueTooth, 9,7” touch screen, 16” alufælge, LED kørelys og baglygter.
Metallak: 6.500 kr. (*Anslået af hvilkenbil.dk)